Job 7
1 Har Mennesket paa Jord ej Krigerkaar? Som en Daglejers er hans Dage.
Is there not a warfare to a mortal, upon earth? And, as the days of a hireling, are not his days?
2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter paa Løn,
As, a bondman, panteth for the shadow, and as, a hireling, longeth for his wage,
3 saa fik jeg Skuffelses Maaneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
So, have I been made to inherit months of calamity, and, nights of weariness, have been appointed me.
4 Naar jeg lægger mig, siger jeg: »Hvornaar er det Dag, at jeg kan staa op?« og naar jeg staar op: »Hvornaar er det Kvæld?« Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
As soon as I lie down, I say, When shall I arise? yet he lengtheneth out the evening, and I am wearied with tossings until the breeze of twilight.
5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
My flesh is clothed with worms and a coating of dust, My skin, hath hardened, and then run afresh:
6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Haab.
My days, are swifter than a weaver’s shuttle, and they are spent, without hope.
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer faar mit Øje Lykke at skue!
Remember thou, that, a wind, is my life, not again shall mine eye see blessing:
8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig — jeg er ikke mere.
Nor shall see me—the eye that used to behold me, Thine eyes, are upon me, and I am not.
A cloud faileth, and is gone, So, he that descendeth to hades, shall not come up: (Sheol h7585)
10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted faar ham aldrig at se igen.
He shall not return again to his house, and his own place shall be acquainted with him no more.
11 Saa vil jeg da ej lægge Baand paa min Mund, men tale i Aandens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
I also, cannot restrain my mouth, —I must speak, in the anguish of my spirit, I must find utterance, in the bitterness of my soul.
12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
Am, I, a sea, or a sea-monster, —That thou shouldst set over me a watch?
13 Naar jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
When I say, My bed shall comfort me, my couch shall help to carry my complaint,
14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
Then thou scarest me with dreams, and, by visions, dost thou terrify me:
15 saa min Sjæl vil hellere kvæles, hellere dø end lide.
So that my soul chooseth strangling, Death, rather than [these] my bones!
16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
I am wasted away, Not, to times age-abiding, can I live, Let me alone, for, a breath, are my days.
17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
What is a mortal, that thou shouldst nurture him? Or that thou shouldst fix upon him thy mind?
18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
That thou shouldst inspect him morning by morning, moment by moment, shouldst test him?
19 Naar vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
How long wilt thou not look away from me? Wilt thou not let me alone, till I can swallow my spittle?
20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
I have sinned, What can I do for thee, thou watcher of men? Wherefore hast thou set me as thine object of attack, or have I become, unto thee, a burden?
21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!
And why wilt thou not remove my transgression, and take away mine iniquity? For, now, in the dust, should I lie down, and thou shouldst seek me diligently, and I should not be.
