< Luke 24 >
1 Now on the first day of the week, very early in the morning, they came to the tomb, bringing the spices which they had prepared.
Men paa den første Dag i Ugen meget aarle kom de til Graven og bragte de vellugtende Urter, som de havde beredt.
2 And they found the stone rolled away from the tomb;
Og de fandt Stenen bortvæltet fra Graven.
3 and on entering they found not the body of the Lord Jesus.
Men da de gik derind, fandt de ikke den Herres Jesu Legeme.
4 And it came to pass, as they were much perplexed about this, lo! two men stood by them in glittering apparel;
Og det skete, da de vare tvivlraadige om dette, se, da stode to Mænd for dem i straalende Klædebon.
5 and when they were terrified, and bowed their faces to the earth, the men said to them, Why seek ye the living among the dead?
Men da de bleve forfærdede og bøjede deres Ansigter imod Jorden, sagde de til dem: „Hvorfor lede I efter den levende iblandt de døde?
6 He is not here, but hath risen. Remember how be spoke to you while yet in Galilee,
Han er ikke her, men han er opstanden; kommer i Hu, hvorledes han talte til eder, medens han endnu var i Galilæa, og sagde,
7 saying, The Son of man must be delivered up into the hands of sinners, and be crucified, and rise again on the third day.
at Menneskesønnen burde overgives i syndige Menneskers Hænder og korsfæstes og opstaa paa den tredje Dag.”
8 And they remembered his words.
Og de kom hans Ord i Hu.
9 And returning from the tomb, they told all these things to the eleven, and to all the rest.
Og de vendte tilbage fra Graven og kundgjorde alle disse Ting for de elleve og for alle de andre.
10 It was Mary the Magdalene, and Joanna, and Mary the mother of James; and the other women with them told these things to the apostles.
Men det var Maria Magdalene og Johanna og Maria, Jakobs Moder, og de øvrige Kvinder med dem; de sagde Apostlene disse Ting.
11 And these words seemed to them as an idle tale, and they did not believe them.
Og disse Ord kom dem for som løs Tale; og de troede dem ikke.
Men Peter stod op og løb til Graven; og da han kiggede derind, ser han Linklæderne alene liggende der, og han gik hjem i Undren over det, som var sket.
13 And lo! two of them were going the same day to a village called Emmaus, distant a hundred and sixty furlongs from Jerusalem.
Og se, to af dem vandrede paa den samme Dag til en Landsby, som laa tresindstyve Stadier fra Jerusalem, dens Navn var Emmaus.
14 And they were conversing together about all those things which had taken place.
Og de talte med hinanden om alle disse Ting, som vare skete.
15 And it came to pass, while they were conversing and reasoning, that Jesus himself drew near, and went with them.
Og det skete, medens de samtalede og spurgte hinanden indbyrdes, da kom Jesus selv nær og vandrede med dem.
16 But their eyes were restrained from knowing him.
Men deres Øjne holdtes til, saa de ikke kendte ham.
17 And he said to them, What discourse is this which ye have one with another, as ye are walking? And they stood sad.
Men han sagde til dem: „Hvad er dette for Ord, som I skifte med hinanden paa Vejen?” Og de standsede bedrøvede.
18 And one, whose name was Cleopas, answering said to him, Art thou the only sojourner in Jerusalem that doth not know the things which have come to pass there in these days?
Men en af dem, som hed Kleofas, svarede og sagde til ham: „Er du alene fremmed i Jerusalem og ved ikke, hvad der er sket der i disse Dage?”
19 And he said to them, What things? And they said to him, The things relating to Jesus the Nazarene, who was a prophet mighty in word and deed before God and all the people;
Og han sagde til dem: „Hvilket?” Men de sagde til ham: „Det med Jesus af Nazareth, som var en Profet, mægtig i Gerning og Ord for Gud og alt Folket;
20 and how the chief priests and our rulers delivered him up to be condemned to death, and crucified him.
og hvorledes Ypperstepræsterne og vore Raadsherrer have overgivet ham til Dødsdom og korsfæstet ham.
21 But we are hoping that it is he who is to redeem Israel; moreover, besides all this, it is the third day since these things were done.
Men vi haabede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredje Dag, siden dette skete.
22 And furthermore certain women of our company have amazed us; for going early to the tomb,
Men ogsaa nogle af vore Kvinder have forfærdet os, idet de kom aarle til Graven,
23 they did not find his body, and came, saying that they had even seen a vision of angels, who said that he was alive.
og da de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde ogsaa set et Syn af Engle, der sagde, at han lever.
24 And some of those who were with us went to the tomb, and found it to be as the women had said; but him they saw not.
Og nogle af vore gik hen til Graven, og de fandt det saaledes, som Kvinderne havde sagt; men ham saa de ikke.”
25 And he said to them, O dull of apprehension, and slow of heart to believe all that the Prophets have spoken!
Og han sagde til dem: „O I uforstandige og senhjertede til at tro paa alt det, som Profeterne have talt!
26 Was it not necessary that the Christ should suffer these things, and enter into his glory?
Burde ikke Kristus lide dette og indgaa til sin Herlighed?”
27 And beginning with Moses and all the Prophets he explained to them in all the Scriptures the things concerning himself.
Og han begyndte fra Moses og fra alle Profeterne og udlagde dem i alle Skrifterne det, som handlede om ham.
28 And they drew near to the village whither they were going; and he made as though he would go further.
Og de nærmede sig til Landsbyen, som de gik til; og han lod, som han vilde gaa videre.
29 But they constrained him, saying, Abide with us, for it is towards evening, and the day is now far spent. And he went in to stay with them.
Og de nødte ham meget og sagde: „Bliv hos os; thi det er mod Aften, og Dagen hælder.” Og han gik ind for at blive hos dem.
30 And it came to pass, as he was at table with them, that he took the bread, and blessed it, and broke and gave it to them.
Og det skete, da han havde sat sig med dem til Bords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem det.
31 And their eyes were opened, and they knew him; and he vanished out of their sight.
Da bleve deres Øjne aabnede, og de kendte ham; og han blev usynlig for dem.
32 And they said one to another, Did not our hearts burn within us while he talked with us on the way, while he opened to us the Scriptures?
Og de sagde til hinanden: „Brændte ikke vort Hjerte i os, medens han talte til os paa Vejen og oplod os Skrifterne?”
33 And they rose up the same hour, and returned to Jerusalem; and they found the eleven and those who were with them gathered together,
Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem og fandt forsamlede de elleve og dem, som vare med dem, hvilke sagde:
34 saying, The Lord hath risen indeed, and hath appeared to Simon.
„Herren er virkelig opstanden og set af Simon.”
35 And they told what had happened on the way, and how he became known to them in the breaking of the bread.
Og de fortalte, hvad der var sket paa Vejen, og hvorledes han blev kendt af dem, idet han brød Brødet.
36 And while they were thus speaking, he himself stood in the midst of them.
Men medens de talte dette, stod han selv midt iblandt dem; og han siger til dem: „Fred være med eder!”
37 But they were terrified and affrighted, and supposed that they beheld a spirit.
Da forskrækkedes de og betoges af Frygt og mente, at de saa en Aand.
38 And he said to them, Why are ye troubled? and why do doubts arise in your hearts?
Og han sagde til dem: „Hvorfor ere I forfærdede? og hvorfor opstiger der Tvivl i eders Hjerter?
39 See my hands and my feet, that it is I myself. Handle me, and see; for a spirit hath not flesh and bones, as ye see me have.
Ser mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føler paa mig og ser; thi en Aand har ikke Kød og Ben, som I se, at jeg har.”
Og da han havde sagt dette, viste han dem sine Hænder og sine Fødder.
41 And while they still disbelieved for joy, and wondered, he said to them, Have ye anything here to eat?
Men da de af Glæde herover endnu ikke kunde tro og undrede sig, sagde han til dem: „Have I her noget at spise?”
42 And they gave him a piece of a broiled fish.
Og de gave ham et Stykke af en stegt Fisk.
43 And he took and ate it before them.
Og han tog det og spiste det for deres Øjne.
44 And he said to them, These are my words which I spoke to you, while I was yet with you, that all things must be fulfilled which are written in the Law of Moses, and the Prophets, and the Psalms, concerning me.
Men han sagde til dem: „Dette er mine Ord, som jeg talte til eder, medens jeg endnu var hos eder, at de Ting bør alle sammen opfyldes, som ere skrevne om mig i Mose Lov og Profeterne og Psalmerne.”
45 Then he opened their understanding, that they might understand the Scriptures.
Da oplod han deres Forstand til at forstaa Skrifterne.
46 And he said to them, Thus it is written, that the Christ should suffer, and should rise from the dead on the third day,
Og han sagde til dem: „Saaledes er der skrevet, at Kristus skulde lide og opstaa fra de døde paa den tredje Dag,
47 and that repentance for the remission of sins should be preached in his name among all the nations, beginning at Jerusalem.
og at der i hans Navn skal prædikes Omvendelse og Syndernes Forladelse for alle Folkeslagene og begyndes fra Jerusalem.
48 Ye are witnesses of these things.
I ere Vidner om disse Ting.
49 And I send forth upon you that which hath been promised by my Father; but do ye tarry in the city, until ye are endued with power from on high.
Og se, jeg sender min Faders Forjættelse over eder; men I skulle blive i Staden, indtil I blive iførte Kraft fra det høje.”
50 And he led them out as far as to Bethany; and he lifted up his hands and blessed them.
Men han førte dem ud til hen imod Bethania, og han opløftede sine Hænder og velsignede dem.
51 And it came to pass, while he blessed them, that he parted from them.
Og det skete, idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen.
52 And they returned to Jerusalem with great joy,
Og efter at have tilbedet ham vendte de tilbage til Jerusalem med stor Glæde.
53 and were continually in the temple, praising God.
Og de vare stedse i Helligdommen og priste Gud.