Job 27
1 And Job addeth to lift up his simile, and saith: —
Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:
2 God liveth! He turned aside my judgment, And the Mighty — He made my soul bitter.
Saa sandt Gud lever, som har borttaget min Ret, og den Almægtige, som har beskelig bedrøvet min Sjæl!
3 For all the while my breath [is] in me, And the spirit of God in my nostrils.
— thi endnu er min Aand i mig, og Guds Aande i min Næse —
4 My lips do not speak perverseness, And my tongue doth not utter deceit.
skulle mine Læber ikke tale Uret, og skal min Tunge ikke fremføre Svig.
5 Pollution to me — if I justify you, Till I expire I turn not aside mine integrity from me.
Det være langt fra mig, at jeg skulde give eder Ret; indtil jeg opgiver Aanden, vil jeg ikke lade mig fratage min Uskyldighed.
6 On my righteousness I have laid hold, And I do not let it go, My heart doth not reproach me while I live.
Jeg vil holde paa min Retfærdighed og ikke lade af fra den; mit Hjerte skal ikke bebrejde mig nogen af mine Dage.
7 As the wicked is my enemy, And my withstander as the perverse.
Min Fjende skal staa som en ugudelig, og den, som rejser sig imod mig, som en uretfærdig.
8 For what [is] the hope of the profane, When He doth cut off? When God doth cast off his soul?
Thi hvad er den vanhelliges Forventelse, naar Gud bortskærer og bortrykker hans Sjæl!
9 His cry doth God hear, When distress cometh on him?
Mon Gud skulde høre hans Skrig, naar Angest kommer over ham?
10 On the Mighty doth he delight himself? Call God at all times?
Kan han forlyste sig ved den Almægtige? kan han til hver en Tid paakalde Gud?
11 I shew you by the hand of God, That which [is] with the Mighty I hide not.
Jeg vil lære eder om Guds Haand; hvad der er hos den Almægtige, vil jeg ikke dølge.
12 Lo, ye — all of you — have seen, And why [is] this — ye are altogether vain?
Se, I have jo alle set det; hvorfor nære da en saadan Forfængelighed?
13 This [is] the portion of wicked man with God, And the inheritance of terrible ones From the Mighty they receive.
Dette er et ugudeligt Menneskes Del hos Gud og Voldsmænds Arv, som de faa af den Almægtige.
14 If his sons multiply — for them [is] a sword. And his offspring [are] not satisfied [with] bread.
Har han mange Børn, hjemfalde de til Sværdet, og hans Afkom vil ikke mættes af Brød.
15 His remnant in death are buried, And his widows do not weep.
De, som blive tilovers af ham, skulle begraves ved Døden, og hans Enker skulle ikke begræde ham.
16 If he heap up as dust silver, And as clay prepare clothing,
Naar han sanker Sølv som Støv og samler Klæder som Dynd,
17 He prepareth — and the righteous putteth [it] on, And the silver the innocent doth apportion.
da samler han det vel, men den retfærdige skal iføre sig det, og den uskyldige skal dele Pengene.
18 He hath built as a moth his house, And as a booth a watchman hath made.
Han byggede sit Hus som Møl, og som en Hytte, en Vogter gør sig.
19 Rich he lieth down, and he is not gathered, His eyes he hath opened, and he is not.
Rig lægger han sig og bliver ikke ved; sine Øjne oplader han og er ikke mere til.
20 Overtake him as waters do terrors, By night stolen him away hath a whirlwind.
Forskrækkelser skulle gribe ham som Vande, en Hvirvelvind skal bortstjæle ham om Natten.
21 Take him up doth an east wind, and he goeth, And it frighteneth him from his place,
Østenvejret skal løfte ham op, og han farer bort, og det skal hvirvle ham bort fra sit Sted.
22 And it casteth at him, and doth not spare, From its hand he diligently fleeth.
Og Gud skal skyde paa ham og ikke spare; med skal han ville fly fra hans Haand.
23 It clappeth at him its hands, And it hisseth at him from his place.
Man skal klappe i Hænderne over ham og pibe ham bort fra hans Sted.
