< Psalms 39 >

1 Unto the end, for Idithun himself, a canticle of David. I said: I will take heed to my ways: that I sin not with my tongue. I have set guard to my mouth, when the sinner stood against me.
Til Sangmesteren. Til Jedutun. En Salme af David.
2 I was dumb, and was humbled, and kept silence from good things: and my sorrow was renewed.
Jeg sagde: »Mine Veje vil jeg vogte paa, saa jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, saa længe den gudløse er mig nær!«
3 My heart grew hot within me: and in my meditation a fire shall flame out.
Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgaa tomme Ord, men min Smerte naged,
4 I spoke with my tongue: O Lord, make me know my end. And what is the number of my days: that I may know what is wanting to me.
mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.
5 Behold thou hast made my days measurable: and my substance is as nothing before thee. And indeed all things are vanity: every man living.
Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Maal af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!
6 Surely man passeth as an image: yea, and he is disquieted in vain. He storeth up: and he knoweth not for whom he shall gather these things.
Se, i Haandsbredder maalte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Aandepust staar hvert Menneske der. (Sela)
7 And now what is my hope? is it not the Lord? and my substance is with thee.
Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der faar det.
8 Deliver thou me from all my iniquities: thou hast made me a reproach to the fool.
Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Haab staar ene til dig.
9 I was dumb, and I opened not my mouth, because thou hast done it.
Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Daarer!
10 Remove thy scourges from me. The strength of thy hand hath made me faint in rebukes:
Jeg tier og aabner ikke min Mund, du voldte det jo.
11 Thou hast corrected man for iniquity. And thou hast made his soul to waste away like a spider: surely in vain is any man disquieted.
Borttag din Plage fra mig, under din vældige Haand gaar jeg til.
12 Hear my prayer, O Lord, and my supplication: give ear to my tears. Be not silent: for I am a stranger with thee, and a sojourner as all my fathers were.
Naar du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Aandepust er hvert Menneske. (Sela)
13 O forgive me, that I may be refreshed, before I go hence, and be no more.
Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Taarer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, saa jeg kvæges, før jeg gaar bort og ej mer er til!

< Psalms 39 >