Salmenes 147
1 Lov Herren! For det er godt å lovsynge vår Gud, det er liflig, lovsang sømmer sig.
Hvalite Gospoda, jer je slatko pjevati Boga našega, jer blagome prilikuje hvala.
2 Herren bygger Jerusalem, de bortdrevne av Israel samler han.
Gospod zida Jerusalim, sabira rasijane sinove Izrailjeve;
3 Han helbreder dem som har et sønderknust hjerte, og forbinder deres smertefulle sår.
Iscjeljuje one koji su skrušena srca, i lijeèi tuge njihove;
4 Han fastsetter stjernenes tall, han gir dem alle navn.
Izbraja mnoštvo zvijezda, i sve ih zove imenom.
5 Vår Herre er stor og rik på kraft; på hans forstand er det intet mål.
Velik je Gospod naš i velika je krjepost njegova, i razumu njegovu nema mjere.
6 Herren holder de saktmodige oppe, bøier de ugudelige ned til jorden.
Prihvata smjerne Gospod, a bezbožne ponižava do zemlje.
7 Svar Herren med takksigelse, lovsyng vår Gud til citar,
Redom pjevajte Gospodu hvalu, udarajte Bogu našemu u gusle.
8 ham som dekker himmelen med skyer, som lager regn for jorden, som lar gress spire frem på fjellene!
On zastire nebo oblacima, sprema zemlji dažd, èini te raste na gorama trava;
9 Han gir feet dets føde, ravneungene som roper.
Daje stoci piæu njezinu, i vraniæima, koji vièu k njemu.
10 Han har ikke lyst til hestens styrke, han har ikke behag i mannens ben.
Ne mari za silu konjsku, niti su mu mili kraci èovjeèiji.
11 Herren har behag i dem som frykter ham, som venter på hans miskunnhet.
Mili su Gospodu oni koji ga se boje, koji se uzdaju u milost njegovu.
12 Pris Herren, Jerusalem, lov din Gud, Sion!
Slavi, Jerusalime, Gospoda; hvali Boga svojega, Sione!
13 For han har gjort dine portstenger faste, han har velsignet dine barn i dig.
Jer on utvrðuje prijevornice vrata tvojih, blagosilja sinove tvoje u tebi.
14 Han er den som gir dine grenser fred, metter dig med den beste hvete.
Ograðuje meðe tvoje mirom, nasiæava te jedre pšenice.
15 Han er den som sender sin tale til jorden; såre hastig løper hans ord.
Šalje govor svoj na zemlju, brzo teèe rijeè njegova.
16 Han er den som gir sne som ull, strør ut rim som aske.
Daje snijeg kao vunu, sipa inje kao pepeo.
17 Han kaster sin is ut som småstykker; hvem kan stå for hans kulde?
Baca grad svoj kao zalogaje, pred mrazom njegovijem ko æe ostati?
18 Han sender sitt ord og smelter dem; han lar sin vind blåse, da rinner vannene.
Pošlje rijeè svoju, i sve se raskravi; dune duhom svojim, i poteku vode.
19 Han kunngjorde Jakob sitt ord, Israel sine bud og sine lover;
On je javio rijeè svoju Jakovu, naredbe i sudove svoje Izrailju.
20 så har han ikke gjort mot noget hedningefolk, og lover kjenner de ikke. Halleluja!
Ovo nije uèinio nijednome drugom narodu, i sudova njegovijeh oni ne znaju. Aliluja!
