Job 21
1 Saa tog Job til Orde og svarede:
Da tok Job til orde og sa:
2 Hør dog, hør mine Ord, lad det være Trøsten, I giver!
Hør aktsomt på mitt ord og la dette være den trøst I yder mig!
3 Find jer nu i, at jeg taler, siden kan I jo haane!
Tål mig, så jeg kan få tale, og når jeg har talt, kan du spotte.
4 Gælder min Klage Mennesker? Hvi skulde jeg ej være utaalmodig?
Mon min klage gjelder et menneske? Eller hvorfor skulde min ånd ikke bli utålmodig?
5 Vend jer til mig og stivn af Rædsel, læg Haand paa Mund!
Vend eder til mig og bli forferdet og legg hånd på munn!
6 Jeg gruer, naar jeg tænker derpaa, mit Legeme gribes af Skælven:
Kommer jeg det i hu, så forferdes jeg, og mitt kjød gripes av skjelving.
7 De gudløse, hvorfor lever de, bliver gamle, ja vokser i Kraft?
Hvorfor blir de ugudelige i live, blir gamle og tiltar endog i velmakt?
8 Deres Æt har de blivende hos sig, deres Afkom for deres Øjne;
De ser sine barn trives omkring sig, og sine efterkommere har de for sine øine.
9 deres Huse er sikre mod Rædsler, Guds Svøbe rammer dem ikke;
Deres hus er sikre mot redsler, og Guds ris kommer ikke over dem.
10 ej springer deres Tyr forgæves, Koen kælver, den kaster ikke;
Hans okse parrer sig og spiller ikke, hans ku kalver og kaster ikke i utide.
11 de slipper deres Drenge ud som Faar, deres Børneflok boltrer sig ret;
De slipper sine barn ut som småfeet, og deres smågutter hopper omkring.
12 de synger til Pauke og Citer, er glade til Fløjtens Toner;
De synger til tromme og citar, og de gleder sig ved fløitens lyd.
De lever sine dager i lykke, og i et øieblikk farer de ned til dødsriket. (Sheol h7585)
14 skønt de siger til Gud: »Gaa fra os, at kende dine Veje er ikke vor Lyst!
Og dog sa de til Gud: Vik fra oss! Vi har ikke lyst til å kjenne dine veier.
15 Den Almægtige? Hvad han? Skal vi tjene ham? Hvad Gavn at banke paa hos ham?«
Hvad er den Allmektige, at vi skulde tjene ham, og hvad gagn skulde vi ha av å vende oss til ham med bønn?
16 Er ej deres Lykke i deres Haand og gudløses Raad ham fjernt?
Ja, men deres lykke står ikke i deres egen hånd. - De ugudeliges tanker er langt fra mine tanker.
17 Naar gaar de gudløses Lampe ud og naar kommer Ulykken over dem? Naar deler han Loddet ud i sin Vrede,
Hvor ofte utslukkes vel de ugudeliges lampe, og hvor ofte hender det at ulykke kommer over dem? Hvor ofte tildeler han dem vel smerter i sin vrede?
18 saa de bliver som Straa for Vinden, som Avner, Storm fører bort?
Hvor ofte blir de vel som strå for vinden, som agner stormen fører bort?
19 Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn? Ham selv gengælde han, saa han mærker det,
Men Gud gjemmer hans straff til hans barn. - Ja, men han burde straffe ham selv, så han fikk kjenne det.
20 lad ham selv faa sit Vanheld at se, den Almægtiges Vrede at drikke!
Med egne øine burde han få se sin undergang, og av den Allmektiges vrede burde han få drikke selv.
21 Thi hvad bryder han sig siden om sit Hus, naar hans Maaneders Tal er udrundet?
For hvad bryr han sig om sitt hus efter sin død, når hans måneders tall er ute?
22 Kan man vel tage Gud i Skole, ham, som dømmer de højeste Væsner?
Vil nogen lære Gud visdom, han som dømmer de høieste?
23 En dør jo paa Lykkens Tinde, helt tryg og saa helt uden Sorger:
Den ene dør midt i sin velmakt, helt trygg og rolig;
24 hans Spande er fulde af Mælk, hans Knogler af saftig Marv;
hans kar var fulle av melk, og margen i hans ben var saftfull.
25 med bitter Sjæl dør en anden og har aldrig nydt nogen Lykke;
Den andre dør med sorg i hjertet og har aldri nytt nogen lykke.
26 de lægger sig begge i Jorden, og begge dækkes af Orme!
Begge ligger de i støvet, og makk dekker dem.
27 Se, jeg kender saa vel eders Tanker og de Rænker, I spinder imod mig,
Se, jeg kjenner eders tanker og de onde råd hvormed I gjør urett mot mig;
28 naar I siger: »Hvor er Stormandens Hus og det Telt, hvor de gudløse bor?«
for I sier: Hvor er tyrannens hus, og hvor er det telt de ugudelige bor i?
29 Har I aldrig spurgt de berejste og godkendt deres Beviser:
Har I aldri spurt dem som har faret vidt omkring? Og I vil vel ikke forkaste deres vidnesbyrd,
30 Den onde skaanes paa Ulykkens Dag og frelses paa Vredens Dag.
at den onde spares på ulykkens dag, på vredens dag føres han unda.
31 Hvem foreholder ham vel hans Færd, gengælder ham, hvad han gør?
Hvem foreholder ham hans ferd like i hans ansikt? og når han gjør noget, hvem gjengjelder ham det?
32 Til Graven bæres han hen, ved hans Gravhøj holdes der Vagt;
Til graven bæres han med ære, og over gravhaugen holder de vakt.
33 i Dalbunden hviler han sødt, Alverden følger saa efter, en Flok uden Tal gik forud for ham.
Søt er hans hvile i dalens muld, og alle mennesker vandrer i hans spor, og det er ikke tall på dem som har gått foran ham.
34 Hvor tom er den Trøst, som I giver! Eders Svar — kun Svig er tilbage!
Hvor kan I da trøste mig med så tom en trøst? Av eders svar blir det bare troløshet tilbake.
