Salmenes 107
1 Pris Herren, for han er god, hans miskunnhet varer evindelig.
Slavite Gospoda, ker dober je; ker vekomaj je dobrota njegova!
2 Så sie Herrens gjenløste, de som han har gjenløst av nødens hånd,
Govoré naj rešenci Gospodovi, katere je rešil iz stiske;
3 og som han har samlet fra landene, fra øst og fra vest, fra nord og fra havet.
Katere je zbral iz dežél od vzhoda in od zahoda, od severja in od morja.
4 De fór vill i ørkenen, i et uveisomt øde, de fant ikke en by å bo i.
Tavali so po puščavi, po potih samotnih, mesta za prebivališče niso našli;
5 De var hungrige og tørste, deres sjel vansmektet i dem.
Lačni in žejni, njih duša je hirala v njh.
6 Da ropte de til Herren i sin nød; av deres trengsler utfridde han dem,
Klicali so Gospoda v stiski svoji; iz njih nadloge jih je rešil.
7 og han førte dem på rett vei, så de gikk til en by de kunde bo i.
In vodil jih je po pravem potu, da so prišli v prebivališča mesto.
8 De skal prise Herren for hans miskunnhet og for hans undergjerninger mot menneskenes barn;
Slavé naj pred Gospodom milost njegovo, in čudovita dela njegova pri sinovih človeških:
9 for han mettet den vansmektende sjel og fylte den hungrige sjel med godt.
Da on siti dušo potrebno, in dušo gladno napolnjuje z dobrim.
10 De satt i mørke og i dødsskygge, bundet i elendighet og jern,
Kateri sedevajo v temoti in smrtni senci, v bridkosti sponah in v železu,
11 fordi de hadde vært gjenstridige mot Guds ord og foraktet den Høiestes råd.
Ker so dali priliko, izpremeniti besedo Boga mogočnega, in zavrgli so sklep Najvišjega,
12 Derfor bøide han deres hjerter ved lidelse; de snublet, og det var ikke nogen hjelper.
Srce njih ponižuje s tisto nadlogo; omahujejo in nihče ne pomaga.
13 Da ropte de til Herren i sin nød; av deres trengsler frelste han dem.
Klicali so Gospoda v stiski svoji; rešil jih je iz njih nadloge.
14 Han førte dem ut av mørke og dødsskygge og rev sønder deres bånd.
Izpeljal jih je iz temin in smrtne sence, raztrgal je njih vezí.
15 De skal prise Herren for hans miskunnhet og for hans undergjerninger mot menneskenes barn;
Slavé naj pri Gospodu milost njegovo, in čudovita dela njegova pri sinovih človeških.
16 for han brøt sønder porter av kobber og hugg sønder bommer av jern.
Da on razbija bronasta vrata, in razlomi zapahe železne.
17 De var dårer og blev plaget for sin syndige vei og for sine misgjerninger;
Nespametni, zavoljo pota pregrehe, zavoljo krivic svojih so v bridkosti.
18 deres sjel vemmedes ved all mat, og de kom nær til dødens porter.
Njih srce studi vsako hrano; bližajo se smrtnim durim.
19 Da ropte de til Herren i sin nød; av deres trengsler frelste han dem.
Klicali so Gospoda v stiski svoji, rešil jih je iz njih nadloge.
20 Han sendte sitt ord og helbredet dem og reddet dem fra deres graver.
Poslal je besedo svojo in ozdravil jih; in rešil iz njih jam.
21 De skal prise Herren for hans miskunnhet og for hans undergjerninger mot menneskenes barn;
Slavé naj pri Gospodu milost njegovo, in čudovita dela njegova pri sinovih človeških.
22 og ofre takkoffere og fortelle om hans gjerninger med jubel.
In darujejo naj hvalne daritve ter oznanjajo s petjem dela njegova.
23 De som fór ut på havet i skib, som drev handel på store vann,
Kateri so šli na morje v ladijah, in so opravljali delo na širnih vodah;
24 de så Herrens gjerninger og hans underverker på dypet.
Oni vidijo dela Gospodova in čuda njegova v globočini:
25 Han bød og lot det komme en stormvind, og den reiste dets bølger.
Kako ukaže in naplavi vihar, kateri dviguje valove njegove,
26 De fór op imot himmelen, de fór ned i avgrunnene, deres sjel blev motløs i ulykken.
Kako se spenjajo do neba, in padajo v globočine; njih duša koprni v nadlogi;
27 De tumlet og vaklet som en drukken mann, og all deres visdom blev til intet.
Opotekajo se in gibljejo kakor pijani; in vsa njih spretnost gine.
28 Da ropte de til Herren i sin nød, og av deres trengsler førte han dem ut.
Klicali so Gospoda v stiski svoji, rešil jih je iz njih nadloge.
29 Han lot stormen bli til stille, og bølgene omkring dem tidde.
Premenil je vihar v tišino, in utihnili so njih valovi.
30 Og de gledet sig over at de la sig; og han førte dem til den havn de ønsket.
In vesele, ko so potihnili valovi, peljal jih je v brodišče zaželeno.
31 De skal prise Herren for hans miskunnhet og for hans undergjerninger mot menneskenes barn
Slavé naj pri Gospodu milost njegovo, in dela čudovita njegova pri sinovih človeških.
32 og ophøie ham i folkets forsamling og love ham der hvor de gamle sitter.
In poveličujejo naj ga v zboru ljudstva, in v seji starejšin naj ga hvalijo.
33 Han gjorde elver til en ørken og vannkilder til et tørstig land,
Reke izpreminja v puščavo, in vode tekoče v tla suhotna;
34 et fruktbart land til et saltland for deres ondskaps skyld som bodde der.
Zemljo rodovitno v solnato zavoljo hudobnih prebivalcev njenih.
35 Han gjorde en ørken til en vannrik sjø og et tørt land til vannkilder.
Puščavo izpreminja v stoječo vodo in zemljo suhotno v vode tekoče.
36 Og han lot de hungrige bo der, og de grunnla en by til å bo i.
Storivši, da prebivajo tam lakotni, in ustanové mesto za prebivališče,
37 Og de tilsådde akrer og plantet vingårder, og de vant den frukt de bar.
In da posejejo njive in zasadé vinograde ter prideljujejo sad rodoviten.
38 Og han velsignet dem, og de blev meget tallrike, og av fe gav han dem ikke lite.
Blagoslavlja jih tako, da se množijo silno, in živine njih ne zmanjšuje.
39 Så minket de igjen og blev nedbøiet ved trengsel, ulykke og sorg.
A zmanjšujejo se in uklanjajo hudobni v stiski in žalovanji,
40 Han som utøser forakt over fyrster og lar dem fare vill i et uveisomt øde,
Ko izliva zaničevanje nad prvake in dela, da tavajo po praznoti brez potov.
41 han ophøiet den fattige av elendighet og gjorde slektene som hjorden.
In stavi na višavo siromaka, in kakor čedo množi rodovine.
42 De opriktige ser det og gleder sig, og all ondskap lukker sin munn.
Vidijo naj pravični in se veselé; vsa malopridnost pa zapri usta svoja.
43 Den som er vis, han akte på dette og merke på Herrens nådegjerninger!
Kdorkoli je moder, vidi to in pazi na milost Gospodovo.
