Job 9
1 et respondens Iob ait
Men Job svarede og sagde:
2 vere scio quod ita sit et quod non iustificetur homo conpositus Deo
Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?
3 si voluerit contendere cum eo non poterit ei respondere unum pro mille
Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.
4 sapiens corde est et fortis robore quis restitit ei et pacem habuit
Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?
5 qui transtulit montes et nescierunt hii quos subvertit in furore suo
han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;
6 qui commovet terram de loco suo et columnae eius concutiuntur
han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;
7 qui praecipit soli et non oritur et stellas claudit quasi sub signaculo
han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;
8 qui extendit caelos solus et graditur super fluctus maris
han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;
9 qui facit Arcturum et Oriona et Hyadas et interiora austri
han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;
10 qui facit magna et inconprehensibilia et mirabilia quorum non est numerus
han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!
11 si venerit ad me non videbo si abierit non intellegam eum
Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.
12 si repente interroget quis respondebit ei vel quis dicere potest cur facis
Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?
13 Deus cuius resistere irae nemo potest et sub quo curvantur qui portant orbem
Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.
14 quantus ergo sum ego qui respondeam ei et loquar verbis meis cum eo
Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.
15 qui etiam si habuero quippiam iustum non respondebo sed meum iudicem deprecabor
Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.
16 et cum invocantem exaudierit me non credo quod audierit vocem meam
Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.
17 in turbine enim conteret me et multiplicabit vulnera mea etiam sine causa
Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.
18 non concedit requiescere spiritum meum et implet me amaritudinibus
Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.
19 si fortitudo quaeritur robustissimus est si aequitas iudicii nemo pro me audet testimonium dicere
Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!‟ og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?‟
20 si iustificare me voluero os meum condemnabit me si innocentem ostendere pravum me conprobabit
Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.
21 etiam si simplex fuero hoc ipsum ignorabit anima mea et taedebit me vitae meae
Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.
22 unum est quod locutus sum et innocentem et impium ipse consumit
Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.
23 si flagellat occidat semel et non de poenis innocentum rideat
Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.
24 terra data est in manu impii vultum iudicum eius operit quod si non ille est quis ergo est
Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?
25 dies mei velociores fuerunt cursore fugerunt et non viderunt bonum
Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.
26 pertransierunt quasi naves poma portantes sicut aquila volans ad escam
De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
27 cum dixero nequaquam ita loquar commuto faciem meam et dolore torqueor
Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,
28 verebar omnia opera mea sciens quod non parceres delinquenti
da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.
29 si autem et sic impius sum quare frustra laboravi
Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?
30 si lotus fuero quasi aquis nivis et fulserint velut mundissimae manus meae
Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,
31 tamen sordibus intingues me et abominabuntur me vestimenta mea
da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.
32 neque enim viro qui similis mei est respondebo nec qui mecum in iudicio ex aequo possit audiri
Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.
33 non est qui utrumque valeat arguere et ponere manum suam in ambobus
Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.
34 auferat a me virgam suam et pavor eius non me terreat
Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
35 loquar et non timebo eum neque enim possum metuens respondere
Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.
