Job 14
1 Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;
“Munhu akazvarwa nomukadzi ane mazuva mashoma azere nokutambudzika.
2 han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.
Anobuda seruva agosvava; anotiza somumvuri, haagari.
3 Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
Ko, munotarisisa munhu akadai here? Ko, muchamuuyisa kuzotongwa pamberi penyu here?
4 Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
Ndianiko angabudisa chinhu chakachena kubva pane chine tsvina? Hakuna!
5 Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,
Mazuva omunhu akatarwa; makatema kuwanda kwemwedzi yake, mukamutarira miganhu yaasingagoni kudarika.
6 tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
Naizvozvo regai kumutarisa uye mumusiye ari oga, kusvikira apedza nguva yake somunhu anoshanda.
7 Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;
“Asi kumuti kune tariro: Kana ukatemwa, unobukirazve, uye mabukira awo matsva haasvavi.
8 ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
Midzi yawo ingava yakwegura hayo muvhu uye hunde yawo ichifa muvhu,
9 lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;
asi uchabukira pakunhuhwira kwemvura ugomera somuti uchangotanga kumera.
10 men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?
Asi munhu anofa agoradzikwa pasi; anofema kokupedzisira uye haazovapozve.
11 Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
Sokupera kunoita mvura mugungwa, kana kupwa nokuoma kworwizi,
12 så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.
saizvozvo munhu anovata pasi asingazomuki; kusvikira matenga asisiko, vanhu havazomukizve kana kumutswa pakuvata kwavo.
13 Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! (Sheol h7585)
“Haiwa, dai mandiviga henyu muguva chete, uye mandiviga kusvikira kutsamwa kwenyu kwapfuura! Dai chete manditarira nguva, uye ipapo mugondirangarira! (Sheol h7585)
14 Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
Kana munhu akafa, angazoraramazve here? Mazuva ose okushanda kwangu kwakaoma, ndicharindira kusvikira kuvandudzwa kwangu kwasvika.
15 du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!
Muchadana uye ini ndichakupindurai; muchashuva chisikwa chamakaita namaoko enyu.
16 Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
Zvirokwazvo muchaverenga nhambwe dzangu ipapo, asi musingarondi chivi changu.
17 forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
Kudarika kwangu kuchasungirwa musaga; muchafukidzira chivi changu.
18 Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,
“Asi sokupfupfunyuka kunoita gomo rigoondomoka, uye sokubviswa kwedombo panzvimbo yaro,
19 som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.
semvura inochera mabwe, uye sokuyerera kwemvura zhinji inokukura ivhu, saizvozvo munoparadza tariro yomunhu.
20 For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.
Munomukunda kamwe chete zvachose, uye akasazovapo; munoshandura chiso chake mobva mamudzinga.
21 Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;
Kana vanakomana vake vachikudzwa, iye haazvizivi; kana vakadzikisirwa pasi, iye haazvioni.
22 ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.
Anongonzwa kurwadza kwomuviri wake chete, agozvichema iye pachake bedzi.”
