Job 14
1 Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;
O KE kanaka i hanauia e ka wahine. He hapa kona mau la, a ua piha i ka popilikia.
2 han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, staar ikke fast.
Puka mai no ia me he pua la, a ua okiia aku; A holo aku no ia me he aka la, aole ia e mau.
3 Og paa ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
A ke kau anei oe i kou mau maka maluna o ka mea like me ia, A e lawe mai ia'u i ka hookolokoloia ana e oe?
4 Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
Owai ka mea e unuhi ae i ka mea maemae mai o ka mea haumia? aole kekahi.
5 Naar hans Dages Tal er fastsat, hans Maaneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,
No ka mea, ua heluia kona mau la, A ia oe no ka huina o kona mau malama, Ua hoonoho oe i kona mau mokuna, i hiki ole ai ia ke ae aku;
6 tag saa dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
E nana ae oe mai ona aku la, i hoomaha iho ai ia, A hauoli ia i kona ia, me he mea hoolimalima la.
7 Thi for et Træ er der Haab: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;
No ka mea, a i kuaia ka laau, He manao no nona, e ulu hou auanei, Aole hoi e pau na lala hou.
8 ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
Ina ua elemakule kona aa ma ka honua, A ua make hoi kona kumu ma ka lepo;
9 lugter det Vand, faar det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;
Aka, no ka honi ana i ka wai e kupu ae ia, A e hookupu aku i na lala, me he laau kanu la,
10 men dør en Mand, er det ude med ham, udaander Mennesket, hvor er han da?
Aka, o ke kanaka, e make no ia, a e nalowale aku; Oia, e make ana no ke kanaka, auhea la oia?
11 Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
E like me ka maloo ana o na wai, mai ke kai aku, A me ka emi ana o ka muliwai, a maloo iho;
12 saa lægger Manden sig, rejser sig ikke, vaagner ikke, før Himlen forgaar, aldrig vækkes han af sin Søvn.
Pela e moe iho ai ke kanaka, aole ku hou ae; Aole lakou e ala hou mai, a pau aku na lani, Aole hoi e hooku hou ia, mai ko lakou hiamoe ana.
13 Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! (Sheol h7585)
E pono e waiho iho oe ia'u iloko o ka luakupapau, A e huna oe ia'u, a hala aku kou huhu, A e hoakaka mai no'u i ka manawa pono, a e hoomanao mai ia'u! (Sheol h7585)
14 Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
Ina e make ke kanaka, e ola hou anei oia? O na la a pau o ko'u kaua ana ka'u e kali ai, A hiki mai ko'u manawa.
15 du skulde kalde — og jeg skulde svare — længes imod dine Hænders Værk!
E kahea mai oe ia'u, a e hoolohe aku no au ia oe: A e aloha mai no oe i ka hana a kou mau lima.
16 Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
No ka mea, ano ke helu nei oe i kuu mau kapuwai; Aole anei oe e kiai mai nei i ko'u hewa?
17 forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
Ua hoopaaia kuu hewa iloko o ka aa, Ua imi hala oe i kuu hewa.
18 Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,
A he oiaio, o ka mauna e hiolo ana, moe mau no ia, A ua hooneeia ka pohaku mai kona wahi aku.
19 som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, saa har du udslukt Menneskets Haab.
Ke anai nei na wai i na pohaku; O kona wai nui, ua hoopau aku ia i ka lepo o ka aina; Pela oe e hoomake nei i ka manaolana o ke kanaka.
20 For evigt slaar du ham ned, han gaar bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.
Ke lanakila mau nei oe maluna ona, a hele aku no ia: Ke boopahaohao nei oe i kona maka, a hoouna aku ia ia.
21 Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;
Ua hoohanohanoia kana keiki, aole oia i ike: A ua hoohaahaaia lakou, aole ia i noonoo no lakou.
22 ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.
Aka, e hui kona io maluna ona, A e uwe kona naau iloko ona.
