Salme 139
1 Til Sangmesteren. Af David. En Salme. HERRE, du ransager mig og kender mig!
Dawid dwom. Awurade, woahwehwɛ me mu na woahu me.
2 Du ved, naar jeg sidder, og naar jeg staar op, du fatter min Tanke i Frastand,
Wunim mʼasetena ne me sɔre; wufi akyirikyiri hu mʼadwene mu.
3 du har Rede paa, hvor jeg gaar eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.
Wunim mʼadifi ne me nnae mu; wunim mʼakwan nyinaa mu.
4 Thi før Ordet er til paa min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde.
Ansa na mebue mʼano akasa no Awurade, na wunim ne nyinaa dedaw.
5 Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Haand paa mig.
Woakata me ho nyinaa ahyia na wobɔ me ho ban.
6 At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!
Saa nimdeɛ yi yɛ me nwonwa dodo, ɛkɔ soro dodo ma me sɛ medu ho.
7 Hvorhen skal jeg gaa for din Aand, og hvor skal jeg fly for dit Aasyn?
Ɛhe na metumi afi wo honhom anim akɔ? Ɛhe na metumi aguan afi wʼanim akɔ?
Sɛ meforo soro a, wowɔ hɔ. Na mekɔsɛw me kɛtɛ wɔ asaman a, wo ni. (Sheol h7585)
9 tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender,
Sɛ mede adekyee ntaban tu na mekɔtena po akyi nohɔ a,
10 da vil din Haand ogsaa lede mig der, din højre holde mig fast!
mpo hɔ na wo nsa begya me akɔ, na wo nsa nifa beso me mu.
11 Og siger jeg: »Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!«
Na meka se, “Ampa ara sum mmɛkata me so na hann nnan adesae ntwa me ho nhyia a,”
12 saa er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.
sum mpo nyɛ sum mma wo; na anadwo bɛhyerɛn sɛ awia; sum ne hann yɛ wo pɛ.
13 Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.
Na wo na wobɔɔ me honhom wonwen me wɔ me na awotwaa mu.
14 Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.
Mekamfo wo, efisɛ woyɛɛ me anwonwakwan so a ɛyɛ hu; wo nnwuma yɛ nwonwa. Minim ɛno yiye pa ara.
15 Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb;
Wɔamfa me bɔbea anhintaw wo bere a wɔyɛɛ me kokoa mu no; bere a wɔnwenee me wɔ asase bun mu no,
16 som Foster saa dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.
wʼani huu me, bere a meyɛ mogyatɔw no. Nna dodow a woatwa ama me no, wɔakyerɛw ne nyinaa wɔ wo nhoma mu ansa na mu baako reba mu.
17 Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum!
Onyankopɔn, wo nsusuwii som bo ma me! woka ne nyinaa bɔ mu a, ɛtrɛw dodo!
18 Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vaagner — og end er jeg hos dig.
Sɛ mise mɛkan a, ne dodow bɛboro mpoano nwea, sɛ minyan a, me ne wo wɔ hɔ ara.
19 Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, maatte Blodets Mænd vige fra mig,
Sɛ anka, Onyankopɔn, wubekunkum amumɔyɛfo ɛ! Mumfi me so, mo a moyɛ mogyapɛfo!
20 de, som taler om dig paa Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.
Wɔde adwemmɔne ka wo ho asɛm; wʼatamfo mmmɔ wo din pa.
21 Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der staar dig imod;
Awurade, metan wɔn a wɔtan wo, na mikyi wɔn a wɔsɔre tia wo no ana?
22 med fuldt Had hader jeg dem, de er ogsaa mine Fjender.
Minni hwee sɛ ɔtan a mewɔ ma wɔn; mefa wɔn sɛ mʼatamfo.
23 Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker!
Hwehwɛ me mu, Onyankopɔn, na hu me koma; sɔ me hwɛ, na hu mʼadwene.
24 Se, om jeg er paa Smertens Vej, og led mig paa Evigheds Vej!
Hwɛ sɛ bɔne bi wɔ me mu a, na di mʼanim fa daa nkwa kwan so. Wɔde ma dwonkyerɛfo.
