Joba 14

1 Ondaty nasaman’ ampelao, tsy lava-ohatse vaho lifo-kasotriañe,

Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.

2 hoe voñen-katae ty fionjona’e le miheatse, mihelañe hoe talinjo fa tsy mitoetse.

Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.

3 Harefa’o vaho hasese’o an-jaka ama’o ao?

Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.

4 Ia ty mahaakatse ty malio ami’ty maleotse? Leo raike.

Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.

5 Kanao fa nalahatse o andro’eo, fa ama’o ty ia’ o vola’eo vaho fa najado’o o efetse tsy handilara’eo,

Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:

6 ampitoliho añe ty fijilova’o, hitofa’e, ampara’ te henefe’e o andro’eo, manahake ty mpièke

Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.

7 Manan-ko tamae’e ty hatae, ie firaeñe ro mbe mitiry avao, vaho tsy milesa o tora’eo.

Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.

8 Ndra te mihaantetse an-tane ao o vaha’eo, naho mate an-debok’ ao i foto’ey,

Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,

9 fa ie mañantson-drano ro hibotiboty vaho handrevake hoe ana-katae.

saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.

10 Fe mihomake t’i Raolombelo vaho mitsalalampatse; mipetroke t’indaty, le aia?

Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?

11 Hambañe ami’ty fisiha’ o sihanakeo naho ty fimaiha’ o sakao ampara’ te kapaike,

Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:

12 ty fandrea’ ondaty tsy hitroatse, tsy hivañone ampara’ te mihelañe o likerañeo, vaho tsy ho barakaofeñe amy firota’ey.

Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.

13 Ehe t’ie haeta’o an-tsikeokeok’ao, le hakafi’o ampara’ te mimpoly ty haviñera’o, vaho hampitsatoha’o andro hahatiahia’o ahy! (Sheol h7585)

Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol h7585)

14 Ie vilasy ondatio, mbe ho veloñe hao? Fe ho liñisako amo hene androm-pitoroñakoo ampara’ te tondroke ty fañovàñe ahiko.

Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.

15 Hikanjy irehe le hanoiñe iraho; ho maniña’o ty satam-pità’o.

Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!

16 Fe henaneo, tinoñe’o o liakoo, ie mbe tsy vazoho’o ty fandilarako;

Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.

17 rinohy an-karoñe ao o tahikoo, vaho lombofa’o o hakeokoo.

Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.

18 Mivoravora i vohitse mihotrakey, naho misitse an-toe’e ty vato;

Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;

19 mivañen-drano o vongam-batoo; saohe’ o rano-vohitseo ty mena’ i taney; Izay ty androtsaha’o ty fitama’ ondatio.

Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.

20 Iambotraha’o nainai’e, le mihelañe añe; ovae’o ty tarehe’e vaho irahe’o mb’eo.

Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.

21 Asiñeñe o ana’eo, fa tsy apota’e; mifotsake, fa tsy fohi’e.

Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.

22 O marare amy nofo’eio avao ro tsapa’e, ty tro’e avao ro iroveta’e.

For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.