Ordsprogene 5
1 Mærk dig, min Søn, min Visdom, bøj til min Indsigt dit Øre,
I oghlum, danaliqimgha köngül qoyghin, Idraklik sözlirimge qulaq salghin.
2 at Kløgt maa vaage øver dig, Læbernes Kundskab vare paa dig.
Shundaq qilghiningda ishqa sezgürlük bilen qaraydighan bolisen, Lewliring pem-parasettin ayrilmaydu.
3 Thi af Honning drypper den fremmedes Læber, glattere end Olie er hendes Gane;
Chünki buzuq xotunning aghzidin hesel tamidu, Lewliri zeytun yéghidin siliqtur;
4 men til sidst er hun besk som Malurt, hvas som tveægget Sværd;
Lékin uning aqiwiti kekridek achchiq, Ikki bisliq qilichtek ötkür.
Uning qedemliri ölüm girdawigha élip baridu, Tutqan yoli görge bashlaydu. (Sheol h7585)
6 hun følger ej Livets Vej, hendes Spor er bugtet, hun ved det ikke.
Hayatliq yolini qilche bilgüm yoq dep, Basqan qedemliri turaqsiz bolidu, Nege baridighanliqini héch bilmeydu.
7 Hør mig da nu, min Søn, vig ikke fra min Munds Ord!
Shunga, i oghullirim, sözlirimni köngül qoyup anglanglar, Méning dégenlirimdin chiqmanglar.
8 Lad din Vej være langt fra hende, kom ej hendes Husdør nær,
Undaq xotundin yiraq qach! Ishiki aldighimu yéqin yolima!
9 at du ikke maa give andre din Ære, en grusom Mand dine Aar.
Bolmisa, izzet-abruyungni bashqilargha tutquzup qoyisen, [Yashliq] yilliringni rehimsizlerning qoligha tapshurisen!
10 at ikke dit Gods skal mætte fremmede, din Vinding ende i Andenmands Hus,
Yat ademler bayliqliring bilen özini tolduridu, Japaliq ejirliringning méwisi yaqa yurtluqning öyige ötüp kétidu;
11 saa du gribes af Anger til sidst, naar dit Kød og Huld svinder hen,
Ejilingde nale-peryad kötürginingde, Ezayi-bedining yem bolghanda,
12 og du siger: »Ak, at jeg hadede Tugt, at mit Hjerte lod haant om Revselse,
Shu chaghda sen: — «Ah, nesihetlerdin némanche nepretlen’gendimen! Könglümde tenbihlerni némanche kemsitkendimen!
13 saa jeg ikke lød mine Læreres Røst, ej bøjed mit Øre til dem, som lærte mig!
Némishqa ustazlirimning sözini anglimighandimen? Manga terbiye bergenlerge qulaq salmighandimen?
14 Nær var jeg kommet i alskens Ulykke midt i Forsamling og Menighed!«
Jemiyettimu, jamaet aldidimu herxil nomusqa qalghandek boldum!» — dep qalisen.
15 Drik Vand af din egen Cisterne og rindende Vand af din Brønd;
Özüngning kölchikingdiki suni ichkin, Öz buliqingdin éqiwatqan sudin huzurlan.
16 lad ej dine Kilder flyde paa Gaden, ej dine Bække paa Torvene!
Bulaqliring urghup her yerge tarqilip ketse [bolamdu]? Ériqliringdiki sular kochilarda éqip yürse bolamdu?
17 Dig skal de tilhøre, dig alene, ingen fremmed ved Siden af dig!
Bular sangila xas bolsun, Yat kishilerge tegmisun!
18 Velsignet være dit Væld, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,
Buliqing bext-beriketlik bolghay! Yashliqingda alghan xotunung bilen huzurlan.
19 den elskelige Hind, den yndige Gazel; hendes Elskov fryde dig stedse, berus dig altid i hendes Kærlighed!
U chishi kéyiktek chirayliq! Jerendek söyümlük! Uning baghridin hemishe qanaette bolghaysen, Uning qaynaq muhebbitidin daim xushalliqqa patqaysen.
20 Hvi beruser du dig, min Søn, i en fremmed og tager en andens Hustru i Favn?
I oghlum, némishqa yat ayalgha sheyda bolisen? Némishqa yat xotunning qoynigha özüngni atisen?
21 Thi for HERRENS Øjne er Menneskets Veje, grant følger han alle dets Spor;
Chünki insanning hemme qilghanliri Perwerdigarning köz aldida ashkaridur, U uning hemme mangghan yollirini tarazigha sélip turidu.
22 den gudløse fanges af egen Brøde og holdes fast i Syndens Reb;
Yaman ademning öz qebihlikliri özini tuzaqqa chüshüridu, U öz gunahi bilen sirtmaqqa élinidu.
23 han dør af Mangel paa Tugt, gaar til ved sin store Daarskab.
U yolyoruqtin mehrum bolghanliqidin jénidin ayrilidu, Chékidin ashqan hamaqetliki tüpeylidin yoldin ézip kétidu.
