Job 11
1 Da fiel Sophar von Naama ein und sprach:
Da svarede Zofar, Naamathiten, og sagde:
2 "Soll dem Wortreichen keine Antwort werden? Soll wohl der Zungenheld obsiegen?
Skal der ikke svares til de mange Ord? og mon en mundkaad Mand skal beholde Ret?
3 Dummköpfe bringt zum Schweigen dein Geschwätz; da magst du Unsinn reden; da widerlegt dich keiner.
Skal din Skvalder bringe Folk til at tie? og skal du bespotte, og ingen beskæmme dig?
4 Du sprachst: 'Es ist doch lauter meine Rede. In Deinen Augen bin ich rein!'
Thi du sagde: Min Lærdom er klar, og jeg er ren for dine Øjne.
5 Wie aber, wenn Gott reden wollte, den Mund auftäte gegen dich
Men gid dog Gud vilde tale og oplade sine Læber imod dig!
6 und dir in Weisheit zeigte, daß die geheimen Schändlichkeiten doppelt soviel ausmachen? So wisse: Von deinen Sünden sieht dir Gott noch manche nach.
og at han vilde kundgøre dig Visdoms skjulte Ting! thi i den er dobbelt Kraft; da skulde du vide, at Gud endog eftergiver dig noget af din Misgerning.
7 Ergründest du die Tiefen Gottes, und kennst du das vollkommene Bild des Allerhöchsten?
Mon du kan naa til Guds Dybheder? mon du kan naa til den Almægtiges Begrænsning?
Den er saa høj som Himmelen, hvad vil du gøre? den er dybere end Helvede, hvad kan du vide? (Sheol h7585)
9 und Breiteres als der Erde Breite und Weiteres als das weite Meer?
Dens Maal er længere end Jorden, den er bredere end Havet.
10 Wenn er verhaftet und versiegelt und hält Gericht, wer wehrt ihm da?
Naar han farer frem og lukker til eller forsamler, hvo vil da holde ham tilbage?
11 Er kennt die Menschen, die so gern sich selber täuschen; er sieht die Bosheit; doch er übersieht sie nicht.
Thi han kender forfængelige Folk og ser Uretfærdighed; skulde han da ikke agte derpaa?
12 Und des Verstandes wird der Mann bei Hof beraubt, und der Gemeine wird durch schimpflichen Verkauf gepeinigt.
Men en uforstandig vil faa Forstand, naar et Vildæsels Føl fødes til Menneske.
13 Wenn aber du dein Herz in Ordnung bringst, und hebst zu ihm die Hände flehend,
Dersom du bereder dit Hjerte og udstrækker dine Hænder til ham,
14 entfernst den Frevel, der an deinen Händen klebt, vergönnst der Sünde keinen Raum bei dir,
dersom du kaster Uretfærdigheden, som er i din Haand, langt bort og ikke lader Uret bo i dine Telte,
15 dann kannst du makellos dein Antlitz heben, dann stehst du felsenfest und unverzagt.
da skal du, fri for Lyde, kunne opløfte dit Ansigt og blive fast og ikke frygte.
16 Alsdann vergissest du das Leid, du denkst daran wie an vergangene Zeiten,
Thi du skal glemme din Møje, du skal komme den i Hu som det Vand, der er løbet forbi.
17 und heller als der Mittag strahlt das Leben, und Dunkelheit ist wie der helle Morgen.
Og din Levetid skal gaa frem klarere end Middagen, Mørket skal vorde som Morgenen.
18 voll Hoffnung schaut dein Blick hinaus; du schaust umher und legst dich sorglos nieder.
Og du skal være tryg, thi der er Haab, og du skal spejde omkring dig og sove tryggelig.
19 Du lagerst dich, und niemand schreckt, und viele mühen sich um deine Gunst.
Og du skal lægge dig, og ingen skal forfærde dig; og mange skulle bønfalde for dit Ansigt.
20 Jedoch der Frevler Augen schmachten hin; fort schwindet ihnen Zuflucht, und ihre Hoffnung ist Verhauchen."
Men de ugudeliges Øjne skulle hentæres, og deres Tilflugt skal gaa tabt for dem, og deres Haab aandes ud med Livet.
