Job 19
1 Saa tog Job til Orde og svarede:
Na Hiob buae se,
2 Hvor længe vil I krænke min Sjæl og slaa mig sønder med Ord?
“Mobɛhyɛ me ɔyaw na mode nsɛm abubu me akosi da bɛn?
3 I haaner mig nu for tiende Gang, mishandler mig uden Skam.
Mpɛn du ni a moasopa me; mo ani nwu sɛ motow hyɛ me so.
4 Har jeg da virkelig fejlet, hænger der Fejl ved mig?
Sɛ ɛyɛ nokware sɛ mafom ɔkwan a, me mfomso yɛ me nko ara asɛm.
5 Eller gør I jer store imod mig og revser mig ved at smæde?
Sɛ ampa sɛ mobɛma mo ho so asen me na mode mʼanimguase ayɛ adanse atia me a,
6 Saa vid da, at Gud har bøjet min Ret, omspændt mig med sit Net.
ɛno de munhu sɛ Onyankopɔn ayɛ me bɔne na ɔde ne tan atwa me ho ahyia.
7 Se, jeg skriger: Vold! men faar ikke Svar, raaber om Hjælp, der er ingen Ret.
“Ɛwɔ mu, misu se, ‘Wɔafom me’ de, nanso obiara mmua me; meteɛ mu pɛ mmoa, nanso atɛntrenee biara nni hɔ.
8 Han spærred min Vej, jeg kom ikke frem, han hylled mine Stier i Mørke;
Wasiw me kwan enti mintumi nsen; ɔde sum aduru mʼakwan so.
9 han klædte mig af for min Ære, berøved mit Hoved Kronen,
Wayi mʼanuonyam afi me so na watu mʼahenkyɛw afi me ti so.
10 brød mig ned overalt, saa jeg maa bort, oprykked mit Haab som Træet;
Wasɛe me akwannuasa nyinaa so de awie me; watu mʼanidaso ase te sɛ dua.
11 hans Vrede blussede mod mig, han regner mig for sin Fjende;
Nʼabufuw huru tia me; na wakan me afra nʼatamfo mu.
12 samlede rykker hans Flokke frem og bryder sig Vej imod mig, de lejrer sig om mit Telt.
Nʼakofo ba anibere so; wosisi mpie de tia me na wotwa me ntamadan ho hyia.
13 Mine Brødre har fjernet sig fra mig, Venner er fremmede for mig,
“Wayi me nuabarimanom afi me ho; na mʼamanifo atwe wɔn ho koraa.
14 mine nærmeste og Kendinge holder sig fra mig, de, der er i mit Hus, har glemt mig;
Mʼabusuafo kɔ; na me nnamfonom werɛ afi me.
15 mine Piger regner mig for en fremmed, vildfremmed er jeg i deres Øjne;
Mʼahɔho ne me mmaawa bu me sɛ ɔhɔho; mete sɛ ɔnanani ma wɔn.
16 ej svarer min Træl, naar jeg kalder, jeg maa trygle ham med min Mund;
Mefrɛ me somfo, na ommua; mpo, metew mʼano srɛ no.
17 ved min Aande væmmes min Hustru, mine egne Brødre er jeg en Stank;
Me home bɔn me yere; me ho afono mʼankasa nuabarimanom.
18 selv Drenge agter mig ringe, naar jeg rejser mig, taler de mod mig;
Mpo, mmarimaa nkumaa bu me animtiaa; sɛ mipue a wodi me ho fɛw.
19 Standsfæller væmmes til Hobe ved mig, de, jeg elskede, vender sig mod mig.
Me nnamfo ankasa nyinaa kyi me; mʼadɔfo asɔre atia me.
20 Benene hænger fast ved min Hud, med Kødet i Tænderne slap jeg bort.
Maka were ne nnompe, nea mede aguan nkutoo ne me se akyi nam.
21 Naade, mine Venner, Naade, thi Guds Haand har rørt mig!
“Munhu me mmɔbɔ, me nnamfonom, munhu mmɔbɔ, na Onyankopɔn nsa abɔ me.
22 Hvi forfølger og I mig som Gud og mættes ej af mit Kød?
Adɛn nti na motaa me sɛnea Onyankopɔn yɛ no? Na mommfa me honam yi saa ara?
23 Ak, gid mine Ord blev skrevet op, blev tegnet op i en Bog,
“Ao, sɛ anka wɔde me nsɛm bɛhyɛ nhoma mu, anka wɔbɛkyerɛw wɔ nhoma mmobɔwee so,
24 med Griffel af Jern, med Bly indristet i Klippen for evigt!
anka wɔde dade pɛe bɛkyerɛw wɔ sumpii so, anaa wobekuruakyerɛw wɔ ɔbotan so afebɔɔ!
25 Men jeg ved, at min Løser lever, over Støvet vil en Forsvarer staa frem.
Minim sɛ me dimafo te ase, na awiei no ɔbɛsɔre agyina asase so.
26 Naar min sønderslidte Hud er borte, skal jeg ud fra mit Kød skue Gud,
Na wɔasɛe me were awie no, mefi me were mu ahu Onyankopɔn.
27 hvem jeg skal se paa min Side; ham skal mine Øjne se, ingen fremmed! Mine Nyrer forgaar i mit Indre!
Me ara mehu no mede mʼani, na ɛnyɛ obi foforo ani, behu no. Sɛnea me koma ho pere wɔ me mu!
28 Naar I siger: »Hor vi skal forfølge ham, Sagens Rod vil vi udfinde hos ham!«
“Sɛ moka se, ‘Yɛbɛteetee no, efisɛ ɔhaw no fi ɔno ara a,’
29 saa tag jer i Vare for Sværdet; thi Vrede rammer de lovløse, at I skal kende, der kommer en Dom!
ɛsɛ sɛ mo ankasa musuro afoa no na abufuw nam afoa so de asotwe bɛba, na mubehu sɛ atemmu wɔ hɔ.”
