Ordsprogene 8

1 Mon ikke Visdommen kalder, løfter Indsigten ikke sin Røst?

Tie: Nyansa refrɛ. Nteaseɛ ma ne nne so.

2 Oppe paa Høje ved Vejen, ved Korsveje træder den frem;

Ɛkwan no so, sorɔnsorɔmmea hɔ, nkwantanan no so, ɛhɔ na ɛgyina,

3 ved Porte, ved Byens Udgang, ved Dørenes Indgang raaber den:

apono a ɛkɔ kuropɔn no mu ho, ɛteam wɔ aboboano hɔ sɛ,

4 Jeg kalder paa eder, I Mænd, løfter min Røst til Menneskens Børn.

“Ao, mo mmarimma na meteam mefrɛ; meteam frɛ adasamma nyinaa.

5 I tankeløse, vind jer dog Klogskab, I Taaber, saa faa dog Forstand!

Mo a moyɛ ntetekwaa, mo mma mo ani nte; mo a moyɛ nkwaseafoɔ, monnya nteaseɛ.

6 Hør, thi jeg fører ædel Tale, aabner mine Læber med retvise Ord;

Montie, na mewɔ nsɛm pa bi ka kyerɛ mo; mebue mʼano ka deɛ ɛyɛ.

7 ja, Sandhed taler min Gane, gudløse Læber er mig en Gru.

Mʼano ka deɛ ɛyɛ nokorɛ, ɛfiri sɛ mʼanofafa kyiri amumuyɛsɛm.

8 Rette er alle Ord af min Mund, intet er falskt eller vrangt;

Mʼano mu nsɛm nyinaa yɛ pɛ; ebiara nni mu a ɛyɛ nkontompo anaa nnaadaasɛm.

9 de er alle ligetil for den kloge, retvise for dem der vandt Indsigt.

Ne nyinaa mu da hɔ ma deɛ ɔwɔ nhunumu; ɛho nni asɛm ma wɔn a wɔwɔ nimdeɛ.

10 Tag ved Lære, tag ikke mod Sølv, tag mod Kundskab fremfor udsøgt Guld;

Mompo dwetɛ na momfa mʼakwankyerɛ, momfa nimdeɛ na mompo sikakɔkɔɔ amapa.

11 thi Visdom er bedre end Perler, ingen Skatte opvejer den.

Ɛfiri sɛ nimdeɛ som bo sene mmota, na wɔrentumi mfa deɛ wopɛ biara ntoto ho.

12 Jeg, Visdom, er Klogskabs Nabo og raader over Kundskab og Kløgt.

“Me, nyansa, mene aniteɛ na ɛteɛ; nimdeɛ ne nhunumu wɔ me.

13 HERRENS Frygt er Had til det onde. Jeg hader Hovmod og Stolthed, den onde Vej og den falske Mund.

Sɛ wɔsuro Awurade ɛne sɛ wɔkyiri bɔne; mekyiri ahantan ne ahomasoɔ, ɔbra bɔne ne nnaadaasɛm.

14 Jeg ejer Raad og Visdom, jeg har Forstand, jeg har Styrke.

Afotuo ne atemmuo pa wɔ me; mewɔ nteaseɛ ne tumi.

15 Ved mig kan Konger styre og Styresmænd give retfærdige Love;

Me so na ahemfo nam di adeɛ na sodifoɔ nam me so hyehyɛ mmara a ɛyɛ pɛ;

16 ved mig kan Fyrster raade og Stormænd dømme Jorden.

Mmapɔmma de me bu ɔman ne atitire nyinaa a wɔdi asase so ɔhene.

17 Jeg elsker dem, der elsker mig, og de, der søger mig, finder mig.

Medɔ wɔn a wɔdɔ me, na wɔn a wɔhwehwɛ me no hunu me.

18 Hos mig er der Rigdom og Ære, ældgammelt Gods og Retfærd.

Ahonyadeɛ ne animuonyam wɔ me nkyɛn, ahodeɛ a ɛkyɛre ne yiedie nso saa ara.

19 Min Frugt er bedre end Guld og Malme, min Afgrøde bedre end kosteligt Sølv.

Mʼaba yɛ sene sikakɔkɔɔ amapa; deɛ ɛfiri me mu boro dwetɛ a wɔasɔne so so.

20 Jeg vandrer paa Retfærds Vej, midt hen ad Rettens Stier

Tenenee akwan so na menam atɛntenenee akwan so,

21 for at tildele dem, der elsker mig, Gods og fylde deres Forraadshuse.

mede ahodeɛ ma wɔn a wɔdɔ me na mehyɛ wɔn adekoradan ma ma.

22 Mig skabte HERREN først blandt sine Værker, i Urtid, førend han skabte andet;

“Awurade bɔɔ me sɛ nʼabɔdeɛ mu abakan dii ne tete nneyɛɛ anim;

23 jeg blev frembragt i Evigheden, i Begyndelsen, i Jordens tidligste Tider;

ɔyii me sii hɔ firi tete, ansa na ewiase rehyɛ aseɛ.

24 jeg fødtes, før Verdensdybet var til, før Kilderne, Vandenes Væld, var til;

Wɔwoo me ansa na wɔrebɔ ɛpo kakraka no ansa na wɔreyɛ nsutire a nsuo ahyɛ no ma no;

25 førend Bjergene sænkedes, før Højene fødtes jeg,

ansa na wɔde mmepɔ resisi hɔ, wɔwoo me ansa na nkokoɔ reba,

26 førend han skabte Jord og Marker, det første af Jordsmonnets Støv.

ansa na ɔbɔɔ asase ne ne mfuo anaa dɔteɛ biara a ɛwɔ asase soɔ.

27 Da han grundfæsted Himlen, var jeg hos ham, da han satte Hvælv over Verdensdybet.

Mewɔ hɔ ansa na wɔbɔɔ soro, ɛberɛ a ɔtwaa hyeɛ too ebunu no ani no,

28 Da han fæstede Skyerne oventil og gav Verdensdybets Kilder deres faste Sted,

ɛberɛ a ɔbɔɔ omununkum wɔ soro na ɔde ebunu mu nsutire tintim hɔ denden no,

29 da han satte Havet en Grænse, at Vandene ej skulde bryde hans Lov, da han lagde Jordens Grundvold,

ɛberɛ a ɔtwaa hyeɛ maa ɛpo sɛdeɛ nsuo no rentra ne hyeɛ, ne ɛberɛ a ɔtwaa asase fapem no,

30 da var jeg Fosterbarn hos ham, hans Glæde Dag efter Dag; for hans Aasyn leged jeg altid,

na meyɛ odwumfoɔ a mete ne nkyɛn. Anigyeɛ hyɛɛ me ma daa na medii ahurisie wɔ nʼanim ɛberɛ biara,

31 leged paa hans vide Jord og havde min Glæde af Menneskens Børn.

na mʼani gye wɔ ne ewiase nyinaa mu na mʼani ka wɔ adasamma mu.

32 Og nu, I Sønner, hør mig! Vel den, der vogter paa mine Veje!

“Enti me mma, montie me; nhyira ne wɔn a wɔnante mʼakwan so.

33 Hør paa Tugt og bliv vise, lad ikke haant derom!

Montie mʼakwankyerɛ na monhunu nyansa; mommu mo ani nngu so.

34 Lykkelig den, der hører paa mig, saa han daglig vaager ved mine Døre og vogter paa mine Dørstolper.

Nhyira ne onipa a ɔtie me, ɔwɛn mʼaboboano daa, na ɔtwɛn wɔ hɔ.

35 Thi den, der finder mig; finder Liv og opnaar Yndest hos HERREN;

Na obiara a ɔhunu me no nya nkwa na ɔnya anisɔ firi Awurade nkyɛn.

36 men den, som mister mig, skader sig selv; enhver, som hader mig, elsker Døden.

Na deɛ woanhwehwɛ me no ha ne ho na wɔn a wɔtane me no dɔ owuo.”