Salme 73

1 En Salme af Asaf. Visselig, god er Gud mod Israel; mod dem, der er rene af Hjertet!

Ein salme av Asaf. Ja, Gud er god mot Israel, mot deim som hev eit reint hjarta.

2 Mine Fødder var nær ved at snuble, mine Skridt var lige ved at glide;

Men eg - mine føter hadde so nær snåva, det skilde lite at mine stig hadde skride ut.

3 thi over Daarerne græmmed jeg mig, jeg saa, at det gik de gudløse vel;

For eg harmast på dei ovmodige, når eg såg at det gjekk dei gudlause godt.

4 thi de kender ikke til Kvaler, deres Livskraft er frisk og sund;

For dei er frie frå verk til dei døyr, og deira kropp er feit.

5 de kender ikke til menneskelig Nød, de plages ikke som andre.

Dei veit ikkje av naud som andre folk, og dei vert ikkje plåga som andre menneskje.

6 Derfor har de Hovmod til Halssmykke, Vold er Kappen, de svøber sig i.

Difor er ovmod deira halsprydnad, vald sveiper seg um deim som eit klædeplagg.

7 Deres Brøde udgaar af deres Indre, Hjertets Tanker bryder igennem.

Augo deira glytter ut or feitt, deira hjartans tankar bryt fram.

8 I det dybe taler de ondt, i det høje fører de Urettens Tale,

Dei spottar og talar i vondskap um valdsverk, frå høgdi talar dei.

9 de løfter Munden mod Himlen, Tungen farer om paa Jorden.

Dei set sin munn til himmelen, og deira tunga fer fram yver jordi.

10 (Derfor vender mit Folk sig hid og drikker Vand i fulde Drag.)

Difor vendar deira folk seg til, og mykje vatn syg dei inn.

11 De siger: »Hvor skulde Gud vel vide det, skulde den Højeste kende dertil?«

Og dei segjer: «Korleis skulde Gud vita noko? Finst det vel kunnskap hjå den Høgste?»

12 Se, det er de gudløses Kaar, altid i Tryghed, voksende Velstand!

Sjå desse er ugudlege, og æveleg trygge veks dei i magt.

13 Forgæves holdt jeg mit Hjerte rent og tvætted mine Hænder i Uskyld,

Ja, fåfengt hev eg reinsa mitt hjarta og tvege mine hender i uskyld,

14 jeg plagedes Dagen igennem, blev revset paa ny hver Morgen!

eg vart like vel plåga heile dagen, og kvar morgon fekk eg tukt.

15 Men jeg tænkte: »Taler jeg saa, se, da er jeg troløs imod dine Sønners Slægt.«

Dersom eg hadde sagt: «Eg vil tala soleis, » då hadde eg vore utru mot ætti av dine born.

16 Saa grunded jeg paa at forstaa det, møjsommeligt var det i mine Øjne,

Og når eg tenkte etter korleis eg skulda skyna dette, vart det for mødesamt var det for meg

17 Til jeg kom ind i Guds Helligdomme, skønned, hvordan deres Endeligt bliver:

- til dess eg gjekk inn i Guds heilagdomar og agta på deira ende.

18 Du sætter dem jo paa glatte Steder, i Undergang styrter du dem.

Ja, på hålka set du deim; du let deim falla radt til grunns.

19 Hvor brat de dog lægges øde, gaar under, det ender med Rædsel!

Kor dei vart øydelagde i ein augneblink! Dei gjekk under, fekk ein skræmeleg ende.

20 De er som en Drøm, naar man vaagner, man vaagner og regner sit Syn for intet.

Som ein vanvyrder ein draum når ein vaknar, soleis vanvyrder du, Herre, deira bilæte når du vert vaken.

21 Saa længe mit Hjerte var bittert og det nagede i mine Nyrer,

Når mitt hjarta var beiskt, og eg fekk styng i nyro,

22 var jeg et Dyr og fattede intet, jeg var for dig som Kvæg.

då var eg uvitug og skyna inkje, eit fe var eg imot deg.

23 Dog bliver jeg altid hos dig, du holder mig fast om min højre;

Men eg er alltid hjå deg, du hev gripe mi høgre hand.

24 du leder mig med dit Raad og tager mig siden bort i Herlighed.

Du vil leida meg med di råd og sidan tek du meg upp til æra.

25 Hvem har jeg i Himlen? Og har jeg blot dig, da attraar jeg intet paa Jorden!

Kven hev eg i himmelen? Og når du er min, hev eg ingen hug til jordi.

26 Lad kun mit Kød og mit Hjerte vansmægte, Gud er mit Hjertes Klippe, min Del for evigt.

Um mitt kjøt og hjarta vert til inkjes, so er Gud æveleg mitt hjartans berg og min deil.

27 Thi de, der fjerner sig fra dig, gaar under, du udsletter hver, som er dig utro.

For sjå, dei som er langt burte frå deg, skal ganga til grunnar; du tyner alle som i hor gjeng frå deg.

28 Men at leve Gud nær er min Lykke, min Lid har jeg sat til den Herre HERREN, at jeg kan vidne om alle dine Gerninger.

Men for meg er det godt å halda meg nær til Gud, eg set mi lit til Herren, Herren, at eg må fortelja alle dine gjerningar.