Job 17
1 Mon souffle est corrompu, mes jours s’éteignent: pour moi sont les sépulcres!
Min Aand er brudt, mine Dage ere udslukkede, Gravene vente mig.
2 Les moqueurs ne sont-ils pas autour de moi, et mes yeux ne demeurent-ils pas au milieu de leurs insultes?
Er der ikke Spot omkring mig, og maa mit Øje ikke dvæle ved deres Genstridighed?
3 Dépose, je te prie, [un gage]; cautionne-moi auprès de toi-même: qui donc frappera dans ma main?
Kære, stil mig Borgen hos dig, lov for mig; hvo er der ellers, der giver mig Haandslag?
4 Car tu as fermé leur cœur à l’intelligence; c’est pourquoi tu ne les élèveras pas.
Thi du har lukket deres Hjerte for Indsigt, derfor skal du ikke ophøje dem.
5 Celui qui trahit ses amis pour qu’ils soient pillés, les yeux de ses fils seront consumés.
Man byder Venner ud til Bytte, og deres Børns Øjne hentæres.
6 Et il a fait de moi un proverbe des peuples, et je suis devenu un homme auquel on crache au visage.
Men han har stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folkene, og jeg er bleven som den, man spytter i Ansigtet.
7 Mon œil est terni par le chagrin, et mes membres sont tous comme une ombre.
Derfor er mit Øje mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
8 Les hommes droits en seront étonnés, et l’innocent s’élèvera contre l’impie;
For sligt maa de oprigtige forskrækkes, og den uskyldige harmes over den vanhellige.
9 Mais le juste tiendra ferme dans sa voie, et celui qui a les mains pures croîtra en force.
Dog holder den retfærdige fast ved sin Vej, og den, som har rene Hænder, faar mere Styrke.
10 Mais quant à vous tous, revenez encore, je vous prie; mais je ne trouverai pas un sage parmi vous.
Men I, kommer kun alle frem igen, og jeg vil dog ikke finde en viis iblandt eder.
11 Mes jours sont passés, mes desseins sont frustrés, – les plans chéris de mon cœur.
Mine Dage ere gangne forbi; oprykkede ere mine Tanker, hvilke mit Hjerte besad.
12 Ils font de la nuit le jour, la lumière proche en présence des ténèbres.
De gøre Nat til Dag; og Lyset skal være nær, naar Mørket kommer.
Dersom jeg end forventer noget, da er det Graven som min Bolig; jeg har redet mit Leje i Mørket. (Sheol h7585)
14 Je crie à la fosse: Tu es mon père! aux vers: Ma mère et ma sœur!
Jeg har raabt til Graven: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster!
15 Où donc est mon espoir? Et mon espoir, qui le verra?
Hvor skulde da min Forventelse være? ja min Forventelse — hvo skuer den?
