Job 30
1 nunc autem derident me iuniores tempore quorum non dignabar patres ponere cum canibus gregis mei
Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.
2 quorum virtus manuum erat mihi pro nihilo et vita ipsa putabantur indigni
Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.
3 egestate et fame steriles qui rodebant in solitudine squalentes calamitate et miseria
De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;
4 et mandebant herbas et arborum cortices et radix iuniperorum erat cibus eorum
de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;
5 qui de convallibus ista rapientes cum singula repperissent ad ea cum clamore currebant
de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;
6 in desertis habitabant torrentium et in cavernis terrae vel super glaream
de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;
7 qui inter huiuscemodi laetabantur et esse sub sentibus delicias conputabant
imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.
8 filii stultorum et ignobilium et in terra penitus non parentes
Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.
9 nunc in eorum canticum versus sum et factus sum eis proverbium
Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.
10 abominantur me et longe fugiunt a me et faciem meam conspuere non verentur
De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.
11 faretram enim suam aperuit et adflixit me et frenum posuit in os meum
Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.
12 ad dexteram orientis calamitatis meae ilico surrexerunt pedes meos subverterunt et oppresserunt quasi fluctibus semitis suis
Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;
13 dissipaverunt itinera mea insidiati sunt mihi et praevaluerunt et non fuit qui ferret auxilium
de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;
14 quasi rupto muro et aperta ianua inruerunt super me et ad meas miserias devoluti sunt
de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.
15 redactus sum in nihili abstulisti quasi ventus desiderium meum et velut nubes pertransiit salus mea
Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.
16 nunc autem in memet ipso marcescit anima mea et possident me dies adflictionis
Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.
17 nocte os meum perforatur doloribus et qui me comedunt non dormiunt
Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.
18 in multitudine eorum consumitur vestimentum meum et quasi capitio tunicae sic cinxerunt me
Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.
19 conparatus sum luto et adsimilatus favillae et cineri
Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
20 clamo ad te et non exaudis me sto et non respicis me
Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.
21 mutatus es mihi in crudelem et in duritia manus tuae adversaris mihi
Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.
22 elevasti me et quasi super ventum ponens elisisti me valide
Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.
23 scio quia morti tradas me ubi constituta domus est omni viventi
Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.
24 verumtamen non ad consumptionem eorum emittis manum tuam et si corruerint ipse salvabis
Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?
25 flebam quondam super eum qui adflictus erat et conpatiebatur anima mea pauperi
Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?
26 expectabam bona et venerunt mihi mala praestolabar lucem et eruperunt tenebrae
Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.
27 interiora mea efferbuerunt absque ulla requie praevenerunt me dies adflictionis
Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.
28 maerens incedebam sine furore consurgens in turba clamavi
Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.
29 frater fui draconum et socius strutionum
Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.
30 cutis mea denigrata est super me et ossa mea aruerunt prae caumate
Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.
31 versa est in luctum cithara mea et organum meum in vocem flentium
Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.
