Marcum 4
1 Et iterum coepit docere ad mare: et congregata est ad eum turba multa, ita ut navim ascendens sederet in mari, et omnis turba circa mare super terram erat:
Og han begyndte atter at lære ved Søen. Og en meget stor Skare samles om ham, saa at han maatte gaa om Bord og sætte sig i et Skib paa Søen; og hele Skaren var paa Land ved Søen.
2 et docebat eos in parabolis multa, et dicebat illis in doctrina sua:
Og han lærte dem meget i Lignelser og sagde til dem i sin Undervisning:
3 Audite: ecce exiit seminans ad seminandum.
„Hører til: Se, en Sædemand gik ud at saa.
4 Et dum seminat, aliud cecidit circa viam, et venerunt volucres caeli, et comederunt illud.
Og det skete, idet han saaede, at noget faldt ved Vejen, og Fuglene kom og aade det op.
5 Aliud vero cecidit super petrosa, ubi non habuit terram multam: et statim exortum est, quoniam non habebat altitudinem terrae:
Og noget faldt paa Stengrund, hvor det ikke havde megen Jord; og det voksede straks op, fordi det ikke havde dyb Jord.
6 et quando exortus est sol, exaestuavit: et eo quod non habebat radicem, exaruit.
Og da Solen kom op, blev det svedet af, og fordi det ikke havde Rod, visnede det.
7 Et aliud cecidit in spinas: et ascenderunt spinae, et suffocaverunt illud, et fructum non dedit.
Og noget faldt iblandt Torne, og Tornene voksede op og kvalte det, og det bar ikke Frugt.
8 Et aliud cecidit in terram bonam: et dabat fructum ascendentem, et crescentem, et afferebat unum trigesimum, unum sexagesimum, et unum centesimum.
Og noget faldt i god Jord og bar Frugt, som skød frem og voksede, og det bar tredive og tresindstyve og hundrede Fold.‟
9 Et dicebat: Qui habet aures audiendi, audiat.
Og han sagde: „Den, som har Øren at høre med, han høre!‟
10 Et cum esset singularis, interrogaverunt eum hi, qui cum eo erant duodecim, parabolam.
Og da han blev ene, spurgte de, som vare om ham, tillige med de tolv ham om Lignelserne.
11 Et dicebat eis: Vobis datum est nosse mysterium regni Dei: illis autem, qui foris sunt, in parabolis omnia fiunt:
Og han sagde til dem: „Eder er Guds Riges Hemmelighed givet; men dem, som ere udenfor, meddeles alt ved Lignelser,
12 ut videntes videant, et non videant: et audientes audiant, et non intelligant: nequando convertantur, et dimittantur eis peccata.
for at de, skønt seende, skulle se og ikke indse og, skønt hørende, skulle høre og ikke forstaa, for at de ikke skulle omvende sig og faa Forladelse.‟
13 Et ait illis: Nescitis parabolam hanc? et quomodo omnes parabolas cognoscetis?
Og han siger til dem: „Fatte I ikke denne Lignelse? Hvorledes ville I da forstaa alle de andre Lignelser?
14 Qui seminat, verbum seminat.
Sædemanden saar Ordet.
15 Hi autem sunt, qui circa viam, ubi seminatur verbum, et cum audierint, confestim venit satanas, et aufert verbum, quod seminatum est in cordibus eorum.
Men de ved Vejen, det er dem, hvor Ordet bliver saaet, og naar de høre det, kommer straks Satan og borttager Ordet, som er saaet i dem.
16 Et hi sunt similiter, qui super petrosa seminantur: qui cum audierint verbum, statim cum gaudio accipiunt illud:
Og ligeledes de, som blive saaede paa Stengrunden, det er dem, som, naar de høre Ordet, straks modtage det med Glæde;
17 et non habent radicem in se, sed temporales sunt: deinde orta tribulatione et persecutione propter verbum, confestim scandalizantur.
og de have ikke Rod i sig, men holde kun ud til en Tid; derefter, naar der kommer Trængsel eller Forfølgelse for Ordets Skyld, forarges de straks.
18 Et alii sunt, qui in spinas seminantur: hi sunt, qui verbum audiunt,
Og andre ere de, som blive saaede blandt Torne; det er dem, som have hørt Ordet,
19 et aerumnae saeculi, et deceptio divitiarum, et circa reliqua concupiscentiae introeuntes suffocant verbum, et sine fructu efficitur. (aiōn g165)
og denne Verdens Bekymringer og Rigdommens Forførelse og Begæringerne efter de andre Ting komme ind og kvæle Ordet, saa det bliver uden Frugt. (aiōn g165)
20 Et hi sunt, qui super terram bonam seminati sunt, qui audiunt verbum, et suscipiunt, et fructificant, unum trigesimum, unum sexagesimum, et unum centesimum.
Og de, der bleve saaede i god Jord, det er dem, som høre Ordet og modtage det og bære Frugt, tredive og tresindstyve og hundrede Fold.‟
21 Et dicebat illis: Numquid venit lucerna ut sub modo ponatur, aut sub lecto? nonne ut super candelabrum ponatur?
Og han sagde til dem: „Mon Lyset kommer ind for at sættes under Skæppen eller under Bænken? Mon ikke for at sættes paa Lysestagen?
22 Non est enim aliquid absconditum, quod non manifestetur: nec factum est occultum, quod non in palam veniat.
Thi ikke er noget skjult uden for at aabenbares; ej heller er det blevet lønligt uden for at komme for Lyset.
23 Si quis habet aures audiendi, audiat.
Dersom nogen har Øren at høre med, han høre!‟
24 Et dicebat illis: Videte quid audiatis. In qua mensura mensi fueritis, remetietur vobis, et adiicietur vobis.
Og han sagde til dem: „Agter paa, hvad I høre! Med hvad Maal I maale, skal der tilmaales eder, og der skal gives eder end mere.
25 Qui enim habet, dabitur illi: et qui non habet, etiam quod habet auferetur ab eo.
Thi den, som har, ham skal der gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.‟
26 Et dicebat: Sic est regnum Dei, quemadmodum si homo iaciat sementem in terram,
Og han sagde: „Med Guds Rige er det saaledes, som naar en Mand har lagt Sæden i Jorden
27 et dormiat, et exurgat nocte et die, et semen germinet, et increscat dum nescit ille.
og sover og staar op Nat og Dag, og Sæden spirer og bliver høj, han ved ej selv hvorledes.
28 Ultro enim terra fructificat, primum herbam, deinde spicam, deinde plenum frumentum in spica.
Af sig selv bærer Jorden Frugt, først Straa, derefter Aks, derefter fuld Kerne i Akset;
29 Et cum ex se produxerit fructus, statim mittit falcem, quoniam adest messis.
men naar Frugten er tjenlig, sender han straks Seglen ud; thi Høsten er for Haanden.‟
30 Et dicebat: Cui assimilabimus regnum Dei? aut cui parabolae comparabimus illud?
Og han sagde: „Hvormed skulle vi ligne Guds Rige, eller under hvilken Lignelse skulle vi fremstille det?
31 Sicut granum sinapis, quod cum seminatum fuerit in terra, minus est omnibus seminibus, quae sunt in terra:
Det er som et Sennepskorn, som, naar det saas i Jorden, er mindre end alt andet Frø paa Jorden,
32 et cum natum fuerit, ascendit in arborem, et fit maius omnibus oleribus, et facit ramos magnos, ita ut possint sub umbra eius aves caeli habitare.
og naar det er saaet, vokser det op og bliver større end alle Urterne og skyder store Grene, saa at Himmelens Fugle kunne bygge Rede i dets Skygge.‟
33 Et talibus multis parabolis loquebatur eis verbum, prout poterant audire:
Og i mange saadanne Lignelser talte han Ordet til dem, efter som de kunde fatte det.
34 sine parabola autem non loquebatur eis. seorsum autem discipulis suis disserebat omnia.
Men uden Lignelse talte han ikke til dem; men i Enrum udlagde han det alt sammen for sine Disciple.
35 Et ait illis in illa die, cum sero esset factum: Transeamus contra.
Og paa den Dag, da det var blevet Aften, siger han til dem: „Lader os fare over til hin Side!‟
36 Et dimittentes turbam, assumunt eum ita ut erat in navi: et aliae naves erant cum illo.
Og de forlade Folkeskaren og tage ham med, som han sad i Skibet; men der var ogsaa andre Skibe med ham.
37 Et facta est procella magna venti, et fluctus mittebat in navim, ita ut impleretur navis.
Og der kommer en stærk Stormvind, og Bølgerne sloge ind i Skibet, saa at Skibet allerede var ved at fyldes.
38 Et erat ipse in puppi super cervical dormiens: et excitant eum, et dicunt illi: Magister, non ad te pertinet, quia perimus?
Og han var i Bagstavnen og sov paa en Hovedpude, og de vække ham og sige til ham: „Mester! bryder du dig ikke om, at vi forgaa?‟
39 Et exurgens comminatus est vento, et dixit mari: Tace, obmutesce. Et cessavit ventus: et facta est tranquillitas magna.
Og han stod op og truede Vinden og sagde til Søen: „Ti, vær stille!‟ og Vinden lagde sig, og det blev ganske blikstille.
40 Et ait illis: Quid timidi estis? necdum habetis fidem?
Og han sagde til dem: „Hvorfor ere I saa bange? Hvorfor have I ikke Tro?‟
41 et timuerunt timore magno, et dicebant ad alterutrum: Quis, putas, est iste, quia et ventus et mare obediunt ei?
Og de frygtede saare og sagde til hverandre: „Hvem er dog denne, siden baade Vinden og Søen ere ham lydige?‟
