Hiob 11
1 Na Naamani Sofar buaa sɛ,
Saa tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde:
2 “Ɛnsɛ sɛ wɔyi saa nsɛm yi ano anaa? Ɛsɛ sɛ wɔbu saa ɔkasafoɔ yi bem anaa?
Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret?
3 Wo nsɛm hunu no bɛma nnipa ayɛ komm anaa? Sɛ wodi fɛ a obiara renka wʼanim anaa?
Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke faa Skam?
4 Woka kyerɛ Onyankopɔn sɛ, ‘Me gyidie ho nni asɛm na meyɛ pɛ wɔ wʼani so.’
Du siger: »Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!«
5 Ao, anka mepɛ sɛ Onyankopɔn kasa, anka ɔnkasa ntia wo
Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig,
6 na ɔmmue nyansa mu ahintasɛm so nkyerɛ wo, ɛfiri sɛ nyansa turodoo yɛ afanu. Hunu yei sɛ, Onyankopɔn werɛ afiri wo bɔne no bi mpo.
kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!
7 “Wobɛtumi ate Onyankopɔn anwanwadeɛ ase anaa? Wobɛtumi abɔre ahunu deɛ Otumfoɔ no tumi kɔpem anaa?
Har du loddet Bunden i Gud og naaet den Almægtiges Grænse?
8 Ɛkorɔn sene ɔsoro, ɛdeɛn na wobɛtumi ayɛ? Emu dɔ sene damena ase tɔnn, ɛdeɛn na wobɛtumi ahunu? (Sheol h7585)
Højere er den end Himlen — hvad kan du? Dybere end Dødsriget — hvad ved du? (Sheol h7585)
9 Ne nsusuiɛ mu ware sene asase na ɛtrɛ sene ɛpo.
Den overgaar Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet.
10 “Sɛ ɔba na ɔde wo to nneduadan mu ansa na wasi nkonnwa a, hwan na ɔbɛtumi asi no ɛkwan?
Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham?
11 Ampa ara ɔhyɛ nnipa nnaadaafoɔ nso; na sɛ ɔhunu amumuyɛ a, ɔnhyɛ ne nso anaa?
Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpaa,
12 Nanso ogyimifoɔ rentumi nyɛ onyansafoɔ sɛdeɛ wɔrentumi nwo afunumu ba sɛ onipa no.
saa tomhjernet Mand faar Vid, og Vildæsel fødes til Menneske.
13 “Na sɛ wode wʼakoma ma no na wopagya wo nsa kyerɛ no,
Hvis du faar Skik paa dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,
14 sɛ wogyaa bɔne a wokura no mu na woamma amumuyɛ antena wo ntomadan mu a,
hvis Uret er fjern fra din Haand, og Brøde ej bor i dit Telt,
15 ɛnneɛ, wobɛpagya wo ti a womfɛre; wobɛgyina pintinn a wonsuro.
ja, da kan du lydefri løfte dit Aasyn og uden at frygte staa fast,
16 Wo werɛ bɛfiri wʼahokyere, na ɛbɛyɛ wo sɛ nsuo a asene korɔ.
ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort;
17 Wʼabrabɔ bɛhyerɛn asene owigyinaeɛ, na esum bɛyɛ sɛ adekyeɛ hann.
dit Liv skal overstraale Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen.
18 Wobɛnya banbɔ, ɛfiri sɛ anidasoɔ wɔ hɔ; wobɛhwɛ wo ho ahyia, na wahome asomdwoeɛ mu.
Tryg skal du være, fordi du har Haab; du ser dig om og gaar trygt til Hvile,
19 Wobɛda ahome, na obi renhunahuna wo, na bebree bɛhwehwɛ mmoa afiri wo nkyɛn.
du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.
20 Amumuyɛfoɔ ani bɛfira, wɔrentumi nnwane; na wɔn anidasoɔ bɛdane owuo ahomeguo.”
Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Haab er blot at udaande Sjælen!
