От Марка святое благовествование 12
1 И начат им в притчах глаголати: виноград насади человек, и огради оплотом, и ископа точило, и созда столп, и предаде его тяжателем, и отиде.
Og han begyndte at tale til dem i Lignelser: „En Mand plantede en Vingaard og satte et Gærde derom og gravede en Perse og byggede et Taarn, og han lejede den ud til Vingaardsmænd og drog udenlands.
2 И посла к тяжателем во время раба, да от тяжатель приимет от плода винограда:
Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingaardsmændene, for at han af Vingaardsmændene kunde faa af Vingaardens Frugter.
3 они же емше его биша и отослаша тща.
Og de grebe ham og sloge ham og sendte ham tomhændet bort.
4 И паки посла к ним другаго раба: и того камением бивше, пробиша главу ему и послаша безчестна.
Og han sendte atter en anden Tjener til dem; og ham sloge de i Hovedet og vanærede.
5 И паки иного посла: и того убиша: и многи ины, овы убо биюще, овы же убивающе.
Og han sendte en anden; og ham sloge de ihjel; og mange andre; nogle sloge de, og andre dræbte de.
6 Еще убо единаго сына име возлюбленнаго своего, посла и того к ним последи, глаголя, яко усрамятся сына моего.
Endnu een havde han, en elsket Søn; ham sendte han til sidst til dem, idet han sagde: „De ville undse sig for min Søn.‟
7 Они же тяжателе реша к себе, яко сей есть наследник: приидите, убием его, и наше будет наследствие.
Men hine Vingaardsmænd sagde til hverandre: „Det er Arvingen; kommer, lader os slaa ham ihjel, saa bliver Arven vor.‟
8 И емше его убиша и извергоша его вон из винограда.
Og de grebe ham og sloge ham ihjel og kastede ham ud af Vingaarden.
9 Что убо сотворит господь винограда? Приидет и погубит тяжатели и даст виноград инем.
Hvad vil da Vingaardens Herre gøre? Han vil komme og ødelægge Vingaardsmændene og give Vingaarden til andre.
10 Ни Писания ли сего чли есте: камень, егоже не в ряду сотвориша зиждущии, сей бысть во главу угла:
Have I ikke ogsaa læst dette Skriftord: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten?
11 от Господа бысть сие, и есть дивно во очию нашею?
Fra Herren er dette kommet, og det er underligt for vore Øjne.‟
12 И искаху Его яти, и убояшася народа: разумеша бо, яко к ним притчу рече: и оставльше Его отидоша.
Og de søgte at gribe ham, men de frygtede for Mængden; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem; og de forlode ham og gik bort.
13 И послаша к Нему некия от фарисей и иродиан, да Его обольстят словом.
Og de sende nogle til ham af Farisæerne og af Herodianerne, for at de skulde fange ham i Ord.
14 Они же пришедше глаголаша Ему: Учителю, вемы, яко истинен еси и не радиши ни о комже: не зриши бо на лице человеков, но воистинну пути Божию учиши: достоит ли кинсон кесареви дати, или ни? Дамы ли, или не дамы?
Og de kom og sagde til ham: „Mester! vi vide, at du er sanddru og ikke bryder dig om nogen; thi du ser ikke paa Menneskers Person, men lærer Guds Vej i Sandhed. Er det tilladt at give Kejseren Skat eller ej? Skulle vi give eller ikke give?‟
15 Он же ведый их лицемерие, рече им: что Мя искушаете? Принесите Ми пенязь, да вижу.
Men da han saa deres Hykleri, sagde han til dem: „Hvorfor friste I mig? Bringer mig en Denar, for at jeg kan se den.‟
16 Они же принесоша. И глагола им: чий образ сий и написание? Они же реша Ему: кесарев.
Men de bragte den. Og han siger til dem: „Hvis Billede og Overskrift er dette?‟ Men de sagde til ham: „Kejserens.‟
17 И отвещав Иисус рече им: воздадите кесарева кесареви и Божия Богови. И чудишася о Нем.
Og Jesus sagde til dem: „Giver Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er.‟ Og de undrede sig over ham.
18 И приидоша саддукее к Нему, иже глаголют воскресению не быти: и вопросиша Его, глаголюще:
Og der kommer Saddukæere til ham, hvilke jo sige, at der ingen Opstandelse er, og de spurgte ham og sagde:
19 Учителю, Моисей написа нам, яко аще кому брат умрет и оставит жену, а чад не оставит: да поймет брат его жену его и воскресит семя брату своему.
„Mester! Moses har foreskrevet os, at naar nogens Broder dør og efterlader en Hustru og ikke efterlader noget Barn, da skal hans Broder tage hans Hustru og oprejse sin Broder Afkom.
20 Седмь братий бе: и первый поят жену и умирая не остави семене:
Der var syv Brødre; og den første tog en Hustru, og da han døde, efterlod han ikke Afkom.
21 и вторый поят ю и умре, и ни той остави семене: и третий такожде:
Og den anden tog hende og døde uden at efterlade Afkom, og den tredje ligesaa.
22 и пояша ю седмь и не оставиша семене: последи же всех умре и жена.
Og alle syv, de efterlode ikke Afkom. Sidst af dem alle døde ogsaa Hustruen.
23 В воскресение убо, егда воскреснут, которому их будет жена: седмь бо имеша ю жену.
I Opstandelsen, naar de opstaa, hvem af dem skal saa have hende til Hustru? Thi de have alle syv haft hende til Hustru.‟
24 И отвещав Иисус рече им: не сего ли ради прельщаетеся, не ведуще Писания, ни силы Божия?
Jesus sagde til dem: „Er det ikke derfor, I fare vild, fordi I ikke kende Skrifterne, ej heller Guds Kraft?
25 Егда бо из мертвых воскреснут, ни женятся, ни посягают, но суть яко Ангели на небесех:
Thi naar de opstaa fra de døde, da tage de hverken til Ægte eller bortgiftes, men de ere som Engle i Himlene.
26 о мертвых же, яко востают, несте ли чли в книгах Моисеовых, при купине яко рече ему Бог, глаголя: Аз Бог Авраамов и Бог Исааков и Бог Иаковль?
Men hvad de døde angaar, at de oprejses, have I da ikke læst i Mose Bog i Stedet om Tornebusken, hvorledes Gud talede til ham og sagde: Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud?
27 Несть Бог мертвых, но Бог живых: вы убо много прельщаетеся.
Han er ikke dødes, men levendes Gud; I fare meget vild.‟
28 И приступль един от книжник, слышав их стязающихся и видев, яко добре отвеща им, вопроси Его: кая есть первая всех заповедий?
Og en af de skriftkloge, som havde hørt deres Ordskifte og set, at han svarede dem godt, kom til ham og spurgte ham: „Hvilket Bud er det første af alle?‟
29 Иисус же отвеща ему: яко первейши всех заповедий: слыши, Израилю, Господь Бог ваш Господь един есть:
Jesus svarede: „Det første er: Hør Israel! Herren, vor Gud, Herren er een;
30 и возлюбиши Господа Бога твоего всем сердцем твоим, и всею душею твоею, и всем умом твоим, и всею крепостию твоею: сия есть первая заповедь.
og du skal elske Herren din Gud af hele dit Hjerte og af hele din Sjæl og af hele dit Sind og af hele din Styrke.
31 И вторая подобна ей: возлюбиши ближняго своего яко сам себе. Болшая сею ина заповедь несть.
Et andet er dette: Du skal elske din Næste som dig selv. Større end disse er intet andet Bud.‟
32 И рече Ему книжник: добре, Учителю, воистинну рекл еси, яко един есть Бог, и несть ин разве Его:
Og den skriftkloge sagde til ham: „Rigtigt, Mester, og med Sandhed har du sagt, at han er een, og der er ingen anden foruden ham.
33 и еже любити Его всем сердцем, и всем разумом, и всею душею, и всею крепостию: и еже любити ближняго яко себе, боле есть всех всесожжений и жертв.
Og at elske ham af hele sit Hjerte og af hele sin Forstand og af hele sin Styrke og at elske sin Næste som sig selv, det er mere end alle Brændofrene og Slagtofrene.‟
34 Иисус же видев, яко смысленно отвеща, рече ему: не далече еси от Царствия Божия. И никтоже смеяше ктому Его вопросити.
Og da Jesus saa, at han svarede forstandigt, sagde han til ham: „Du er ikke langt fra Guds Rige.‟ Og ingen vovede mere at rette Spørgsmaal til ham.
35 И отвещав Иисус глаголаше, учя в церкви: како глаголют книжницы, яко Христос Сын есть Давидов?
Og da Jesus lærte i Helligdommen, tog han til Orde og sagde: „Hvorledes sige de skriftkloge, at Kristus er Davids Søn?
36 Той бо Давид рече Духом Святым: глагола Господь Господеви моему: седи о десную Мене, дондеже положу враги Твоя подножие ногама Твоима.
David selv sagde ved den Helligaand: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand, indtil jeg faar lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder.
37 Сам убо Давид глаголет Его Господа: и откуду Сын ему есть? И мног народ послушаше Его в сладость.
David selv kalder ham Herre; hvorledes er han da hans Søn?‟ Og den store Skare hørte ham gerne.
38 И глаголаше им во учении Своем: блюдитеся от книжник, хотящих во одеяниих ходити, и целования на торжищих,
Og han sagde i sin Undervisning: „Tager eder i Vare for de skriftkloge, som gerne ville gaa i lange Klæder og lade sig hilse paa Torvene
39 и преждеседания на сонмищих, и первовозлежания на вечерях:
og gerne ville have de fornemste Pladser i Synagogerne og sidde øverst til Bords ved Maaltiderne;
40 поядающе домы вдовиц и непщеванием надолзе молящеся, сии приимут лишшее осуждение.
de, som opæde Enkers Huse og paa Skrømt bede længe, disse skulle faa des haardere Dom.‟
41 И сед Иисус прямо сокровищному хранилищу, зряше, како народ мещет медь в сокровищное хранилище. И мнози богатии вметаху многа.
Og han satte sig lige over for Tempelblokken og saa, hvorledes Mængden lagde Penge i Blokken, og mange rige lagde meget deri.
42 И пришедши едина вдовица убога, вверже лепте две, еже есть кодрант.
Og der kom en fattig Enke og lagde to Skærve i, hvilket er en Hvid.
43 И призвав ученики Своя, рече им: аминь глаголю вам, яко вдовица сия убогая множае всех вверже вметающих в сокровищное хранилище:
Og han kaldte sine Disciple til sig og sagde til dem: „Sandelig, siger jeg eder, denne fattige Enke har lagt mere deri end alle de, som lagde i Tempelblokken.
44 вси бо от избытка своего ввергоша: сия же от лишения своего вся, елика имеяше, вверже, все житие свое.
Thi de lagde alle af deres Overflod; men hun lagde af sin Fattigdom alt det, hun havde, sin hele Ejendom.‟
