Salomos Ordsprog 14
1 Kvinners visdom bygger sitt hus, men dårskap river det ned med sine hender.
Visdom bygger sig Hus, Daarskabs Hænder river det ned.
2 Den som vandrer i opriktighet, frykter Herren; men den som går krokveier, forakter ham.
Hvo redeligt vandrer, frygter HERREN, men den, som gaar Krogveje, agter ham ringe.
3 I dårens munn er et ris for hans overmot, men de vises leber er deres vern.
I Daarens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise staar Læberne Vagt.
4 Hvor det ingen okser er, der er krybben tom; men rikelig vinning kommer ved oksens kraft.
Naar der ikke er Okser, er Laden tom, ved Tyrens Kraft bliver Høsten stor.
5 Trofast vidne lyver ikke, men den som taler løgn, er et falskt vidne.
Sanddru Vidne lyver ikke, det falske Vidne farer med Løgn.
6 Spotteren søker visdom, men finner den ikke; men for den forstandige er kunnskap lett å vinne.
Spotter søger Visdom, men finder den ikke, til Kundskab kommer forstandig let.
7 Når du går fra en dåre, har du ikke funnet forstand på hans leber.
Gaa fra en Mand, som er en Taabe, der mærker du intet til Kundskabs Læber.
8 Den klokes visdom er at han forstår sin vei, men dårers dårskap er at de bedrar sig selv.
Den kloge i sin Visdom er klar paa sin Vej, men Taabers Daarskab er Svig.
9 Dårer spottes av sitt eget skyldoffer, men blandt de opriktige råder Guds velbehag.
Med Daarer driver Skyldofret Spot, men Velvilje raader iblandt retsindige.
10 Hjertet kjenner sin egen bitre smerte, og i dets glede blander ingen fremmed sig.
Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets Glæde.
11 De ugudeliges hus skal ødelegges, men de opriktiges telt skal blomstre.
Gudløses Hus lægges øde, retsindiges Telt staar i Blomst.
12 Mangen vei tykkes en mann rett, men enden på det er dødens veier.
Mangen Vej synes Manden ret, og saa er dens Ende dog Dødens Veje.
13 Endog under latter har hjertet smerte, og enden på gleden er sorg.
Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer.
14 Av sin ferd skal den frafalne mettes, og en god mann holder sig borte fra ham.
Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er god.
15 Den enfoldige tror hvert ord, men den kloke akter på sine skritt.
Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt.
16 Den vise frykter og holder sig fra det onde, men dåren er overmodig og trygg.
Den vise ængstes og skyr det onde, Taaben buser sorgløs paa.
17 Den bråsinte gjør dårskap, og en svikefull mann blir hatet.
Den hidsige bærer sig taabeligt ad, man hader rænkefuld Mand.
18 De enfoldige har fått dårskap i arv, men de kloke krones med kunnskap.
De tankeløse giver Daarskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab.
19 De onde må bøie sig for de gode, og de ugudelige ved den rettferdiges porter.
Onde maa bukke for gode, gudløse staa ved retfærdiges Døre.
20 Endog av sin venn blir den fattige hatet; men de som elsker en rik, er mange.
Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange.
21 Den som forakter sin næste, synder; men salig er den som ynkes over arminger.
Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme.
22 Skal ikke de fare vill som tenker ut det som ondt er? Men miskunnhet og trofasthet times dem som optenker godt.
De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder Naade og Trofasthed.
23 Ethvert møiefullt arbeid gir vinning, men tomt snakk fører bare til tap.
Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab.
24 De vises rikdom er deres krone, men dårenes dårskap er og blir dårskap.
De vises Krone er Kløgt, Taabers Krans er Daarskab.
25 Et sanndru vidne frelser liv, men den som taler løgn, er full av svik.
Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager.
26 Den som frykter Herren, har et sterkt vern, og for hans barn skal Herren være en tilflukt.
Den stærkes Tillid er HERRENS Frygt, hans Sønner skal have en Tilflugt.
27 Å frykte Herren er en livsens kilde, så en slipper fra dødens snarer.
HERRENS Frygt er en Livsens Kilde, derved undgaas Dødens Snarer.
28 Meget folk er kongens ære, men mangel på folk er fyrstens fall.
At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist paa Folk er Fyrstens Fald.
29 Den langmodige har stor forstand, men den bråsinte viser stor dårskap.
Den sindige er rig paa Indsigt, den heftige driver det vidt i Daarskab.
30 Et saktmodig hjerte er legemets liv, men hissighet er råttenhet i benene.
Sagtmodigt Hjerte er Liv for Legemet, Avind er Edder i Benene.
31 Den som trykker en arming, håner hans skaper, men den som har medynk med den fattige, ærer skaperen.
At kue den ringe er Haan mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige.
32 Når ulykken rammer den ugudelige, kastes han over ende; men den rettferdige er frimodig i døden.
Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er retfærdige trygge.
33 I den forstandiges hjerte holder visdommen sig stille, men i dårers indre gir den sig til kjenne.
Visdom bor i forstandiges Hjerte, i Taabers Indre kendes den ikke.
34 Rettferdighet ophøier et folk, men synden er folkenes vanære.
Retfærdighed løfter et Folk, men Synd er Folkenes Skændsel.
35 En klok tjener vinner kongens yndest, men over en dårlig tjener kommer hans vrede.
En klog Tjener har Kongens Yndest, en vanartet rammer hans Vrede.
