2 Kolinitō 5
1 He ʻoku mau ʻilo ʻoka veteki homau fale kelekele, ko e fale fehikitaki ni, ʻoku ai homau fale mei he ʻOtua, ko e fale naʻe ʻikai ngaohi ʻe he nima, ʻoku taʻengata, ʻi he langi. (aiōnios g166)
Thi vi vide, at dersom vor jordiske Teltbolig nedbrydes, have vi en Bygning fra Gud, en Bolig, som ikke er gjort med Hænder, en evig i Himlene. (aiōnios g166)
2 He ʻoku māpuhoi ʻi heni, ʻo holi lahi ke mau kofuʻaki homau fale ʻaia ʻoku mei he langi:
Ja, ogsaa i denne sukke vi, længselsfulde efter at overklædes med vor Bolig fra Himmelen,
3 He koeʻuhi ʻi heʻemau kofuʻia, ke ʻoua naʻa ʻiloa ʻoku mau telefua.
saa sandt vi da som iklædte ikke skulle findes nøgne.
4 He ko kimautolu ʻoku ʻi he fale fehikitaki ni, ʻoku māpuhoi, kuo māfasia: kae ʻikai koeʻuhi ke mau taʻekofuʻia, kae kofuʻaki, koeʻuhi ke folo hifo ʻae matengofua ʻi he moʻui.
Ja, vi, som ere i dette Telt, sukke besværede, efterdi vi ikke ville afklædes, men overklædes, for at det dødelige kan blive opslugt af Livet.
5 Pea ko ia kuo ne ngaohi ʻakimautolu ki he meʻa ko eni, ko e ʻOtua ia, ʻaia kuo ne foaki foki kiate kimautolu hono fakamoʻoni ʻoe Laumālie.
Men den, som har sat os i Stand just til dette, er Gud, som gav os Aandens Pant.
6 Ko ia ʻoku mau lototoʻa maʻuaipē, ʻo ʻilo, lolotonga ʻemau ʻi heni ʻi he sino, ʻoku mau nofo kehekehe mo e ʻEiki:
Derfor ere vi altid frimodige og vide, at medens vi ere hjemme i Legemet, ere vi borte fra Herren —
7 (He ʻoku mau ʻaʻeva ʻi he tui, kae ʻikai ʻi he mamata: )
thi i Tro vandre vi, ikke i Beskuelse —
8 ʻOku mau lototoʻa, pea holi ke hiki muʻa mei he sino, ka mau nonofo mo e ʻEiki:
ja, vi ere frimodige og have snarere Lyst til at vandre bort fra Legemet og være hjemme hos Herren.
9 Ko ia ʻoku mau holi ai, koeʻuhi, ka mau ka ʻi heni pe mamaʻo atu, ke lelei ʻakimautolu kiate ia.
Derfor sætte vi ogsaa vor Ære i, hvad enten vi ere hjemme eller borte, at være ham velbehagelige.
10 He kuo pau ʻe fakahā ʻakitautolu kotoa pē ʻi he ʻao ʻoe nofoʻanga fakamaau ʻo Kalaisi; koeʻuhi ke maʻu taki taha kotoa pē ʻae ngaahi meʻa ʻo fakatatau ki he meʻa naʻa ne fai ʻi he sino, pe ko ha lelei ia pe ko ha kovi.
Thi vi skulle alle aabenbares for Kristi Domstol, for at hver kan faa igen, hvad der ved Legemet er gjort, efter det, som han har øvet, enten godt eller ondt.
11 Ko ia ʻi he ʻemau ʻilo ʻae houhau ʻoe ʻEiki, ʻoku mau fakalotoʻi ʻae kakai; ka kuo fakahā atu ʻakimautolu ki he ʻOtua; pea ʻoku ou pehē, kuo fakahā atu ki homou loto foki.
Efterdi vi da kende Frygten for Herren, søge vi at vinde Mennesker; men for Gud ere vi aabenbare; ja, jeg haaber, at vi ogsaa ere aabenbare for eders Samvittigheder.
12 He ʻoku ʻikai te mau toe fakaongolelei atu ʻakimautolu kiate kimoutolu, kae tuku ke mou vikiviki koeʻuhi ko kimautolu, pea ke mou maʻu ha tali kiate kinautolu ʻoku vikiviki fakamamata, kae ʻikai ʻi he loto.
Ikke anbefale vi atter os selv til eder; men vi give eder Anledning til at rose eder af os, for at I kunne have noget at svare dem, som rose sig af det udvortes og ikke af Hjertet.
13 He kapau kuo mau vale, ʻoku ʻi he ʻOtua pe: pea kapau ʻoku mau poto, ko e meʻa ia kiate kimoutolu.
Thi naar vi „bleve afsindige‟, var det for Guds Skyld, og naar vi ere besindige, er det for eders Skyld.
14 He ʻoku fakafeingaʻi ʻakimautolu ʻe he ʻofa ʻa Kalaisi; he ʻoku pehē homau loto, kapau naʻe pekia ʻae tokotaha koeʻuhi ko e kakai kotoa pē, pea tā naʻe mate kotoa pē:
Thi Kristi Kærlighed tvinger os,
15 Pea naʻe pekia ia maʻae kakai kotoa pē, koeʻuhi ko kinautolu ʻoku moʻui, ke ʻoua naʻa nau toe moʻui kiate kinautolu, ka kiate ia naʻe pekia maʻanautolu, pea toetuʻu hake.
idet vi have sluttet saaledes: Een er død for alle, altsaa ere de alle døde; og han døde for alle, for at de levende ikke mere skulle leve for sig selv, men for ham, som er død og oprejst for dem.
16 Ko ia ʻoku ngata heni, ʻoku ʻikai te mau ʻilo fakakakano pe ha tokotaha: ʻio, naʻa mo Kalaisi, kapau naʻa mau ʻilo fakakakano ia, kuo ngata, ʻoku ʻikai te mau kei ʻilo pehē ia.
Saaledes vide vi fra nu af ikke af nogen efter Kødet; om vi ogsaa have kendt Kristus efter Kødet, gøre vi det dog ikke mere nu.
17 Ko ia kapau ʻoku ʻia Kalaisi ha taha, ko e fakatupu foʻou ia: kuo mole atu ʻae ngaahi meʻa motuʻa; vakai, kuo hoko ʻo foʻou ʻae ngaahi meʻa kotoa pē.
Derfor, om nogen er i Kristus, da er han en ny Skabning; det gamle er forbigangent, se, det er blevet nyt!
18 Pea ʻoku mei he ʻOtua ʻae ngaahi meʻa kotoa pē, ʻaia naʻa ne fakalelei ʻakimautolu kiate ia ʻia Sisu Kalaisi, pea kuo ne tuku kiate kimautolu ʻae fakamatala ʻoe fakalelei;
Men alt dette er fra Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os Forligelsens Tjeneste,
19 Koeʻuhi naʻe ʻia Kalaisi ʻae ʻOtua, ʻo ne fakalelei ʻa māmani kiate ia, ʻo ʻikai lau kiate kinautolu ʻenau ngaahi fai hala; pea kuo ne tuku kiate kimautolu ʻae fakaongoongo ʻoe fakalelei.
efterdi det jo var Gud, som i Kristus forligte Verden med sig selv, idet han ikke tilregner dem deres Overtrædelser og har nedlagt Forligelsens Ord i os.
20 Pea ko eni, ko e kau faifekau ʻakimautolu koeʻuhi ko Kalaisi, ʻo hangē ʻoku fakakolekole ʻae ʻOtua ʻiate kimautolu: ʻoku mau kole ko e fetongi ʻo Kalaisi, mou fakalelei mo e ʻOtua.
Vi ere altsaa Sendebud i Kristi Sted, som om Gud formaner ved os; vi bede i Kristi Sted: Bliver forligte med Gud!
21 He naʻa ne ngaohi ia, ʻaia naʻe ʻikai haʻane angahala, koe feilaulau ʻi he angahala koeʻuhi ko kitautolu; kae hoko ai ʻakitautolu ko e māʻoniʻoni ʻae ʻOtua ʻiate ia.
Den, som ikke kendte Synd, har han gjort til Synd for os, for at vi skulle blive Guds Retfærdighed i ham.
