Psalms 142

1 A poem of David when was he in the cave a prayer. Voice my to Yahweh I cry out voice my to Yahweh I seek favor.

(En Maskil af David, da han var i hulen. En Bøn.) Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

2 I pour out before him complaint my trouble my before him I tell.

udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

3 When faints away on me - spirit my and you you know pathway my in [the] path which I walk people have hidden a snare for me.

Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

4 Look right - and see and not [belongs] to me [one who] recognizes it has been lost a place of escape from me there not [is one who] cares for self my.

Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

5 I cry out to you O Yahweh I say you [are] refuge my portion my in [the] land of the living.

HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

6 Pay attention! - to cry of entreaty my for I have become low exceedingly deliver me from [those who] harass me for they are [too] strong for me.

Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig;

7 Bring out! from prison - self my to give thanks to name your me they will surround righteous [people] for you deal bountifully towards me.

udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.