Luc 20
1 Et il arriva, l’un de ces jours, comme il enseignait le peuple dans le temple et évangélisait, que les principaux sacrificateurs et les scribes survinrent avec les anciens.
Og det skete på en af de Dage, medens han lærte folket i Helligdommen og forkyndte Evangeliet, da trådte Ypperstepræsterne og de skriftkloge tillige med de Ældste hen til ham.
2 Et ils lui parlèrent, disant: Dis-nous par quelle autorité tu fais ces choses, ou qui est celui qui t’a donné cette autorité?
Og de talte til ham og sagde: "Sig os, af hvad Magt gør du disse Ting, eller hvem er det, som har givet dig denne Magt?"
3 Et répondant, il leur dit: Je vous demanderai, moi aussi, une chose, et dites-moi:
Men han svarede og sagde til dem: "Også jeg vil spørge eder om en Ting, siger mig det:
4 Le baptême de Jean était-il du ciel, ou des hommes?
Johannes's Dåb, var den fra Himmelen eller fra Mennesker?"
5 Et ils raisonnèrent entre eux, disant: Si nous disons: Du ciel, il dira: Pourquoi ne l’avez-vous pas cru?
Men de overvejede med hverandre og sagde: "Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige: Hvorfor troede I ham ikke?
6 Et si nous disons: Des hommes, tout le peuple nous lapidera, car il est persuadé que Jean était un prophète.
Men sige vi: Fra Mennesker, da vil hele Folket stene os; thi det er overbevist om, at Johannes var en Profet."
7 Et ils répondirent qu’ils ne savaient pas d’où [il était].
Og de svarede, at de vidste ikke hvorfra.
8 Et Jésus leur dit: Moi non plus, je ne vous dis pas par quelle autorité je fais ces choses.
Og Jesus sagde til dem: "Så siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting."
9 Et il se mit à dire au peuple cette parabole: Un homme planta une vigne, et la loua à des cultivateurs, et s’en alla hors du pays pour longtemps.
Men han begyndte at sige denne Lignelse til Folket: "En Mand plantede en Vingård og lejede den ud til Vingårdsmænd og drog udenlands for lange Tider.
10 Et en la saison, il envoya un esclave aux cultivateurs, afin qu’ils lui donnent du fruit de la vigne; mais les cultivateurs, l’ayant battu, le renvoyèrent à vide.
Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingårdsmændene, for at de skulde give ham af Vingårdens Frugt; men Vingårdsmændene sloge ham og sendte ham tomhændet bort.
11 Et il envoya encore un autre esclave; mais l’ayant battu lui aussi, et l’ayant traité ignominieusement, ils le renvoyèrent à vide.
Og han sendte fremdeles en anden Tjener; men de sloge også ham og forhånede ham og sendte ham tomhændet bort.
12 Et il en envoya encore un troisième; mais ils blessèrent aussi celui-ci, et le jetèrent dehors.
Og han sendte fremdeles en tredje; men også ham sårede de og kastede ham ud.
13 Et le maître de la vigne dit: Que ferai-je? J’enverrai mon fils bien-aimé; peut-être que, quand ils verront celui-ci, ils le respecteront.
Men Vingårdens Herre sagde: Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min Søn, den elskede; de ville dog vel undse sig, for ham.
14 Mais quand les cultivateurs le virent, ils raisonnèrent entre eux, disant: Celui-ci est l’héritier, tuons-le, afin que l’héritage soit à nous.
Men da Vingårdsmændene så ham, rådsloge de indbyrdes og sagde: Det er Arvingen; lader os slå ham ihjel, for at Arven kan blive vor.
15 Et l’ayant jeté hors de la vigne, ils le tuèrent. Que leur fera donc le maître de la vigne?
Og de kastede ham ud af Vingården og sloge ham ihjel. Hvad vil nu Vingårdens Herre gøre ved dem?
16 Il viendra et fera périr ces cultivateurs, et donnera la vigne à d’autres. Et l’ayant entendu, ils dirent: Qu’ainsi n’advienne!
Han vil komme og ødelægge disse Vingårdsmænd og give Vingården til andre." Men da de hørte det, sagde de: "Det ske aldrig!"
17 Et lui, les regardant, dit: Qu’est-ce donc que ceci qui est écrit: « La pierre que ceux qui bâtissaient ont rejetée, celle-là est devenue la maîtresse pierre du coin »?
Men han så på dem og sagde: "Hvad er da dette, som er skrevet: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten?
18 Quiconque tombera sur cette pierre, sera brisé; mais celui sur qui elle tombera, elle le broiera.
Hver, som falder på denne Sten, skal slå sig sønder; men hvem den falder på, ham skal den knuse."
19 Et les principaux sacrificateurs et les scribes cherchèrent, en cette heure même, à mettre les mains sur lui; et ils craignaient le peuple, car ils connurent qu’il avait dit cette parabole contre eux.
Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at lægge Hånd på ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem.
20 Et l’observant, ils envoyèrent des agents secrets, qui feignaient d’être justes, pour le surprendre en [quelque] parole, de manière à le livrer au magistrat et au pouvoir du gouverneur.
Og de toge Vare på ham og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Ord, så de kunde overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt.
21 Et ils l’interrogèrent, disant: Maître, nous savons que tu dis et que tu enseignes justement, et que tu n’as point égard à l’apparence des personnes, mais que tu enseignes la voie de Dieu avec vérité.
Og de spurgte ham og sagde: "Mester! vi vide, at du taler og lærer Rettelig og ikke ser på Personer, men lærer Guds Vej i Sandhed.
22 Nous est-il permis de payer le tribut à César, ou non?
Er det os tilladt at give Kejseren Skat eller ej?"
23 Et s’apercevant de leur perfidie, il leur dit: Pourquoi me tentez-vous?
Men da han mærkede deres Træskhed, sagde han til dem: "Hvorfor friste I mig?
24 Montrez-moi un denier; de qui a-t-il l’image et l’inscription? Et répondant, ils dirent: De César.
Viser mig en Denar"; hvis Billede og Overskrift bærer den?" Men de svarede og sagde: "Kejserens."
25 Et il leur dit: Rendez donc les choses de César à César, et les choses de Dieu à Dieu.
Men han sagde til dem: "Så giver da Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er."
26 Et ils ne pouvaient le surprendre dans ses paroles devant le peuple; et étonnés de sa réponse, ils se turent.
Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Påhør, og de forundrede sig over hans Svar og tav.
27 Et quelques-uns des sadducéens, qui nient qu’il y ait une résurrection, s’approchèrent, et l’interrogèrent,
Men nogle af Saddukæerne, som nægte, at der er Opstandelse, kom til ham og spurgte ham og sagde:
28 disant: Maître, Moïse nous a écrit, que si le frère de quelqu’un meurt, ayant une femme, et qu’il meure sans enfants, son frère prenne la femme et suscite de la postérité à son frère.
"Mester! Moses har foreskrevet os: Dersom en har en Broder, som er gift, og denne dør barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen og oprejse sin Broder Afkom.
29 Il y avait donc sept frères; et le premier, ayant pris une femme, mourut sans enfants;
Nu var der syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs.
30 et le second [prit la femme, et celui-ci aussi mourut sans enfants];
Ligeså den anden.
31 et le troisième la prit, et de même aussi les sept: ils ne laissèrent pas d’enfants et moururent;
Og den tredje tog hende, og således også alle syv; de døde uden at efterlade Børn.
32 et après eux tous la femme aussi mourut.
Men til sidst døde også Hustruen.
33 Dans la résurrection donc, duquel d’entre eux sera-t-elle la femme, car les sept l’ont eue pour femme?
Hvem af dem får hende så til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle syv haft hende til Hustru."
Og Jesus sagde til dem: "Denne Verdens Børn tage til Ægte og bortgiftes; (aiōn g165)
35 mais ceux qui seront estimés dignes d’avoir part à ce siècle-là et à la résurrection d’entre les morts, ne se marient ni ne sont donnés en mariage, (aiōn g165)
men de, som agtes værdige til at få Del i hin Verden og i Opstandelsen fra de døde, tage hverken til Ægte eller bortgiftes. (aiōn g165)
36 car aussi ils ne peuvent plus mourir; car ils sont semblables aux anges, et ils sont fils de Dieu, étant fils de la résurrection.
Thi de kunne ikke mere dø; thi de ere Engle lige og ere Guds Børn, idet de ere Opstandelsens Børn.
37 Or que les morts ressuscitent, Moïse même l’a montré, au [titre]: “Du buisson”, quand il appelle le Seigneur: le Dieu d’Abraham, et le Dieu d’Isaac, et le Dieu de Jacob.
Men at de døde oprejses, har også Moses givet til Kende i Stedet om Tornebusken, når han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.
38 Or il n’est pas le Dieu des morts, mais des vivants; car pour lui tous vivent.
Men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi for ham leve de alle."
39 Et quelques-uns des scribes, répondant, dirent: Maître, tu as bien dit.
Men nogle af de skriftkloge svarede og sagde: "Mester! du talte vel."
40 Et ils n’osèrent plus l’interroger sur rien.
Og de turde ikke mere spørge ham om noget.
41 Et il leur dit: Comment dit-on que le Christ est fils de David?
Men han sagde til dem: "Hvorledes siger man, at Kristus er Davids Søn?
42 Et David lui-même dit, dans le livre des Psaumes: « Le Seigneur a dit à mon seigneur: Assieds-toi à ma droite,
David selv siger jo i Salmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd,
43 jusqu’à ce que je mette tes ennemis pour marchepied de tes pieds ».
indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder.
44 David donc l’appelle seigneur; et comment est-il son fils?
Altså kalder David ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?"
45 Et comme tout le peuple écoutait, il dit à ses disciples:
Men i hele Folkets Påhør sagde han til Disciplene:
46 Soyez en garde contre les scribes, qui se plaisent à se promener en longues robes, et qui aiment les salutations dans les places publiques, et les premiers sièges dans les synagogues, et les premières places dans les repas;
"Vogter eder for de skriftkloge. som gerne ville gå i lange Klæder og holde af at lade sig hilse på Torvene og at have de fornemste Pladser i Synagogerne og at sidde øverst til Bords ved Måltiderne,
47 qui dévorent les maisons des veuves, et pour prétexte font de longues prières; – ceux-ci recevront une sentence plus sévère.
de, som opæde Enkers Huse og på Skrømt bede længe; disse skulle få des hårdere Dom."
