Job 4
1 Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
Då tok Elifaz frå Teman til ords og sagde:
2 Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
«Vert du vel tykkjen um eg talar? Men kven kann halda ordi inne?
3 Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
På rette veg du førde mange; dei trøytte hender styrkte du;
4 dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft —
med ord du hjelpte deim som snåva, og gav dei veike knei kraft.
5 Men nu det gælder dig selv, saa taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
Men når det gjeld deg sjølv, du klagar; når deg det råkar, ræddast du!
6 Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Haab?
Di von du på di gudstru bygde og sette lit til last-laust liv.
7 Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
Tenk etter: Når vart skuldlaus tynt? Når gjekk rettvis mann til grunns?
8 Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og saar Fortræd, de høster det selv.
Stødt fann eg: dei som urett pløgde, og sådde naud, dei hausta slikt;
9 For Guds Aand gaar de til Grunde, for hans Vredes Pust gaar de til.
dei stupte for Guds andedrag, gjekk for hans vreidestorm til grunns.
10 Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slaas ud;
Ja, løva skrik, og villdyr burar; ungløva fær sin tanngard knekt;
11 Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løveungerne spredes.
og løva døyr av skort på rov; løvinna misser sine ungar.
12 Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
Ein løynleg tale til meg kom; i øyra mitt det stilt vart kviskra,
13 i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
som tankar i eit nattsyn kjem, når svevnen tung på folki kviler.
14 Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
Det kom ei rædsla yver meg, ei skjelving gjenom alle lemer;
15 et Pust strøg over mit Ansigt, Haarene rejste sig paa min Krop.
ein gust meg yver panna strauk, og på min kropp seg håri reiste;
16 Saa stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det saa ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
og noko stogga for mi åsyn; eg kunde ikkje klårt skilja; framfor mitt auga stod eit bilæt’, eg høyrde som ei røyst som kviskra:
17 »Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
«Hev menneskjet vel rett for Gud? Er mannen rein framfor sin skapar?
18 End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
Han sine tenarar ei trur og finn hjå sine englar lyte -
19 endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
enn meir hjå folk i hus av leir; hjå deim som hev sin grunn i moldi, ein kann deim krasa, som eit mol.
20 De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslaas uden at ænses, for evigt gaar de til Grunde.
Dei er frå morgon og til kveld; ein krasar deim - kven merkar det? - Og dei vert ikkje funne meir.
21 Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom.
Når deira tjeldsnor vert rykt upp, dei døyr og ingen visdom fær.»
