< Job 5 >

1 »Raab kun! Giver nogen dig Svar? Og til hvem af de Hellige vender du dig?
Rop berre du; kven svarar deg? Kva engel vil du beda til?
2 Thi Daarens Harme koster ham Livet, Taabens Vrede bliver hans Død.
Mismod slær fåvis mann i hel og brennhug den som lite veit.
3 Selv har jeg set en Daare rykkes op, hans Bolig raadne brat;
Eg såg ein dåre festa rot, og brått eg laut hans bustad banna.
4 hans Sønner var uden Hjælp, traadtes ned i Porten, ingen reddede dem;
Hans søner hjelpelaus var, uhjelpte trakka ned i porten.
5 sultne aad deres Høst, de tog den, selv mellem Torne, og tørstige drak deres Mælk.
Hans avling åt dei svoltne upp, dei tok ho tråss i klungergjerde, og snara lurde på hans gods.
6 Thi Vanheld vokser ej op af Støvet, Kvide spirer ej frem af Jorden,
Men naudi ei frå dusti kjem; ulukka ei or jordi renn;
7 men Mennesket avler Kvide, og Gnisterne flyver til Vejrs.
nei, mannen vert til møda fødd, som gneistarne lyt fljuga høgt.
8 Nej, jeg vilde søge til Gud og lægge min Sag for ham,
Eg vilde venda meg til Gud og leggja saki fram for honom,
9 som øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal,
som storverk gjer som ei me skynar, fleir’ underverk enn me kann telja,
10 som giver Regn paa Jorden og nedsender Vand over Marken
som sender regnet ned på jord og vatnet yver mark og eng,
11 for at løfte de bøjede højt, saa de sørgende opnaar Frelse,
som lyfter låg og liten upp og hjelper syrgjande til frelsa,
12 han, som krydser de kloges Tanker, saa de ikke virker noget, der varer,
som spiller planen for dei sløge, so deira hender inkje duger,
13 som fanger de vise i deres Kløgt, saa de listiges Raad er forhastet;
som fangar vismann i hans vit, so listig råd forrenner seg.
14 i Mørke raver de, selv om Dagen, famler ved Middag, som var det Nat.
Um dagen støyter dei på myrker, trivlar ved middag som ved natt.
15 Men han frelser den arme fra Sværdet og fattig af stærkes Haand,
Frå sverd frelser han frelser fatigmann, frå deira munn, frå yvervald,
16 saa der bliver Haab for den ringe og Ondskaben lukker sin Mund.
so vesalmann fær hava von, men vondskap lata munnen att.
17 Held den Mand, som revses at Gud; ringeagt ej den Almægtiges Tugt!
Men sæl den mann som Gud mun refsa; vanvyrd ei tukt frå Allvalds-Gud!
18 Thi han saarer, og han forbinder, han slaar, og hans Hænder læger.
Han sårar, men bind og umkring; han slær men lækjer med si hand.
19 Seks Gange redder han dig i Trængsel, syv gaar Ulykken uden om dig;
Seks trengslor bergar han deg or, i sju skal inkje vondt deg nå.
20 han frier dig fra Døden i Hungersnød, i Krig fra Sværdets Vold;
I hunger fri’r han deg frå dauden, i krig du undan sverdet slepp;
21 du er gemt for Tungens Svøbe, har intet at frygte, naar Voldsdaad kommer;
for tungesvipa er du berga, og trygg du er i tap og tjon;
22 du ler ad Voldsdaad og Hungersnød og frygter ej Jordens vilde Dyr;
du lær åt tjon og hungersnaud og ottast ikkje ville dyr;
23 du har Pagt med Markens Sten, har Fred med Markens Vilddyr;
du samband hev med stein på marki, og fred med villdyr uti heidi.
24 du kender at have dit Telt i Fred, du mønstrer din Bolig, og intet fattes;
Du merkar at ditt tjeld hev fred, og inkje vantar i ditt hus.
25 du kender at have et talrigt Afkom, som Jordens Urter er dine Spirer;
Du ser, ditt sæde tallrikt er, ditt avkom rikt som gras på eng.
26 Graven naar du i Ungdomskraft, som Neg føres op, naar Tid er inde.
I mannskraft til di grav du gjeng, lik korn, køyrt inn i rette tid.
27 Se, det har vi gransket, saaledes er det; det har vi hørt, saa vid ogsaa du det!
Det hev me granska; so det er; so høyr og merka deg det då!»

< Job 5 >