Psalms 142

1 AN INSTRUCTION OF DAVID. A PRAYER WHEN HE IS IN THE CAVE. My voice [is] to YHWH, I cry, My voice [is] to YHWH, I beg [for] grace.

En Maskil af David, da han var i Hulen. En Bøn.

2 I pour forth my meditation before Him, I declare my distress before Him.

Jeg løfter min Røst og raaber til HERREN, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

3 When my spirit has been feeble in me, Then You have known my path; In the way [in] which I walk, They have hid a snare for me.

udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

4 Looking on the right hand—and seeing, And I have none recognizing; Refuge has perished from me, There is none inquiring for my soul.

Naar Aanden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. Paa Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

5 I have cried to you, O YHWH, I have said, “You [are] my refuge, My portion in the land of the living.”

Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskaaret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

6 Attend to my loud cry, For I have become very low, Deliver me from my pursuers, For they have been stronger than I.

HERRE, jeg raaber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

7 Bring forth my soul from prison to confess Your Name, The righteous surround me about, When You confer benefits on me!

Lyt til mit Klageraab, thi jeg er saare ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig; udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding paa, at du tager dig af mig.