Job 3
1 Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag,
post haec aperuit Iob os suum et maledixit diei suo
2 og Job tog til Orde og sagde:
et locutus est
3 Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: »Se, en Dreng!«
pereat dies in qua natus sum et nox in qua dictum est conceptus est homo
4 Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den straale ej Lyset frem!
dies ille vertatur in tenebras non requirat eum Deus desuper et non inlustret lumine
5 Mulm og Mørke løse den ind, Taage lægge sig over den, Formørkelser skræmme den!
obscurent eum tenebrae et umbra mortis occupet eum caligo et involvatur amaritudine
6 Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Aarets Dage, den komme ikke i Maaneders Tal!
noctem illam tenebrosus turbo possideat non conputetur in diebus anni nec numeretur in mensibus
7 Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den!
sit nox illa solitaria nec laude digna
8 De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan;
maledicant ei qui maledicunt diei qui parati sunt suscitare Leviathan
9 dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves paa Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlaag,
obtenebrentur stellae caligine eius expectet lucem et non videat nec ortum surgentis aurorae
10 fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!
quia non conclusit ostia ventris qui portavit me nec abstulit mala ab oculis meis
11 Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udaanded straks fra Moders Skød?
quare non in vulva mortuus sum egressus ex utero non statim perii
12 Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die?
quare exceptus genibus cur lactatus uberibus
13 Saa havde jeg nu ligget og hvilet, saa havde jeg slumret i Fred
nunc enim dormiens silerem et somno meo requiescerem
14 blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser,
cum regibus et consulibus terrae qui aedificant sibi solitudines
15 blandt Fyrster, rige paa Guld, som fyldte deres Huse med Sølv.
aut cum principibus qui possident aurum et replent domos suas argento
16 Eller var jeg dog som et nedgravet Foster, som Børn, der ikke fik Lyset at se!
aut sicut abortivum absconditum non subsisterem vel qui concepti non viderunt lucem
17 Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud,
ibi impii cessaverunt a tumultu et ibi requieverunt fessi robore
18 alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst;
et quondam vincti pariter sine molestia non audierunt vocem exactoris
19 smaa og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.
parvus et magnus ibi sunt et servus liber a domino suo
20 Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv,
quare data est misero lux et vita his qui in amaritudine animae sunt
21 dem, som bier forgæves paa Døden, graver derefter som efter Skatte,
qui expectant mortem et non venit quasi effodientes thesaurum
22 som glæder sig til en Stenhøj, jubler, naar de finder deres Grav —
gaudentque vehementer cum invenerint sepulchrum
23 en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?
viro cuius abscondita est via et circumdedit eum Deus tenebris
24 Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve raab strømmer som Vand.
antequam comedam suspiro et quasi inundantes aquae sic rugitus meus
25 Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig.
quia timor quem timebam evenit mihi et quod verebar accidit
26 Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, saa kommer Uro!
nonne dissimulavi nonne silui nonne quievi et venit super me indignatio
