Jobs 9
1 Då tok Job til ords og sagde:
A Jov odgovori i reèe:
2 «Eg veit for visst at det er so; kva rett fær mannen imot Gud?
Zaista, znam da je tako; jer kako bi mogao èovjek biti prav pred Bogom?
3 Um han med honom vilde trætta, han kann’kje svara eitt til tusund.
Ako bi se htio preti s njim, ne bi mu mogao odgovoriti od tisuæe na jednu.
4 Vis som han er og sterk i velde - kven kann vel strafflaust tråssa honom,
Mudar je srcem i jak snagom; ko se je opro njemu i bio sreæan?
5 som fjelli flyt, dei veit’kje av det, og velter deim upp i harm,
On premješta gore, da niko i ne opazi; prevraæa ih u gnjevu svom;
6 som ruggar jordi frå sin plass, so pilarne hennar skjelv,
On kreæe zemlju s mjesta njezina da joj se stupovi drmaju;
7 som soli byd so ho ei skin, og set eit segl for stjernorne,
On kad zaprijeti suncu, ne izlazi; on zapeèaæava zvijezde;
8 som eine spanar himmeln ut og fram på havsens toppar skrid,
On razapinje nebo sam, i gazi po valima morskim;
9 hev skapt Karlsvogni og Orion, Sjustjerna og Sørkamri med?
On je naèinio zvijezde kola i štape i vlašiæe i druge jugu u dnu;
10 Som storverk gjer, me ei kann fata, og underverk forutan tal?
On èini stvari velike i neispitljive i divne, kojima nema broja.
11 Han framum gjeng, eg ser han ikkje; um burt han glid, eg går han ikkje.
Gle, ide mimo mene, a ja ne vidim; proðe, a ja ga ne opazim.
12 Når han tek fat, kven stoggar honom? Kven honom spør: «Kva gjer du der?»
Gle, kad uhvati, ko æe ga nagnati da vrati? ko æe mu kazati: šta radiš?
13 Gud stoggar ikkje vreiden sin; for han seg bøygde Rahabs-fylgjet.
Bog ne usteže gnjeva svojega, padaju poda nj oholi pomoænici.
14 Kor kann vel eg då svara han? Kor skal for han eg ordi leggja?
A kako bih mu ja odgovarao i birao rijeèi protiv njega?
15 Um eg hev rett, eg kann’kje svara, men lyt min domar be um nåde.
Da sam i prav, neæu mu se odgovoriti, valja da se molim sudiji svojemu.
16 Og um han svara når eg ropa, eg trudde ei mi røyst han høyrde.
Da ga zovem i da mi se odzove, još ne mogu vjerovati da je èuo glas moj.
17 Han som i stormver reiv meg burt og auka grunnlaust såri mine,
Jer me je vihorom satro i zadao mi mnogo rana ni za što.
18 han let meg ikkje anda fritt, men metta meg med beiske ting.
Ne da mi da odahnem, nego me siti grèinama.
19 Når magt det gjeld, då er han der; men gjeld det rett: kven stemnar honom?
Ako je na silu, gle, on je najsilniji; ako na sud, ko æe mi svjedoèiti?
20 Um eg hev rett, min munn meg dømer; er skuldlaus, han meg domfeller.
Da se pravdam, moja æe me usta osuditi; da sam dobar, pokazaæe da sam nevaljao.
21 Skuldlaus eg er! eg skyner ei meg sjølv, vanvyrder livet mitt.
Ako sam dobar, neæu znati za to; omrzao mi je život moj.
22 Det er det same, no eg segjer: Han tyner skuldig og uskuldig.
Svejedno je; zato rekoh: i dobroga i bezbožnoga on potire.
23 Når svipa brått gjev ulivssår, med lått han ser den gode lida.
Kad bi još ubio biè najedanput! ali se smije iskušavanju pravijeh.
24 Han jordi gav i nidings hand; på domarar han syni kverver. Er det’kje han, kven er det då?
Zemlja se daje u ruke bezbožniku; lice sudija njezinijeh zaklanja; ako ne on, da ko?
25 Mitt liv fer snøggare enn lauparen, dei kverv, men lukka såg det aldri;
Ali dani moji biše brži od glasnika; pobjegoše, ne vidješe dobra.
26 Det glid som båtar utav sev, lik ørn som ned på fengdi slær.
Proðoše kao brze laðe, kao orao kad leti na hranu.
27 Når eg mi plåga gløyma vil og jamna panna mi og smila,
Ako reèem: zaboraviæu tužnjavu svoju, ostaviæu gnjev svoj i okrijepiæu se;
28 då gruvar eg for pina mi; eg veit du ei frikjenner meg.
Strah me je od svijeh muka mojih, znam da me neæeš opravdati.
29 For når eg lyt straffskuldig vera, kvifor skal eg då fåfengt stræva?
Biæu kriv; zašto bih se muèio uzalud?
30 Um eg i snø meg vilde tvætta og reinsa henderne med lut.
Da se izmijem vodom šnježanicom, i da oèistim sapunom ruke svoje,
31 Du ned i grefti straks meg dukka, so mine klæde ved meg stygdest.
Tada æeš me zamoèiti u jamu da se gade na me moje haljine.
32 Han ikkje er ein mann som eg, kann ei med meg til retten gå;
Jer nije èovjek kao ja da mu odgovaram, da idem s njim na sud;
33 d’er ingen skilsmann millom oss som handi si kann på oss leggja.
Niti ima meðu nama kmeta da bi stavio ruku svoju meðu nas dvojicu.
34 Når berre han tok riset frå meg og ikkje skræmde meg med rædsla,
Neka odmakne od mene prut svoj, i strah njegov neka me ne straši;
35 eg skulde tala utan otte; sjølv dømer eg meg annarleis.
Tada æu govoriti, i neæu ga se bojati; jer ovako ne znam za sebe.
