Psalms 137

1 On the floodis of Babiloyne there we saten, and wepten; while we bithouyten on Syon.

Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

2 In salewis in the myddil therof; we hangiden vp oure orguns.

Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

3 For thei that ledden vs prisoners; axiden vs there the wordis of songis. And thei that ledden awei vs seiden; Synge ye to vs an ympne of the songis of Syon.

Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

4 Hou schulen we singe a songe of the Lord; in an alien lond?

Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

5 If Y foryete thee, Jerusalem; my riyt hond be youun to foryeting.

Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

6 Mi tunge cleue to my chekis; if Y bithenke not on thee. If Y purposide not of thee, Jerusalem; in the bigynnyng of my gladnesse.

Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

7 Lord, haue thou mynde on the sones of Edom; for the dai of Jerusalem. Whiche seien, Anyntische ye, anyntische ye; `til to the foundement ther ynne.

Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

8 Thou wretchid douyter of Babiloyne; he is blessid, that `schal yelde to thee thi yelding, which thou yeldidist to vs.

Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

9 He is blessid, that schal holde; and hurtle doun hise litle children at a stoon.

Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.