Kaikauwhau 6

1 Tera tetahi he i kitea e ahau i raro i te ra, he mea taimaha ano ki runga ki nga tangata:

Der er en Ulykke, som jeg saa under Solen, og den er svar over Menneskene:

2 He tangata i homai nei e te Atua ki a ia he taonga, he rawa, he kororia, a kihai tona wairua i hapa ki tetahi mea i hiahia ai ia, otiia kihai i tukua e te Atua ki a ia te tikanga mo te kai i tetahi wahi o aua mea, engari kainga ana e te tangata k e. He horihori tenei, he mate kino.

Naar der er en Mand, hvem Gud giver Rigdom og Gods og Ære, og han fattes intet for sin Sjæl af alt det, som han vil begære, og Gud giver ham ikke Magt til at æde deraf, men en fremmed Mand fortærer det: Da er dette Forfængelighed og en slem Lidelse.

3 Ki te kotahi rau nga tamariki a tetahi tangata, a he maha nga tau e ora ai ia, maha atu nga ra o ona tau, a kahore tona wairua i ngata i te pai, kahore hoki ia e whai tanumanga; e mea ana ahau tera noa atu te pai o te materoto i a ia.

Dersom en Mand avlede hundrede Børn og levede mange Aar, saa hans Aars Dage bleve mange, og hans Sjæl dog ikke mættedes af det gode, og han heller ingen Begravelse fik: Saa siger jeg, at et utidigt Foster er bedre faren end han.

4 I haere mai hoki tera i runga i te horihori, a haere atu ana i runga i te pouri, a ka taupokina tona ingoa e te pouri.

Thi dette kom med Forfængelighed og gaar bort i Mørket, og dets Navn bliver skjult i Mørket.

5 Kihai hoki ia i kite i te ra, kihai ano i mohio ki a ia; nui atu to tenei okioki i to tera;

Det hverken saa eller kendte Sol; det har mere Ro end han.

6 Ae, ahakoa kotahi mano topu nga tau i ora ai ia, heoi kahore he pai i kitea e ia. He teka ianei e haere ana te katoa ki te wahi kotahi?

Ja, dersom han end levede tusinde Aar to Gange og ikke saa det gode, farer dog ikke enhver til et Sted?

7 Ko nga mea katoa i mauiui ai te tangata hei mea ano mo tona mangai, otiia e kore tona wairua e makona.

Alt Menneskets Arbejde er for hans Mund; men Sjælen kan dog ikke fyldes.

8 He aha oti ta te tangata whakaaro nui e hira ake ana i ta te wairangi? He aha hoki ta te ware, e mohio nei ki te haere i te aroaro o te hunga ora?

Thi hvad Fortrin har den vise fremfor Daaren? hvad har den fattige, som forstaar at vandre for de levende?

9 He pai ke te kite o nga kanohi i te kaipaowe o te hiahia: he horihori ano tenei, a he whai i te hau.

Bedre er, hvad man ser for Øjnene, end Sjælens Begær; ogsaa dette er Forfængelighed og Aandsfortærelse.

10 Ko nga mea katoa o mua kua oti noa ake te hua ki te ingoa, a e mohiotia ana ko te tangata: e kore hoki ia e tau hei totohe ki te mea e kaha atu ana i a ia.

Hvad en er — hans Navn er allerede nævnt, og det er vitterligt, at han er et Menneske; og han kan ikke trætte med den, som er ham for mægtig.

11 Ka maha nei nga mea hei whakanui i te horihori, he aha te painga ki te tangata?

Thi der er mange Ting, de foraarsage megen Forfængelighed; hvad Fordel har et Menneske deraf?

12 Ko wai hoki e mohio ana he aha te mea pai ki te tangata i a ia nei i te ora, i nga ra katoa o tona oranga horihori, e rite nei ki te atarangi i a ia e mahi nei? Ko wai hoki hei whakaatu ki te tangata ko te aha e puta mai i muri i a ia i raro i t e ra?

Thi hvo ved, hvad der er godt for Mennesket i dette Liv, i hans Forfængeligheds Livsdages Tal, hvilke han tilbringer som en Skygge? thi hvo vil kundgøre et Menneske, hvad der skal ske efter ham under Solen?