Jakob 1
1 Jakob, Guds og den Herres Jesu Kristi Tjener, hilser de tolv Stammer i Adspredelsen.
IET nai Iakopuj ladu en Kot o Kaun Ieiuj Krijtnj on kainok eijok riau, me pakajar pajaner; komail perenda!
2 Mine Brødre! agter det for idel Glæde, når I stedes i mange Hånde Prøvelser,
Ri ai ko, komail perenki ma komail lel on kajonejon.
3 vidende, at eders Tros Prøve virker Udholdenhed;
O aja, ma omail pojon me pun, a pan kareda kanonama.
4 men Udholdenheden bør medføre fuldkommen Gerning, for at I kunne være fuldkomne og uden Brøst, så I ikke stå tilbage i noget.
A kanonama pan duedueta lao lel imwi, pwe komail en anla o unjok, o jolar anane meakot.
5 Men dersom nogen af eder fattes Visdom, han bede derom til Gud, som giver alle gerne og uden Bebrejdelse, så skal den gives ham.
A ma amen re omail jota a lolekon, i en poeki ren Kot, me kin kotiki on amen amen ni jo kidaue, ari, a pan ale.
6 Men han bede i Tro, uden at tvivle; thi den, som tvivler, ligner en Havets Bølge, der drives og kastes af Vinden.
A i en poeki ni pojon, der peikajal, pwe me kin peikajal, me raj on iluk en madau, me an kin ipir wei pukepuk.
7 Ikke må nemlig det Menneske mene, at han skal få noget af Herren,
Pwe i aramaj ender lamelame, me a pan tunole meakot jan ren Kaun o.
8 en tvesindet Mand, som han er, ustadig på alle sine Veje.
A ol amen me peikajal, kin koweikodo ni a dodok karoj.
9 Men den Broder, som er ringe, rose sig af sin Højhed,
A ri atail amen, me jamama, en juaiki a kapwapwa.
10 den rige derimod af sin Ringhed; thi han skal forgå som Græssets Blomst.
A me kapwapwa en juaiki a jamama, pwe duen majal en ra a pan monedi.
11 Thi Solen står op med sin Hede og hentørrer Græsset, og dets Blomst falder af, og dens Skikkelses Ynde forsvinder; således skal også den rige visne på sine Veje.
Pwe katipin dakada, ap karakar, ap kamonedi ra kan o majal en ra pupedier, o mom a kajelel olar, iduen me kapwapwa o pan jora jan ni a wiawia kan.
12 Salig den Mand, som holder Prøvelse ud; thi når han har stået Prøve, skal han få Livets Krans, som Herren har forjættet dem, der elske ham.
Meid pai ol o, me wonweita ni jonapa, pwe murin a poedi, a pan ale nin in maur, me Kot kotin inauki on me pok on i.
13 Ingen sige, når han fristes: "Jeg fristes af Gud;" thi Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen;
Ma amen pan jonejon, a depa inda, me a jonejon ren Kot. Pwe Kot jota kak mi pan jonejon en mejued, o a pil jota kin kajonejon amen.
14 men enhver fristes, når han drages og lokkes af sin egen Begæring;
A amen amen kin jonejon ni a inon jued.
15 derefter, når Begæringen har undfanget, føder den Synd, men når Synden er fuldvoksen, føder den Død.
A inon jued lao wiauier, ap naitikadar dip; a dip, ni a unjokelar, kin naitikada mela.
16 Farer ikke vild, mine elskede Brødre!
Ri ai kompok kan, komail der ponepon kida.
17 Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvem der ikke er Forandring eller skiftende Skygge.
Kijakij mau karoj o a japan kodido jan poa, jan ren Jam en marain akan, me akan, me jota man jon toror o jota man wukila.
18 Efter sin Villie fødte han os ved Sandheds Ord, for at vi skulde være en Førstegrøde af hans Skabninger.
A kotin kanaitik kida kitail majan melel, pwe kitail en wiala mejeni en japwilim a kan.
19 I vide det, mine elskede Brødre. Men hvert Menneske være snar til at høre, langsom til at tale, langsom til Vrede;
Ri ai kompok kan, komail aja, aramaj karoj en madan ron, a pwand en lokaia, o pwand en makar.
20 thi en Mands Vrede udretter ikke det, som er ret for Gud.
Pwe makar en ol o jota kin kapwareda pun en Kot.
21 Derfor, aflægger alt Smuds og Levning af Slethed, og modtager med Sagtmodighed Ordet, som er indplantet i eder, og som formår at frelse eders Sjæle.
I me komail en kajela pwel karoj o me jued karoj, ap ale on komail majan o, me padedier lol omail nin tiak en karakarak, i me kak on kamaureda nen omail.
22 Men vorder Ordets Gørere og ikke alene dets Hørere, hvormed I bedrage eder selv.
A komail en kapwaiada majan o kaidin ron eta, a ma iduen, komail kin kotaue pein komail.
23 Thi dersom nogen er Ordets Hører og ikke dets Gører, han ligner en Mand, der betragter sit legemlige Ansigt i et Spejl;
Pwe ma meamen kin ron majan o, ap jota kapwaiada, nan a raj on ol amen, me kin kilekilan maj en pali war a nan klaj,
24 thi han betragter sig selv og går bort og glemmer straks, hvor dan han var.
Pwe murin a kilekilaner duen pein i, a koie la o pitipit monokela duen a janjal.
25 Men den, som skuer ind i Frihedens fuldkomne Lov og holder ved dermed, så han ikke bliver en glemsom Tilhører, men en Gerningens Gører, han skal være salig i sin Gerning.
A me kin kilekilan melel nan kapun unjok o kajaledok, o kapwaiada, o ma a jota pan monokela, me a roner, a kapwaiada, nan i pan pai kida a wiawia kan.
26 Dersom nogen synes, at han dyrker Gud, og ikke holder sin Tunge i Tømme, men bedrager sit Hjerte, hans Gudsdyrkelse er forgæves.
Ma amen lamelame, me a kin papa Kot, ap jota kaineneda lol a, o ma a piti pein monion i, nan a dodok on Kot me mal kot.
27 En ren og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og Faderen er dette, at besøge faderløse og Enker i deres Trængsel, at holde sig selv uplettet af Verden.
A dodok min o pun mon Kot o Jam me wet: En apapwali jopoupou o li odi kan ni ar apwal akan, o pera ki pein i jan jappa.
