Salme 90
1 (En Bøn af den Guds Mand Moses.) Herre, du var vor Bolig slægt efter slægt.
Ko e Lotu ʻa Mōsese ko e tangata ʻoe ʻOtua. ʻE Sihova, ko koe ko homau hūfanga ʻi he toʻutangata kotoa pē.
2 Førend Bjergene fødtes og Jord og Jorderig blev til, fra Evighed til Evighed er du, o Gud!
ʻI he teʻeki ai fakatupu ʻae ngaahi moʻunga, pea teʻeki ai te ke ngaohi ʻae fonua mo māmani, ʻio, talu mei muʻa ʻo aʻu ʻo taʻengata, ko koe pe ko e ʻOtua.
3 Mennesket gør du til Støv igen, du siger: "Vend tilbage, I Menneskebørn!"
ʻOku ke liliu ʻae tangata ke ʻauha; pea ke pehē, “Tafoki, ʻakimoutolu ʻae fānau ʻae tangata.”
4 Thi tusind År er i dine Øjne som Dagen i Går, der svandt, som en Nattevagt.
He ʻoku tatau ʻi ho ʻao ʻae taʻu ʻe afe mo e ʻaneafi ʻi hono hili ange ia, pea mo e leʻo ʻi he pō.
5 Du skyller dem bort, de bliver som en Søvn. Ved Morgen er de som Græsset, der gror;
ʻOku ke ʻave ʻakinautolu ʻo hangē ko e ʻave ʻe he vaitafe; ʻoku nau hangē ko e mohe: ʻi he pongipongi ʻoku nau tatau mo e mohuku ʻoku tupu hake.
6 ved Morgen gror det og blomstrer, ved Aften er det vissent og tørt.
ʻI he pongipongi ʻoku lau maʻuiʻui ia, pea tupu hake: ʻi he efiafi ʻoku tuʻusi hifo ia, pea mae.
7 Thi ved din Vrede svinder vi hen, og ved din Harme forfærdes vi.
He ʻoku mau ʻauha ʻi ho houhau, pea ʻoku mau mamahi ʻi ho tuputāmaki.
8 Vor Skyld har du stillet dig for Øje, vor skjulte Brøst for dit Åsyns Lys.
Kuo ke tuku ʻemau ngaahi hia ʻi ho ʻao, pea mo ʻemau ngaahi angahala fufū ʻi he maama ʻo ho fofonga.
9 Thi alle vore Dage glider hen i din Vrede, vore År svinder hen som et Suk.
He ʻoku ʻosi atu homau ngaahi ʻaho kotoa pē ʻi ho houhau: ʻoku mau fakaʻosi homau ngaahi taʻu ʻo hangē ko e talanoa ʻoku lau.
10 Vore Livsdage er halvfjerdsindstyve År, og kommer det højt, da firsindstyve. Deres Herlighed er Møje og Slid, thi hastigt går det, vi flyver af Sted.
Ko e ngaahi ʻaho ʻo homau taʻu ko e taʻu ʻe fitungofulu; pea kapau ʻe hoko ia ʻi hono mālohi ke valungofulu, ko hono mālohi ko e ngāue mo e mamahi; he ʻoku tuʻusi vave ia, pea ʻoku mau puna atu.
11 Hvem fatter din Vredes Vælde, din Harme i Frygt for dig!
Ko hai ʻoku ne ʻiloʻi ʻae mālohi ʻo ho houhau? ʻO hangē ko ho manavahēʻia, ʻoku pehē ho houhau.
12 At tælle vore Dage lære du os, så vi kan få Visdom i Hjertet!
Ke pehē hoʻo akonakiʻi ʻakimautolu ke mau lau homau ngaahi ʻaho, koeʻuhi ke mau fakatokangaʻi homau loto ki he poto.
13 Vend tilbage, HERRE! Hvor længe! Hav Medynk med dine Tjenere;
Tafoki, ʻE Sihova, ʻe fēfē hono fuoloa? Pea ke lolou koeʻuhi ko hoʻo kau tamaioʻeiki.
14 mæt os årle med din Miskundhed, så vi kan fryde og glæde os alle vore Dage.
Ke ke fakamākona vave ʻakimautolu ʻaki hoʻo ʻaloʻofa; koeʻuhi ke mau fiefia mo nekeneka ʻi homau ʻaho fulipē.
15 Glæd os det Dagetal, du ydmygede os, det Åremål, da vi led ondt!
Ke ke fakafiefiaʻi ʻakimautolu ʻo fakatatau ki he ngaahi ʻaho ne ke fakamamahiʻi ai ʻakimautolu, pea mo e ngaahi taʻu kuo mau mamata ai ki he kovi.
16 Lad dit Værk åbenbares for dine Tjenere og din Herlighed over deres Børn!
Pea ke tuku ke hā ki hoʻo kau tamaioʻeiki ʻa hoʻo ngāue, pea mo ho nāunau ki heʻenau fānau.
17 HERREN vor Guds Livsalighed være over os! Og frem vore Hænders Værk for os, ja frem vore Hænders Værk!
Pea ke ʻiate kimautolu ʻae lelei ʻo Sihova ko homau ʻOtua: pea ke fokotuʻu ke maʻu ʻae ngāue ʻa homau nima kiate kimautolu; ʻio, ko e ngāue ʻa homau nima ke fakamaau ia.
