Psalms 137

1 By rivers of Babylon—There we sat, Indeed, we wept when we remembered Zion.

Ved Babels Floder, der sad vi og græd, naar Zion randt os i Hu.

2 We hung our harps on willows in its midst.

Vi hængte vore Harper i Landets Pile.

3 For there our captors asked us the words of a song, And our spoilers—joy: “Sing to us of a song of Zion.”

Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: »Syng os af Zions Sange!«

4 How do we sing the song of YHWH, On the land of a stranger?

Hvor kan vi synge HERRENS Sange paa fremmed Grund?

5 If I forget you, O Jerusalem, my right hand forgets!

Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!

6 My tongue cleaves to my palate, If I do not remember you, If I do not exalt Jerusalem above my chief joy.

Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

7 Remember, YHWH, for the sons of Edom, The day of Jerusalem, Those saying, “Raze, raze to its foundation!”

HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de raabte: »Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!«

8 O daughter of Babylon, O destroyed one, O the blessedness of him who repays to you your deed, That you have done to us.

Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!

9 O the blessedness of him who seizes, and has dashed your sucklings on the rock!

Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!