Psaumes 65

1 Au chef des chantres. Psaume de David. Cantique. Avec confiance, ô Dieu! On te louera dans Sion, Et l’on accomplira les vœux qu’on t’a faits.

Til Sangmesteren; en Psalme af David; en Sang.

2 O toi, qui écoutes la prière! Tous les hommes viendront à toi.

Gud! man lover dig i det stille i Zion, og dig skal betales Løfte.

3 Les iniquités m’accablent: Tu pardonneras nos transgressions.

Du, som hører Bønnen, hen til dig tyr alt Kød.

4 Heureux celui que tu choisis et que tu admets en ta présence, Pour qu’il habite dans tes parvis! Nous nous rassasierons du bonheur de ta maison, De la sainteté de ton temple.

Misgerningerne ere blevne mig for svare; vore Overtrædelser, dem ville du sone!

5 Dans ta bonté, tu nous exauces par des prodiges, Dieu de notre salut, Espoir de toutes les extrémités lointaines de la terre et de la mer!

Salig er den, som du udvælger og lader komme nær, at han maa bo i dine Forgaarde; vi skulle mættes med dit Hus's Gode, i dit Tempels Helligdom.

6 Il affermit les montagnes par sa force, Il est ceint de puissance;

Forfærdelige Ting skal du, vor Frelses Gud, svare os i Retfærdighed, du, som er en Fortrøstning for den hele vide Jord og Havet i det fjerne.

7 Il apaise le mugissement des mers, le mugissement de leurs flots, Et le tumulte des peuples.

Han gør Bjergene faste ved sin Kraft, han er omgjordet med Vælde;

8 Ceux qui habitent aux extrémités du monde s’effraient de tes prodiges; Tu remplis d’allégresse l’orient et l’occident.

han stiller Havets Brusen, dets Bølgers Brusen derudi og Folkenes Bulder.

9 Tu visites la terre et tu lui donnes l’abondance, Tu la combles de richesses; Le ruisseau de Dieu est plein d’eau; Tu prépares le blé, quand tu la fertilises ainsi.

Og de, som bo ved det yderste, frygte for dine Tegn; du fylder Morgenens og Aftenens Frembrud med Jubel.

10 En arrosant ses sillons, en aplanissant ses mottes, Tu la détrempes par des pluies, tu bénis son germe.

Du har besøgt Jorden og givet den Overflod, du gør den meget rig; Guds Bæk er fuld af Vand, du bereder dem Korn, thi dertil gør du Jorden skikket.

11 Tu couronnes l’année de tes biens, Et tes pas versent l’abondance;

Du vander dens Furer, du nedtrykker det pløjede; du gør den blød med Regn, du velsigner dens Grøde.

12 Les plaines du désert sont abreuvées, Et les collines sont ceintes d’allégresse;

Du kroner Aaret med dit Gode, og dine Fodspor dryppe med Fedme.

13 Les pâturages se couvrent de brebis, Et les vallées se revêtent de froment. Les cris de joie et les chants retentissent.

Græsgangene i Ørken dryppe, og Højene ere omgjordede med Fryd. Engene ere klædte med Faarehjorde, og Dalene ere skjulte med Korn; de juble, ja de synge.