Job 30
1 Ita, dagiti ub-ubing ngem siak ket awan ti ar-aramidenda no di ti manglais kaniak- dagitoy nga agtutubo a dagiti ammada ket pinagkedkedak koma nga agtrabaho a kadua dagiti asok iti arbanko.
Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.
2 Pudno, ti kinapigsa dagiti ima ti amada, kasano koma a natulongandak - dagiti lallaki a ti kinapigsa ti kinalakayda ket napukawen?
Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.
3 Narapisda gapu iti kinapanglaw ken bisin; nagkibkibda iti namaga a daga idiay kasipngetan ti let-ang ken iti disso nga awan matagtagitaona.
De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;
4 Nagpag-utda kadagiti naraboy a mulmula; dagiti ramut ti buyboy ti nagbalin a taraonda.
de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;
5 Napapanawda manipud kadagiti tattao a nangpukkaw kadakuada, a kasla iti panangpukkaw iti maysa a tao iti agtatakaw.
de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;
6 Isu a nagnaedda kadagiti tanap nga asideg iti karayan, kadagiti rukib ken kadagiti dadakkel a bato.
de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;
7 Aggaraigida a kasla kadagiti asno iti nagbabaetan dagiti naraboy a mulmula; naguummongda iti sirok dagiti narabuy a mulmula.
imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.
8 Kaputotan ida dagiti maag, wen, dagiti awan serserbina a tattao; napapanawda iti daga babaen kadagiti saplit.
Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.
9 Ngem ita, pinagbalindak dagiti annakda a lallaki a pakasaritaan para iti kanta ti panglais; pudno, maysaak itan a paga-angawan kadakuada.
Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.
10 Karuroddak ken ad-adaywandak; kanayonda a tuptupraan ti rupak.
De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.
11 Ta pinugsat ti Dios ti tali ti panak ket pinarigatnak, ken isu a napukaw amin ti panagteppel dagitoy a tattao iti sangoanak.
Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.
12 Iti makannawan nga imak ken tumakder dagiti naranggas a tattao; pappapanawendak ken igabsuonda kaniak dagiti wagas ti panangdadaelda.
Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;
13 Daddadaelenda ti dalanko; iyas-asidegda ti didigra kaniak, lallaki nga awan ti uray maysa a manganawa kadakuada.
de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;
14 Umaydak darupen a kasla maysa nga armada manipud iti nalawa nga abot iti pader ti siudad; itulidda dagiti bagbagida kaniak iti katingngaan ti pannakadadael.
de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.
15 Ti buteng ti nanglapunos kaniak; naipanaw ti dayawko a kasla intayab ti angin; napukaw ti kinarang-ayko a kasla ulep.
Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.
16 Ita, maibukbukbok ti biagko manipud iti kaunggak; dagiti aldaw ti panagsagsagaba ti nangtengngel kaniak.
Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.
17 Iti rabii, agut-ot dagiti tulangko; saan a sumardeng ti ut-ot a kasla mangkibkibkib kaniak.
Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.
18 Ginammatan ti kinapigsa ti Dios ti pagan-anayko; naiputipot daytoy kaniak a kasla iti kwelyo ti nagayad a pagan-anayko.
Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.
19 Impalladawnak iti kapitakan; nagbalinak a kasla tapok ken dapu.
Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
20 Immasugak kenka, O Dios, ngem dinak sungsungbatan; timmakderak, ket kimmitaka laeng kaniak.
Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.
21 Nagbaliwkan ket nagbalinka a naulpit kaniak; babaen iti bileg ti imam, pinarigatnak.
Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.
22 Impangatonak iti angin ket impallatoknak daytoy; dinadaelnak iti bagio.
Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.
23 Ta ammok nga ipannakto iti patay, ti balay a nakaitudingan ti amin a sibibiag.
Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.
24 Nupay kasta, awan kadi ti tao a mangiyunnat iti imana a dumawat iti tulong no matinnag isuna? Awan kadi ti mariribukan a tao a dumawat iti tulong?
Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?
25 Saanak kadi a nagsangit para kenkuana a mariribukan? Saanak kadi a nagladingit para iti agkasapulan a tao?
Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?
26 Idi nagbirukak ti naimbag, ket dakes ti dimteng; idi nagurayak iti lawag, kinasipnget ketdi ti dimteng.
Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.
27 Mariribukan ti pusok ken saan nga agtalna; dimteng kaniak dagiti aldaw ti pannakaparigat.
Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.
28 Ngimmisiten ti kudilko ngem saan a gapu iti init; nagtakderak iti taripnong ket dimmawatak iti tulong.
Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.
29 Kakabsatdak dagiti atap nga aso a kadua dagiti kullaaw.
Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.
30 Nangisit ti kudilko ken agregregda manipud iti bagik; kasla napuoran dagiti tulangko gapu iti pudot.
Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.
31 Ngarud, ti arpak ket nakatono kadagiti kanta a pangladingit, ti plautak a para iti panagkanta dagiti agdungdung-aw.
Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.
