Salme 81
1 Til Sangmesteren. Al-haggittit. Af Asaf.
Cantád a Dios nuestra fortaleza: cantád con júbilo al Dios de Jacob.
2 Jubler for Gud, vor Styrke, raab af fryd for Jakobs Gud,
Tomád la canción, y dad al adufe: a la arpa de alegría, con el salterio.
3 istem Lovsang, lad Pauken lyde, den liflige Citer og Harpen;
Tocád la trompeta en la nueva luna, en el día señalado: en el día de nuestra solemnidad.
4 stød i Hornet paa Nymaanedagen, ved Fuldmaaneskin paa vor Højtidsdag!
Porque estatuto es de Israel: juicio del Dios de Jacob.
5 Thi det er Lov i Israel, et Bud fra Jakobs Gud;
Por testimonio en José le ha constituido, cuando salió sobre la tierra de Egipto: donde oí lenguaje que no entendía.
6 han gjorde det til en Vedtægt i Josef, da han drog ud fra Ægypten, hvor han hørte et Sprog, han ikke kendte.
Quité entonces su hombro de debajo de la carga: sus manos se quitaron de las ollas.
7 »Jeg fried hans Skulder for Byrden, hans Hænder slap fri for Kurven.
En la angustia llamaste, y yo te libré; te respondí en el secreto del trueno; te probé sobre las aguas de Meriba. (Selah)
8 I Nøden raabte du, og jeg frelste dig, jeg svarede dig i Tordenens Skjul, jeg prøvede dig ved Meribas Vande. (Sela)
Oye, pueblo mío, y protestarte he: Israel, si me oyeres;
9 Hør, mit Folk, jeg vil vidne for dig, Israel, ak, om du hørte mig!
No habrá en ti dios ajeno: ni te encorvarás a dios extraño.
10 En fremmed Gud maa ej findes hos dig, tilbed ikke andres Gud!
Yo soy Jehová tu Dios, que te hice subir de la tierra de Egipto: ensancha tu boca, y henchirla he.
11 Jeg, HERREN, jeg er din Gud, som førte dig op fra Ægypten; luk din Mund vidt op, og jeg vil fylde den!
Mas mi pueblo no oyó mi voz: e Israel no me quiso a mí.
12 Men mit Folk vilde ikke høre min Røst, Israel lød mig ikke.
Y dejélos a la dureza de su corazón; caminaron en sus consejos.
13 Da lod jeg dem fare i deres Stivsind, de vandrede efter deres egne Raad.
¡O si mi pueblo me oyera, si Israel anduviera en mis caminos!
14 Ak, vilde mit Folk dog høre mig, Israel gaa mine Veje!
En nada derribara yo a sus enemigos: y volviera mi mano sobre sus adversarios.
15 Da kued jeg snart deres Fjender, vendte min Haand mod deres Uvenner!
Los aborrecedores de Jehová le hubieran mentido: y el tiempo de ellos fuera para siempre.
16 Deres Avindsmænd skulde falde og gaa til Grunde for evigt; jeg nærede dig med Hvedens Fedme, mættede dig med Honning fra Klippen!«
Y Dios le hubiera mantenido de grosura de trigo: y de miel de la piedra te hubiera hartado.
