Psalms 39
1 TO THE OVERSEER. FOR JEDUTHUN. A PSALM OF DAVID. I have said, “I observe my ways, Against sinning with my tongue, I keep a curb for my mouth, While the wicked [is] before me.”
Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.
2 I was mute [with] silence, I kept silent from good, and my pain is excited.
Jeg sagde: »Mine Veje vil jeg vogte paa, saa jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, saa længe den gudløse er mig nær!«
3 My heart [is] hot within me, In my meditating the fire burns, I have spoken with my tongue.
Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgaa tomme Ord, men min Smerte naged,
4 “Cause me to know, O YHWH, my end, And the measure of my days—what it [is],” I know how frail I [am].
mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.
5 Behold, You have made my days handbreadths, And my age [is] as nothing before You, Only, every man set up [is] all vanity. (Selah)
Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Maal af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!
6 Only, each habitually walks in an image, Only, [in] vain, they are disquieted, He heaps up and does not know who gathers them.
Se, i Haandsbredder maalte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Aandepust staar hvert Menneske der. (Sela)
7 And now, what have I expected? O Lord, my hope—it [is] of You.
Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der faar det.
8 Deliver me from all my transgressions, Do not make me a reproach of the fool.
Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Haab staar ene til dig.
9 I have been mute, I do not open my mouth, Because You have done [it].
Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Daarer!
10 Turn aside Your stroke from off me, From the striving of Your hand I have been consumed.
Jeg tier og aabner ikke min Mund, du voldte det jo.
11 With reproofs against iniquity, You have corrected man, And dissolve his desirableness as a moth, Only, every man [is] vanity. (Selah)
Borttag din Plage fra mig, under din vældige Haand gaar jeg til.
12 Hear my prayer, O YHWH, And give ear [to] my cry, Do not be silent to my tear, For I [am] a sojourner with You, A settler like all my fathers.
Naar du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Aandepust er hvert Menneske. (Sela)
13 Look from me, and I brighten up before I go and am not!
Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Taarer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, saa jeg kvæges, før jeg gaar bort og ej mer er til!
