Ījaba 30
1 Bet nu par mani smejas, kas jaunāki nekā es, kuru tēvus es nebūtu cienījis likt pie saviem lopu suņiem.
Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
2 Viņu roku spēku kur es to liktu? viņu zaļums un krietnums bija pagalam.
Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
3 No trūkuma un bada izdēdējuši tie grauza noras, tumšās tuksneša un posta vietās.
tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
4 Tie nātres izplūca pa krūmiem un paegļu saknes tiem bija par barību.
og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
5 No ļaužu vidus tie tapa izdzīti un tiem uzkliedza kā zagļiem.
Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.
6 Bailīgās gravās tiem bija jādzīvo, ir zemes un akmeņu caurumos.
De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
7 Krūmos tie brēca, un dadžos tie gūlās,
De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
8 Nesaprašu un negoda ļaužu bērni, kas no zemes bija izdzīti!
en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
9 Bet nu es tiem esmu tapis par dziesmiņu un esmu tiem par pasaku.
Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
10 Tie mani tura par negantību, atstājās tālu no manis un nekaunas man vaigā spļaudīt.
de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
11 Jo Dievs manu dvēseli ir darījis gurdenu un mani apbēdinājis; tad tie vairs nevaldās manā priekšā.
Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
12 Pa labo roku ceļas puikas un stumda manas kājas un taisa savu ceļu, mani samaitāt.
Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig
13 Tie salauž manu laipu, tie palīdz mani gāzt, paši būdami bez palīga.
min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
14 Tie nāk kā caur platu plīsumu; ar lielu troksni tie plūst šurpu.
de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
15 Briesmas man uzbrukušas, kā ar vētru aizdzīta mana godība, un kā mākonis nozudusi mana laime.
Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
16 Tādēļ nu mana dvēsele nerimst iekš manis, un bēdu laiks mani aizgrābis.
Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
17 Naktī mani kauli top izurbti iekš manis, un kas mani grauž, nerimst.
Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
18 Caur varenu spēku mans apģērbs pārvērties; tas mani žņaudz, kā apkakle.
Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
19 Viņš mani iemetis dubļos, un es esmu tapis kā pīšļi un pelni.
Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
20 Es Tevi piesaucu, bet Tu man neatbildi, es gaidu, bet Tu tik skaties.
Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;
21 Tu pret mani esi palicis briesmīgs, ar Savu vareno roku Tu man turies pretī.
grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.
22 Tu mani pacēli, kā vējš mani aiznes, un man izkūst visa laime.
Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
23 Jo es zinu, ka Tu mani nodosi nāvē, kur visi dzīvie kopā aiziet mājot.
thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
24 Tomēr, vai krītot neizstiepj roku, jeb vai bojā ejot nebrēc.
Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?
25 Vai es neraudāju par grūtdienīti vai mana dvēsele nenoskuma par apbēdināto?
Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
26 Bet kad es nu gaidīju labumu, tad nāca ļaunums; kad es cerēju uz gaišumu, tad nāca tumsība.
Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;
27 Manas iekšas verd un nemitās, bēdu dienas man uzgājušas.
ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
28 Es esmu melns, bet ne no saules, es paceļos un kliedzu draudzes vidū.
trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;
29 Vilkiem esmu palicis par brāli un pūces bērniem par biedri.
Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
30 Mana āda palikusi melna uz manis, un mani kauli ir izkaltuši no karstuma.
Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
31 Tādēļ mana kokle ir tapusi par žēlabām un mana stabule par vaimanām.
min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!
