Psalms 69
1 To the Overseer. — 'On the Lilies,' by David. Save me, O God, for come have waters unto the soul.
Til Sangmesteren; til „Lillierne‟; af David.
2 I have sunk in deep mire, And there is no standing, I have come into the depths of the waters, And a flood hath overflown me.
Gud frels mig; thi Vandene ere komne indtil Sjælen.
3 I have been wearied with my calling, Burnt hath been my throat, Consumed have been mine eyes, waiting for my God.
Jeg er sunken i Dybets Dynd, hvor man ej kan fæste Fod; jeg er kommen i Vandenes Dyb, og Strømmen overskyller mig.
4 Those hating me without cause Have been more than the hairs of my head, Mighty have been my destroyers, My lying enemies, That which I took not away — I bring back.
Jeg er bleven træt af det, jeg har raabt, min Strube er hæs; mine Øjne ere fortærede, idet jeg venter paa min Gud.
5 O God, Thou — Thou hast known Concerning my overturn, And my desolations from Thee have not been hid.
Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som hade mig uden Aarsag; mægtige ere de, som søge at udrydde mig, mine Fjender uden Skel; jeg maa gengive det, jeg ikke har røvet.
6 Let not those waiting on Thee be ashamed because of me, O Lord, Jehovah of Hosts, Let not those seeking Thee Blush because of me, O God of Israel.
Gud! du ved min Daarlighed, og min Skyld er ikke dulgt for dig.
7 For because of Thee I have borne reproach, Shame hath covered my face.
Lad ikke dem, som bie efter dig, Herre, Herre Zebaoth! beskæmmes ved mig; lad ikke dem, som søge dig, Israels Gud, blive forhaanede ved mig.
8 A stranger I have been to my brother, And a foreigner to sons of my mother.
Thi jeg bærer Forhaanelse for din Skyld; Skændsel har skjult mit Ansigt.
9 For zeal for Thy house hath consumed me, And the reproaches of Thy reproachers Have fallen upon me.
Jeg er bleven fremmed for mine Brødre og en Udlænding for min Moders Børn.
10 And I weep in the fasting of my soul, And it is for a reproach to me.
Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaane, ere faldne paa mig.
11 And I make my clothing sackcloth, And I am to them for a simile.
Og jeg græd min Sjæl ud under Faste; men det blev mig til Forhaanelser.
12 Those sitting at the gate meditate concerning me, And those drinking strong drink, Play on instruments.
Og jeg brugte Sæk til mit Klædebon, og jeg blev dem til et Ordsprog.
13 And I — my prayer [is] to Thee, O Jehovah, A time of good pleasure, O God, In the abundance of Thy kindness, Answer me in the truth of Thy salvation.
De, som sidde i Porten, snakke om mig, og de, som drikke stærk Drik, synge Viser om mig.
14 Deliver me from the mire, and let me not sink, Let me be delivered from those hating me, And from deep places of waters.
Men jeg henflyr med min Bøn til dig, Herre! i Naadens Tid, o Gud! efter din megen Miskundhed: Bønhør mig for din Frelses Sandheds Skyld!
15 Let not a flood of waters overflow me, Nor let the deep swallow me up, Nor let the pit shut her mouth upon me.
Frels mig af Dyndet, at jeg ikke synker; lad mig frelses fra mine Avindsmænd og fra Vandenes Dyb!
16 Answer me, O Jehovah, for good [is] Thy kindness, According to the abundance Of Thy mercies turn Thou unto me,
Lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, ej heller Dybet sluge mig; lad og I ikke Hulen lukke sin Mund over mig!
17 And hide not Thy face from Thy servant, For I am in distress — haste, answer me.
Bønhør mig, Herre! thi din Miskundhed er god; vend dit Ansigt til mig efter din store Barmhjertighed!
18 Be near unto my soul — redeem it, Because of mine enemies ransom me.
Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener; thi jeg er angest, skynd dig, bønhør mig!
19 Thou — Thou hast known my reproach, And my shame, and my blushing, Before Thee [are] all mine adversaries.
Hold dig nær til min Sjæl, genløs den, udfri mig for mine Fjenders Skyld!
20 Reproach hath broken my heart, and I am sick, And I look for a bemoaner, and there is none, And for comforters, and I have found none.
Du kender min Forhaanelse og min Skam og min Skændsel; alle mine Modstandere ere aabenbare for dig.
21 And they give for my food gall, And for my thirst cause me to drink vinegar.
Forhaanelse har brudt mit Hjerte, og jeg blev svag; og jeg ventede paa Medynk, men der var ingen, og paa Trøstere; men jeg fandt ikke nogen.
22 Their table before them is for a snare, And for a recompence — for a trap.
Og de gave mig Galde at æde og Eddike at drikke i min Tørst.
23 Darkened are their eyes from seeing, And their loins continually shake Thou.
Deres Bord blive foran dem til en Strikke og til en Snare, naar de ere trygge.
24 Pour upon them Thine indignation, And the fierceness of Thine anger doth seize them.
Lad deres Øjne formørkes, at de ikke se, og lad deres Lænder altid rave!
25 Their tower is desolated, In their tents there is no dweller.
Udøs din Harme over dem, og lad din brændende Vrede gribe dem!
26 For they have pursued him Thou hast smitten, And recount of the pain of Thy pierced ones.
Deres Bolig vorde øde; ingen være, som bor i deres Telte.
27 Give punishment for their iniquity, And they enter not into Thy righteousness.
Thi de forfølge den, som du har slaget, og de fortælle om deres Pine, som du har saaret.
28 They are blotted out of the book of life, And with the righteous are not written.
Læg Skyld til deres Skyld, og lad dem ikke komme til din Retfærdighed!
29 And I [am] afflicted and pained, Thy salvation, O God, doth set me on high.
Lad dem udslettes af de levendes Bog, og lad dem ikke opskrives med de retfærdige!
30 I praise the name of God with a song, And I magnify Him with thanksgiving,
Dog, jeg er elendig og har Smerte; Gud! lad din Frelse ophøje mig.
31 And it is better to Jehovah than an ox, A bullock — horned — hoofed.
Jeg vil love Guds Navn med Sang, og jeg vil storlig ære ham med Taksigelse.
32 The humble have seen — they rejoice, Ye who seek God — and your heart liveth.
Og det skal bedre behage Herren end en ung Okse med Horn og Klove.
33 For Jehovah hearkeneth unto the needy, And His bound ones He hath not despised.
De sagtmodige have set det, de skulle glæde sig; I, som søge Gud — og eders Hjerte leve op!
34 The heavens and earth do praise Him, Seas, and every moving thing in them.
Thi Herren hører de fattige og foragter ikke sin bundne.
35 For God doth save Zion, And doth build the cities of Judah, And they have dwelt there, and possess it.
Himmel og Jord skulle love ham, Havet og alt det, som vrimler derudi!
36 And the seed of His servants inherit it, And those loving His name dwell in it!
Thi Gud skal frelse Zion og bygge Judas Stæder, og man skal bo der og eje det. Og hans Tjeneres Sæd skal arve det, og de, som elskede hans Navn, skulle bo derudi.
