Job 39

1 Sais-tu le temps où la gazelle des rochers met bas? As-tu observé les biches dans les douleurs de l'enfantement?

Ved du Tiden, naar Stengederne føde? har du taget Vare paa, naar Hinderne ville føde?

2 As-tu compté les mois de leur portée? les as-tu délivrées dans les maux?

Tæller du de Maaneder, som de fylde, eller ved du Tiden, naar de føde?

3 Est-ce grâce à toi qu'elles nourrissent leurs petits sans crainte? as-tu effacé toutes leurs douleurs?

De bøje sig sammen, de føde deres Unger og kaste deres Byrde.

4 Leurs petits les abandonneront; ils multiplieront leur espèce; ils s'éloigneront et ne reviendront jamais.

Deres Unger blive stærke, de blive store paa Marken, de gaa ud og komme ikke tilbage til dem.

5 De qui l'âne sauvage tient-il sa liberté? Qui a détaché ses liens?

Hvo har ladet Vildæselet ud i det frie? og hvo løste Skovæselets Baand,

6 J'ai préparé sa nourriture dans le désert, et sa demeure dans la contrée saumâtre et stérile.

hvilket jeg har givet den slette Mark til dets Hjem og Saltørkenen til dets Bo.

7 Il se raille de la foule qui peuple les cités; il n'entend jamais les reproches du collecteur.

Det ler ad Stadens Tummel; det hører ikke Driverens Buldren.

8 Il met tous ses soins à examiner les pâturages des montagnes, et il vit de toutes sortes d'herbes.

Hvad det opsporer paa Bjergene, er dets Føde, og det søger efter alt det grønne.

9 La licorne se prêtera-t-elle à te servir; couchera-t-elle jamais en ton étable?

Mon Enhjørningen har Lyst til at trælle for dig? mon den vil blive Natten over ved din Krybbe?

10 Pourras-tu l'attacher au joug et lui faire creuser les sillons de tes champs?

Kan du tvinge Enhjørningen ved dens Reb til at holde Furen? mon den vil harve Dalene efter dig?

11 Te fieras-tu à elle à cause de sa force, et la chargeras-tu de tes travaux?

Kan du forlade dig paa den, fordi dens Kraft er stor? og kan du overlade den dit Arbejde?

12 Croiras-tu qu'elle te rende tes semailles; les fera-t-elle rentrer en ton aire?

Kan du tro den til, at den vil føre dig din Sæd hjem og samle den hen til din Tærskeplads?

13 La plume naissante de l'autruche ramassera-t-elle du limon comme celle du canard?

Strudsenes Vinge svinger sig lystigt; mon det er Storkens Vinge og Fjer?

14 Elle pond dans le sable, et ne couve pas ses œufs autrement qu'en les couvrant d'une motte de terre

Nej, den overlader sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Støvet,

15 Elle oublie que le passant les dispersera et que les bêtes fauves les fouleront aux pieds.

og den glemmer, at en Fod kunde trykke dem i Stykker, og et vildt Dyr paa Marken søndertræde dem.

16 Elle traite durement ses petits comme s'ils ne lui appartenaient pas; elle a souffert vainement sans regret ni crainte,

Den handler haardt med sine Unger, som vare de ikke dens egne; er dens Møje end forgæves, er den uden Frygt.

17 Parce que Dieu chez elle a fait taire la sagesse, et ne lui a pas accordé sa part d'intelligence.

Thi Gud har ladet den glemme Visdom og har ikke givet den Del i Forstand.

18 A l'occasion elle prendra son essor; elle raillera le cheval et le cavalier.

Paa den Tid, naar den svinger sig i Højden, da beler den Hesten og den, der rider paa den.

19 Est-ce toi qui as donné au cheval sa vigueur; est-ce par toi que sa crinière effraye

Kan du give Hesten Styrke eller klæde dens Hals med flagrende Manke?

20 L'as-tu armé de ses moyens de défense; as-tu fait naître l'audace en son sein?

Kan du gøre, at den springer som Græshoppen? dens prægtige Prusten er forfærdelig.

21 Il imprime son sabot dans le sol et s'enorgueillit; il s'élance en sa force à travers la campagne.

Den skraber i Dalen og fryder sig i Kraft; den farer frem imod den, som bærer Rustning

22 La lutte avec un roi le réjouit; il ne se détourne pas du fer.

Den ler ad Frygt og forskrækkes ikke og vender ikke tilbage for Sværdets Skyld.

23 L'arc et l'épée se glorifient s'ils l'atteignent.

Pilekoggeret klirrer over den, ja, det blinkende Jern paa Spyd og Glavind.

24 En son courroux il détruirait la terre, et il n'est docile qu'au signal de la trompette.

Med Bulder og Fnysen sluger den Vejen og bliver ikke staaende stille, naar Trompetens Lyd høres.

25 S'il l'entend, il dit: Bien; il flaire de loin la bataille, et il le fait voir par ses courbettes et ses hennissements.

Saa snart Trompeten lyder, siger den: Hui! og lugter Krigen i det fjerne, Fyrsternes Raab og Krigstummelen.

26 Est-ce ta science qui a dressé l'épervier? Lui as-tu appris à déployer ses ailes, à se balancer immobile et à regarder le midi?

Er det efter din Forstand, at Spurvehøgen flyver, udbreder sine Vinger imod Sønden?

27 Est-ce à ton commandement que l'aigle élève son vol, et que le vautour passe la nuit perché au-dessus de ses petits,

Eller er det efter din Befaling, at Ørnen flyver højt og bygger sin Rede i det høje?

28 Sur la pointe d'une roche, au fond de sa retraite?

Den bor paa Klippen og bliver der om Natten, paa Tinden af en Klippe og Borg.

29 En s'y tenant il cherche sa pâture; ses yeux voient au loin.

Derfra spejder den efter Føde; dens Øjne se ud i det fjerne,

30 Il souille de sang sa couvée, et, partout où il y a des cadavres, il les découvre.

og dens Unger drikke Blod; og hvor der er ihjelslagne, der er den.