Job 11
1 Forsothe Sophar Naamathites answeride, and seide,
Da svarede Zofar, Naamathiten, og sagde:
2 Whether he, that spekith many thingis, schal not also here? ether whethir a man ful of wordis schal be maad iust?
Skal der ikke svares til de mange Ord? og mon en mundkaad Mand skal beholde Ret?
3 Schulen men be stille to thee aloone? whanne thou hast scorned othere men, schalt thou not be ouercomun of ony man?
Skal din Skvalder bringe Folk til at tie? og skal du bespotte, og ingen beskæmme dig?
4 For thou seidist, My word is cleene, and Y am cleene in thi siyt.
Thi du sagde: Min Lærdom er klar, og jeg er ren for dine Øjne.
5 And `Y wolde, that God spak with thee, and openyde hise lippis to thee;
Men gid dog Gud vilde tale og oplade sine Læber imod dig!
6 to schewe to thee the priuetees of wisdom, and that his lawe is manyfold, and thou schuldist vndurstonde, that thou art requirid of hym to paie myche lesse thingis, than thi wickidnesse disserueth.
og at han vilde kundgøre dig Visdoms skjulte Ting! thi i den er dobbelt Kraft; da skulde du vide, at Gud endog eftergiver dig noget af din Misgerning.
7 In hap thou schalt comprehende the steppis of God, and thou schalt fynde Almyyti God `til to perfeccioun.
Mon du kan naa til Guds Dybheder? mon du kan naa til den Almægtiges Begrænsning?
8 He is hiyere than heuene, and what schalt thou do? he is deppere than helle, and wherof schalt thou knowe? (Sheol h7585)
Den er saa høj som Himmelen, hvad vil du gøre? den er dybere end Helvede, hvad kan du vide? (Sheol h7585)
9 His mesure is lengere than erthe, and brodere than the see.
Dens Maal er længere end Jorden, den er bredere end Havet.
10 If he distrieth alle thingis, ethir dryueth streitli `in to oon, who schal ayenseie hym? Ethir who may seie to hym, Whi doest thou so?
Naar han farer frem og lukker til eller forsamler, hvo vil da holde ham tilbage?
11 For he knowith the vanyte of men; and whether he seynge byholdith not wickidnesse?
Thi han kender forfængelige Folk og ser Uretfærdighed; skulde han da ikke agte derpaa?
12 A veyn man is reisid in to pride; and gessith hym silf borun fre, as the colt of a wilde asse.
Men en uforstandig vil faa Forstand, naar et Vildæsels Føl fødes til Menneske.
13 But thou hast maad stidefast thin herte, and hast spred abrood thin hondis to hym.
Dersom du bereder dit Hjerte og udstrækker dine Hænder til ham,
14 If thou doest awei `fro thee the wickidnesse, which is in thin hond, and vnriytfulnesse dwellith not in thi tabernacle,
dersom du kaster Uretfærdigheden, som er i din Haand, langt bort og ikke lader Uret bo i dine Telte,
15 thanne thou schalt mowe reise thi face with out wem, and thou schalt be stidefast, and thou schalt not drede.
da skal du, fri for Lyde, kunne opløfte dit Ansigt og blive fast og ikke frygte.
16 And thou schalt foryete wretchidnesse, and thou schalt not thenke of it, as of watris that han passid.
Thi du skal glemme din Møje, du skal komme den i Hu som det Vand, der er løbet forbi.
17 And as myddai schynynge it schal reise to thee at euentid; and whanne thou gessist thee wastid, thou schalt rise vp as the dai sterre.
Og din Levetid skal gaa frem klarere end Middagen, Mørket skal vorde som Morgenen.
18 And thou schalt haue trist, while hope schal be set forth to thee; and thou biried schalt slepe sikurli.
Og du skal være tryg, thi der er Haab, og du skal spejde omkring dig og sove tryggelig.
19 Thou schalt reste, and `noon schal be that schal make thee aferd; and ful many men schulen biseche thi face.
Og du skal lægge dig, og ingen skal forfærde dig; og mange skulle bønfalde for dit Ansigt.
20 But the iyen of wickid men schulen faile; and socour schal perische fro hem, and the hope of hem schal be abhominacyioun of soule.
Men de ugudeliges Øjne skulle hentæres, og deres Tilflugt skal gaa tabt for dem, og deres Haab aandes ud med Livet.
