Psalms 137

1 By rivers of Babylon—There we sat, Indeed, we wept when we remembered Zion.

Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

2 We hung our harps on willows in its midst.

Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

3 For there our captors asked us the words of a song, And our spoilers—joy: “Sing to us of a song of Zion.”

Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

4 How do we sing the song of YHWH, On the land of a stranger?

Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

5 If I forget you, O Jerusalem, my right hand forgets!

Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

6 My tongue cleaves to my palate, If I do not remember you, If I do not exalt Jerusalem above my chief joy.

Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

7 Remember, YHWH, for the sons of Edom, The day of Jerusalem, Those saying, “Raze, raze to its foundation!”

Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

8 O daughter of Babylon, O destroyed one, O the blessedness of him who repays to you your deed, That you have done to us.

Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

9 O the blessedness of him who seizes, and has dashed your sucklings on the rock!

Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.