Job 4
1 Da gab ihm Eliphaz aus Teman also Antwort:
Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
2 "Hat man vor dich zur Prüfung je ein Ding gebracht, worüber du den Mut verloren hättest? Wer konnte je den Worten Einhalt tun?
Om man vilde forsøge et Ord paa dig, skulde du vel kedes derved? men hvo kan holde sig fra at tale?
3 Fürwahr, so viele hast du selbst belehrt, so manchen schwachen Arm gestählt.
Se, du har undervist mange og styrket de trætte Hænder;
4 Den Strauchelnden hielt aufrecht deine Rede; die müden Kniee stärktest du.
dine Ord have oprejst den faldne, og du har styrket de bøjede Knæ;
5 Jetzt kommt's an dich, da wirst du mutlos; wo dich's erfaßt, verzweifelst du.
men nu, det kommer til dig, da kedes du derved; det rammer dig, og du forfærdes!
6 War deine Gottesfurcht nicht dein Vertrauen, und dein unsträflich Leben deine Hoffnung?
Var ikke din Gudsfrygt dit Haab og dine Vejes Renhed din Fortrøstning?
7 Bedenke nur: Wer kommt je schuldlos um? Wo gehen Redliche zugrunde?
Kære, tænk dig om, hvor er en uskyldig gaaet til Grunde? eller hvor ere de oprigtige udslettede?
8 Die Unrecht pflügen, Böses säen, die ernten's auch. So weiß ich es.
Saa vidt jeg har set, komme de, som pløje Uret, og de, som udsaa Møje, til at høste ind derefter:
9 Durch Gottes Odem gehen sie zugrunde; durch seinen Zornhauch sterben sie.
De omkomme for Guds Aande og fortæres af hans Vredes Aand.
10 Der Löwen Stimmen selber, das Gebrüll der Leuen, der jungen Löwen Zähne werden ausgetilgt.
Løvens Brøl og den grumme Løves Røst hører op, og de unge Løvers Tænder ere knuste;
11 Der Löwe geht zugrunde aus Beutemangel; der Löwin Junge müssen sich zerstreuen.
Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løvindens Unger adspredes.
12 Zu mir drang ein verstohlen Wort; mein Ohr vernahm davon nur ein Geflüster.
Men mig er et Ord tilbragt hemmeligt, og mit Øre fattede en sagte Lyd deraf
13 Im Wundertraum, bei Nachtgesichten, wenn Tiefschlaf auf die Menschen fällt,
i Tanker, fremkaldte ved Syner om Natten, naar dyb Søvn falder paa Folk;
14 da fuhr in mich ein Schrecken und ein Zittern, und Angst ließ mein Gebein erbeben.
da kom Frygt og Bævelse paa mig og bragte mine Ben til at skælve;
15 Und über meinen Rücken lief es kalt; ein Schauder schüttelt' meinen Leib.
og en Aand gik frem for mit Ansigt; Haarene rejste sig paa mit Legeme;
16 Das Unbekannte stand vor mir; vor meinem Auge schwebte her ein Schatten. - Ein Säuseln hörte ich und eine Stimme:
den blev staaende, og jeg kunde ikke kende dens Skikkelse; der svævede et Billede for mine Øjne; det var stille, og jeg hørte en Røst:
17 'Ist gegen Gott ein Mensch gerecht; vor seinem Schöpfer einer rein?'
Mon et Menneske kan holdes retfærdigt for Gud? monne en Mand være ren for den, som skabte ham?
18 Er traut dies seinen Dienern selbst nicht zu, und seinen Engeln flößt er Schrecken ein.
Se, han tror ikke paa sine Tjenere, og sine Engle tillægger han Daarskab,
19 Nun vollends gar der Lehmhausmensch, der Sterbliche, aus Staub gebaut, noch leichter als die Motten zu zerdrücken!
endsige da dem, som bo i Lerhuse, og hvis Grundvold er i Støvet; man kan støde dem smaa før Møl;
20 Vom Morgen bis zum Abend werden sie vernichtet; unwiderruflich gehen sie zugrunde.
fra Morgen og indtil Aften sønderknuses de; uden at der er nogen, som lægger det paa Hjerte, gaa de til Grunde.
21 Ja, wird denn nicht ihr Vorzug ihnen weggenommen? Durch Unvernunft nur sterben sie."
Farer ikke deres Herlighed, som var i dem, bort? ja, de dø, men ikke i Visdom.
