Job 4
1 Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
respondens autem Eliphaz Themanites dixit
2 Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
si coeperimus loqui tibi forsitan moleste accipias sed conceptum sermonem tenere quis possit
3 Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
ecce docuisti multos et manus lassas roborasti
4 dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft —
vacillantes confirmaverunt sermones tui et genua trementia confortasti
5 Men nu det gælder dig selv, saa taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
nunc autem venit super te plaga et defecisti tetigit te et conturbatus es
6 Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Haab?
timor tuus fortitudo tua patientia tua et perfectio viarum tuarum
7 Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
recordare obsecro te quis umquam innocens perierit aut quando recti deleti sint
8 Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og saar Fortræd, de høster det selv.
quin potius vidi eos qui operantur iniquitatem et seminant dolores et metunt eos
9 For Guds Aand gaar de til Grunde, for hans Vredes Pust gaar de til.
flante Deo perisse et spiritu irae eius esse consumptos
10 Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slaas ud;
rugitus leonis et vox leaenae et dentes catulorum leonum contriti sunt
11 Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løveungerne spredes.
tigris periit eo quod non haberet praedam et catuli leonis dissipati sunt
12 Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
porro ad me dictum est verbum absconditum et quasi furtive suscepit auris mea venas susurri eius
13 i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
in horrore visionis nocturnae quando solet sopor occupare homines
14 Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
pavor tenuit me et tremor et omnia ossa mea perterrita sunt
15 et Pust strøg over mit Ansigt, Haarene rejste sig paa min Krop.
et cum spiritus me praesente transiret inhorruerunt pili carnis meae
16 Saa stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det saa ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
stetit quidam cuius non agnoscebam vultum imago coram oculis meis et vocem quasi aurae lenis audivi
17 »Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
numquid homo Dei conparatione iustificabitur aut factore suo purior erit vir
18 End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
ecce qui serviunt ei non sunt stabiles et in angelis suis repperit pravitatem
19 endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
quanto magis hii qui habitant domos luteas qui terrenum habent fundamentum consumentur velut a tinea
20 De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslaas uden at ænses, for evigt gaar de til Grunde.
de mane usque ad vesperum succidentur et quia nullus intellegit in aeternum peribunt
21 Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom.
qui autem reliqui fuerint auferentur ex eis morientur et non in sapientia
