Jobs 7
1 Ja, mannen hev ein strid på jordi; hans dagar gjeng som leigedagar.
Nije li èovjek na vojsci na zemlji? a dani njegovi nijesu li kao dani nadnièarski?
2 Som trælen lengtar etter skugge, og leigekar på løni ventar,
Kao što sluga uzdiše za sjenom i kao što nadnièar èeka da svrši,
3 so fekk eg månader av vonbrot og næter fulle utav møda.
Tako su meni dati u našljedstvo mjeseci zaludni i noæi muène odreðene mi.
4 Eg segjer når eg gjeng til kvile: «Når skal eg atter standa upp?» Og kvelden vert so lang, so lang: Eg ligg uroleg alt til dagsprett.
Kad legnem, govorim: kad æu ustati? i kad æe proæi noæ? i sitim se prevræuæi se do svanuæa.
5 Og makk og sår min likam dekkjer, og hudi skorpnar og bryt upp att.
Tijelo je moje obuèeno u crve i u grude zemljane, koža moja puca i rašèinja se.
6 Mi tid fer snøggar’ enn ein skutel, og ho kverv utan nokor von.
Dani moji brži biše od èunka, i proðoše bez nadanja.
7 Hugs på: mitt liv er som ein pust; mitt auga ser’kje lukka meir.
Opomeni se da je moj život vjetar, da oko moje neæe više vidjeti dobra,
8 Snart er eg løynd for alle augo; du fåfengt stirer etter meg.
Niti æe me vidjeti oko koje me je viðalo; i tvoje oèi kad pogledaju na me, mene neæe biti.
Kao što se oblak razilazi i nestaje ga, tako ko siðe u grob, neæe izaæi, (Sheol h7585)
10 snur ei attende til sitt hus; hans heimstad kjenner han’kje meir.
Neæe se više vratiti kuæi svojoj, niti æe ga više poznati mjesto njegovo.
11 Difor vil’kje munnen stagga, men tala i min djupe hugverk og klaga i mi sjælenaud.
Zato ja neæu braniti ustima svojim, govoriæu u tuzi duha svojega, naricati u jadu duše svoje.
12 Er eg eit hav, er eg ein drake, med di du vaktar so på meg?
Eda li sam more ili kit, te si namjestio stražu oko mene?
13 Eg tenkjer: «Lægjet skal meg lindra, og sengi letta suti mi» -
Kad reèem: potješiæe me odar moj, postelja æe mi moja oblakšati tužnjavu,
14 då skræmer du meg upp med draumar, og støkkjer meg med ville syner,
Tada me strašiš snima i prepadaš me utvarama,
15 so at eg heller ville kjøvast, ja døy, enn vera slik ei beingrind.
Te duša moja voli biti udavljena, voli smrt nego kosti moje.
16 D’er nok! Eg liver ikkje æveleg; Haldt upp! Mitt liv er som ein pust.
Dodijalo mi je; neæu dovijeka živjeti; proði me se; jer su dani moji taština.
17 Kva er ein mann, at du han vyrder og retter tanken din på honom,
Šta je èovjek da ga mnogo cijeniš i da mariš za nj?
18 heimsøkjer honom kvar ein morgon, ransakar honom kvar ei stund?
Da ga pohodiš svako jutro, i svaki èas kušaš ga?
19 Når tek du frå meg auga ditt? Meg slepper med eg svelgjar råken?
Kad æeš se odvratiti od mene i pustiti me da progutam pljuvanku svoju?
20 Hev eg gjort synd, kva gjer eg deg, du som på mannen vaktar stødt? Kvi hev du meg til skiva valt? So eg hev vorte meg ei byrd?
Zgriješio sam; šta æu ti èiniti, o èuvaru ljudski? zašto si me metnuo sebi za biljegu, te sam sebi na tegobu?
21 Kvi gjev du ikkje syndi til? Kvi ansar du på mine brot? No sig eg snart i moldi ned; og leitar du, so er eg burte.»
Zašto mi ne oprostiš grijeh moj i ne ukloniš moje bezakonje? jer æu sad leæi u prah, i kad me potražiš, mene neæe biti.
