Salme 142
1 (En Maskil af David, da han var i hulen. En Bøn.) Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,
Ra Anumzamofontega ranke hu'na kezanetue. Ana nehu'na Ra Anumzamo asunku hunanteno naza haniegu agritega ranke hu'na nunamuna nehue.
2 udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.
Anumzamofo avuga knazani'a eri'na ne-ena, knazani'aramina Agri avure eri'na eme nesamue.
3 Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.
Nagu'amo'ma tusi knama nehigenka, nagra na'a hugahufi Kagra ko nagenka antahinka hu'nane. Nagrama kama vanoma nehufina vahe'mo'za nagri nazerinakura krifua eme anagi fraki'naze.
4 Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.
Vahe'mo'zama eme naza hanagu navua omente emente hu'noanagi, mago vahe'mo'e huno eme naza osu'ne. Ana hige'na fra'ma kisanua kumaku hake'noanagi, mago vahe'mo'e huno asunkura hunanteno naza osu'ne.
5 HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!
Ra Anumzamoka naza huogu Kagritega nunamuna nehuanki, Kagrake'za fra'ma kisanua kumara mani'nane hu'na nehuankinka, ofri'na kase'fama hu'na manisanua kna'afina Kagrake'za nomani zanifina manigahane.
6 Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig;
Naza huogu'ma krafagema nehuana, kagesa antenka antahinamio. Na'ankure ranknazamo narefitege'na mani'noanki, nazeri havizama hunaku'ma narotagoma nehaza vahe zamazampintira nagu'vazinka ete navro. Na'ankure zamagri hankavemo'a, nagri hankavea agatere'ne.
7 udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.
Nagrira kinafintira katufenanto. Ana'ma hananke'na Kagri kagia ahena susu nehu'na humuse hugantegahue. Nagri'ma rama'a knare kavukvama hunantana avu'ava zanku, Kagri kavu'kava zama amage'ma nentaza vahe'mo'za e'za eme nazeri kagigahaze.
