Psalmi 139
1 Načelniku godbe: psalm Davidov. Gospod, preiskuješ me in spoznavaš.
Herre! du har ransaget mig og kender mig.
2 Ti poznavaš sedenje moje in vstajanje moje; misel mojo umeš od daleč.
Hvad heller jeg sidder eller staar op, da ved du det, du forstaar min Tanke langtfra.
3 Hojo mojo in ležo mojo obsezaš, in znana so ti vsa pota moja.
Du har omkringgivet min Sti og mit Leje, du kender grant alle mine Veje.
4 Ko ni še govor na jeziku mojem, glej, Gospod, poznaš ga vsega.
Thi der er ikke et Ord paa min Tunge, se, Herre! du kender det jo alt sammen.
5 Zadaj in spredaj me obdajaš, in name pokladaš roko svojo.
Bagfra og forfra har du omsluttet mig, og paa mig har du lagt din Haand.
6 Prečudovita je vednost tvoja, da bi te varal; visoka je, ne morem je preseči.
Saadant at forstaa er mig for underfuldt; det er for højt, jeg kan ikke naa det.
7 Kam naj grem pred duhom tvojim, ali kam naj bežim pred tvojim obličjem?
Hvor skal jeg gaa hen fra din Aand? og hvor skal jeg fly hen fra dit Ansigt?
Dersom jeg farer op til Himmelen, da er du der, og reder jeg Leje i Dødsriget, se, da er du der! (Sheol h7585)
9 Ko bi si vzel zarije peroti, da bi prebival na pokrajini morja,
Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg bo ved det yderste Hav,
10 Tudi tja bi me spremljala tvoja roka, in zgrabila bi me desnica tvoja.
saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din højre Haand holde mig fast.
11 Ko bi pa rekel: Temé me bodo vsaj pokrile kakor z mrakom; vendar noč je svetloba okolo mene.
Og vilde jeg sige: Mørkhed maa dog skjule mig, saa er Natten et Lys omkring mig.
12 Tudi temé ne morejo tako omračiti, da bi ti ne videl skozi; ampak noč razsvetljuje kakor dan, tako so temé kakor luč.
Mørkhed gør ikke Mørke hos dig, og Natten lyser som Dagen, Mørket er som Lyset.
13 Ti namreč imaš v lasti ledvice moje; pokrival si me v telesu matere moje.
Thi du ejede mine Nyrer; du skærmede om mig i Moders Liv.
14 Slavim te zato, ker ogledujoč tista dela strmim, čudovita dela tvoja predobro pozna srce moje.
Jeg vil prise dig, fordi jeg paa underfuld Maade er dannet saa herligt; underfulde ere dine Gerninger, og min Sjæl ved det saare vel.
15 Skrita ni tebi moja moč, odkar sem ustvarjen bil na skrivnem; umetno narejen, kakor v zemlje globočinah.
Mine Ben vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigt virket i det underjordiske Dyb.
16 Testo moje vidijo tvoje oči, in v knjigi tvoji je pisano vse to; od kar se je narejalo, ko ni bilo še nič tega.
Dine Øjne saa mig, der jeg endnu var Foster, og disse Ting vare alle sammen skrevne i din Bog; Dagene vare bestemte, før en eneste af dem var kommen.
17 Zatorej pri meni, o kako dražestne so misli tvoje, o Bog mogočni! Kako preobila njih števila!
Derfor, o Gud! hvor dyrebare for mig ere dine Tanker; hvor stor er dog deres Sum!
18 Našteval bi jih, a več jih je ko peska, čujem naj še s teboj.
Vilde jeg tælle dem, da bleve de flere end Sand; opvaagner jeg, saa er jeg endnu hos dig.
19 O da bi pokončal, o Bog, krivičnega; in može krvoločne, rekoč: Poberite se izpred mene.
Gid du, o Gud! vilde ihjelslaa den ugudelige; og I, blodgerrige Mænd! viger fra mig.
20 Kateri zoper tebe govoré pregrešno; kateri povzdigujejo nično sovražnike tvoje.
Thi de talte skændelig om dig, og som dine Fjender tage de dit Navn forfængeligt.
21 Ali ne sovražim, o Gospod, sovražnikov tvojih, in se ne mučim v zaničevanji do njih, ki se spenjajo zoper tebe?
Skulde jeg ikke hade dem, som hade dig, o Herre! og kedes ved dem, som rejse sig imod dig?
22 S popolnim sovraštvom jih sovražim; za neprijatelje so meni.
Med fuldt Had hader jeg dem; de ere blevne mine Fjender.
23 Preiskuj me, Bog mogočni, in spoznaj srce moje; izkusi me in spoznaj misli moje.
Ransag mig, Gud! og kend mit Hjerte; prøv mig, og kend mine Tanker!
24 In glej, hodim li po potu, tebi nadležnem; in vodi me po večnem potu.
Og se, om jeg er paa en Vej, som fører til Smerte for mig, og led mig paa Evighedens Vej!
